Hej Mindhelper

Jeg står i den situation at jeg bor hos min kæreste og hans familie, men sagen er den at jeg overhovedet ikke føler mig tilpas og føler ikke jeg passer ind.
familien giver indirekte udtryk for at de ikke bryder sig om mig og ikke stoler på hvad jeg siger.
hvilket resultere i at jeg er begyndt at få nogle rigtige nederen tanker om mig selv og min tilstedeværelse.
og min kæreste lover mig en masse, men lidt tid efter gør han det stik modsatte.
jeg har overvejet og flytte men jeg elsker jo min kæreste og har ikke lyst til at såre ham.
what to do.

hilsen en trist og forvirret pige

(18 år)


Kære dig,

Det lyder til at være en svær situation du står i. Det er ikke rart at føle, at dem man bor sammen med ikke stoler på én, eller ikke kan lide én. Det tror jeg de færreste ville synes var rart. 

Kan du tale med din kæreste om det?

Du skriver, at din kæreste lover dig en masse, men gør noget andet bagefter. Det er aldrig rart, når folk gør noget andet, end det de siger, de vil gøre. Det kan nemlig give én en følelse af, at man ikke kan stole på det, de siger, og det er ikke rart at have det sådan, med en person man holder meget af. 

Jeg kommer til at tænke på, om du har talt med din kæreste om, hvordan du har det? Både ift. dine følelser og tanker om familien, men også ift hans handlinger. 

Det kan være rigtig rart at få sagt de ting der fylder højt. Både fordi man kan få et bredere perspektiv fra den anden, hvis de har et andet perspektiv, men også fordi tanker og følelser godt kan bygge sig op inde i én, hvis ikke man får snakket om dem. 

Her kan det være vigtigt at huske på, hvordan man taler med den anden. En god huskeregel kan være at sige ‘jeg’ i stedet for ‘du’, når man nævner noget der fylder hos én. Det kunne fx være, ‘jeg bliver ked af det, når du siger at du vil gøre X, men i stedet for gør X, så bliver jeg forvirret og usikker, på det du siger’. 

Når vi husker at holde os på vores egen banehalvdel, når vi taler sammen, er det nemmere at undgå misforståelser og mindske risikoen for at blive uvenner. 

I vores artikel: Guide: Sådan taler du med din ven om svære ting, kan du læse mere om, hvordan man kan gribe en svær samtale an. Selvom samtalen handler om at tale med venner, kan du sagtens bruge rådene til at tale med din kæreste. 

Lavt selvværd kan påvirke vores tanker og valg 

Hvis vi ofte går med negative tanker om os selv, og har en følelse af, at andre ikke kan lide os, så kan det være et tegn på lavt selvværd. Når vi har lavt selvværd, så tænker vi mere over, hvad andre tænker om os, og det kan være svært for os at tage valg kun baseret på, hvad vi selv gerne vil. 

En god grund til at arbejde på sit selvværd er blandt andet, at det bliver nemmere for os at tage beslutninger ud fra, hvad vi selv føler er det rigtige, i stedet for at blive påvirket af, hvad andre synes vi skal gøre. 

I vores artikel: Lavt selvværd? 7 gode råd til, hvordan du får det bedre med dig selv, kan du læse gode råd til, hvordan du kan styrke dit selvværd. 

Ét af rådene er blandt andet at finde frem til sine styrker. For eksempel ved at lave en liste over de ting, man selv synes man er god til. På den måde kan man få mere fokus på de gode evner man har, i stedet for at fokusere på, hvad man ikke kan. 

Det kan være svært at bo sammen 

Det kan være rigtig rart at bo sammen, men det er ikke altid, at man fungerer sammen, selvom man rigtig gerne vil have det til at fungere. Det betyder ikke, at der er noget galt med nogen af jer, men blot at man er forskellige. 

Derfor kan man overveje, hvis man ikke synes det er rart at bo et sted, om det er det rigtige at blive boende. Der er intet galt i at være flyttet sammen, og bagefter finde ud af, at det ikke fungerede som man havde troet. Man må altid ændre mening.

Find en løsning sammen

Du kan overveje, om det er bedre for dig at bo et andet sted, og eventuelt tale med din kæreste om hvad han tænker. Det kan være han også godt kan se det er en god ide, men måske ikke har nævnt noget i frygt for at såre dig?

Det kan være en rigtig god ide at tale sammen, så man kan finde ud af, hvad den anden tænker, i stedet for at gøre sig tanker om, hvad man tror andre tænker, som reelt kan vise sig ikke at passe med sandheden. 

Jeg håber mit svar kan hjælpe dig på vej. Jeg sender dig en masse god energi.

De bedste hilsner fra en Mindhelper