Hej Mindhelper
hej jeg tænkte på noget, det er fordi jeg går i skole og der er en klassekamerat som der er lidt sød nogengange. men er meget i tvivl om han er homo ligesom mig, men det er bare sygt træls at han tager bil i skole men jeg ska sidde i bussen og tænke på ham, så hvordan spørger man et crush om man ville tage bussen istedet for bilen i skole, ps jeg kan sagtens vælge og være til piger i stedet hvis det er
(Dreng, 18 år)
Hej Dreng på 18 år
Jeg vil lige starte med at sige, at jeg har fjernet dit navn, så du kan være helt anonym.
Når man synes, at en anden person er lidt sød, kan det være svært at finde ud af, om den anden person har det på samme måde. Og så er det helt naturligt, at man kan være lidt i tvivl, og at det måske kan komme til at fylde en del. Derfor er det også godt, at du har skrevet herind og delt dine tanker med os.
Måske du kan snakke med han om at ses på et andet tidspunkt?
Når jeg læser dit brev, synes jeg, at det lyder lidt til, at du godt kunne tænke dig at have lidt mere tid sammen med din klassekammerat. Er det rigtigt forstået? For så kan det måske være, at du kan snakke med ham om, I skulle lave noget sammen i fritiden. Selvom det kunne være rigtig hyggeligt at tage bussen sammen om morgenen, så kan det godt være, at han stadig hellere vil køre i bil, nu når han har den mulighed.
Derfor tænker jeg også, at du måske i stedet skulle forsøge at snakke mere med ham i skolen, og så lave nogle aftaler om at ses uden for skolen. Det kan være, at I kan spille sammen, bare hænge ud eller lave noget helt tredje. Så får du nemlig lidt mere tid sammen med ham på den måde. Og så kan det også være, at du måske kan mærke, om han har det på samme måde som dig. Du kan også tage et kig på vores artikel 15 tegn på, at han også er vild med dig. Der står nemlig en masse om, hvilke ting man kan holde øje med, når man prøver at finde ud af om den anden også er vild med en. Så måske der er noget i den som kan hjælpe dig lidt på vej.
Vi kan aldrig være sikre på, om den anden person har følelser for os
Når man måske er ved at få lidt følelser for en anden person, kan det godt gøre én rigtig meget i tvivl. Det er nemlig sådan med forelske og crushes, at vi altid er lidt på dybt vand. For måske har den anden person også følelser for en, og så kan forelske bare være rigtig dejlig. Men samtidig er der også altid en risiko for, at den anden person ikke har det på samme måde. Det kan vi aldrig være sikre på. Men det er sådan med kærlighed, at man sommetider er nødt til at tage en chance og kaste sig ud i det. Derfor er det også bare vigtigt, at du mærker efter hvad der er rigtigt for dig. Det er nemlig meget forskelligt, og derfor er det bedste man gøre at følge sin mavefornemmelse.
Kan dine venner hjælpe med at lege detektiv og finde ud af om han er homoseksuel?
Når man ikke helt ved, om den person som man er lidt vild med også er homoseksuel, kan det også gøre én endnu mere i tvivl. Og det kan være svært selv at finde ud af det. Derfor kommer jeg også til at tænke på, om du måske har nogle venner, som du kan få til at lege detektiv, så i kan få opklaret om din ven er homoseksuel. Det kan være, at de kan snakke med ham om det. Det kan også være, at de måske allerede ved det. Derfor tænker jeg, at det kunne være en god ide, at du snakkede med dem om de her følelser og tvivlen. Det kan også være, at de godt kender følelsen af, at være lidt vild med en anden person uden helt at vide om det er gengældt. Og så kan I måske få en god snak om det. Det kan også være, at I måske kan snakke om, hvad de tænker, at du skal gøre.
Jeg håber, at der er noget i mit svar som har hjulpet dig. Jeg krydser fingre for, at I kan finde på noget hyggeligt at lave i fritiden, og du ikke skal gå og være så meget i tvivl.
De bedste hilsner fra en Mindhelper