Hej Mindhelper

Jeg er en pige på 16 år. Jeg havde en kæreste som jeg elskede så meget. Vi var næsten sammen i en måned, men før vores månedsdag slår han op, fordi “han havde mistet følelser”. Det var rigtigt hårdt for mig og jeg begyndte at lukke mig selv inde, og ikke snakke med nogen. Jeg snakker så med en af min ex og jegs fælles ven, der, fortæller at min ex er kommet videre og er forelsket i en anden, og at han slet ikke vil have noget med mig at gøre. Jeg har prøvet at komme videre men jeg det virker ikke. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre, for jeg elsker ham stadig, og vil gerne være venner, men han vil ikke snakke.

PS. alt det her har givet mig en masse tanker og jeg kan ikke koncentrere mig i skolen. Mine tanker fylder så meget at jeg desværre er begyndt at selvskade.

PIGE, 16 ÅR

(16 år)


Kære du

Når man er mega forelsket, så gør det også bare mega ondt, når ens kæreste slår op med en. Og når man så hører fra en fælles ven, at han har fundet en anden og kommet videre, så kan det hurtigt være svært at se noget lys for enden af tunnelen.

Du skal nok få det godt igen

Kærestesorger er en af de værste følelser i verdenen. Man kan ikke tænke på andet end sin ekskæreste, alt minder en om dem, og man kan græde herfra til juleaften. Ikke nok med det, så føles det også som om, at det aldrig bliver godt igen. For hvordan skal det det, uden ens kæreste?

Heldigvis varer kærestesorger ikke for evigt. Det føles ikke sådan lige nu, men på et tidspunkt skal det nok blive godt igen. Og du kommer også videre. 

Indtil da kan jeg varmt anbefale dig vores artikel: Kærestesorg: Sådan kommer du dig over din ekskæreste. Her finder du 10 gode råd til, hvordan du bedst muligt kommer igennem dit breakup, og bliver guidet igennem 4 typiske faser af et breakup. 

Kan man være venner efter man har slået op?

Du skriver, at du gerne vil blive ved med at være venner med ham, men at han ikke vil snakke med dig. 

Det er rigtig forskelligt, hvordan folk reagerer ovenpå et breakup. Nogle har brug for at holde kontakten og være venner efter, mens andre har brug for at man helt cutter kontakten.

Ofte hvis der er rigtig stærke følelser involveret, kan det være bedst, at man fuldstændig stopper med at snakke sammen. For selvom man måske synes det er rart at have kontakt engang imellem, kan det være enormt svært og forvirrende for begge parter.

Derfor er man også nødt til at respektere, hvis ens ekskæreste ikke har lyst eller kan holde til at være venner efter breakuppet. Men jeg forstår godt, at det er svært for dig, når det ikke er det, du ønsker. 

Når de svære tanker bliver til selvskade

Når ens kæreste går fra en, er det helt naturligt, at der kommer en masse svære følelser og tanker. Det kan gøre ondt helt inde i hjertet og man kan gå med følelse af, at det slet ikke er til at holde ud. Og når de svære tanker ikke er til at holde ud, kan selvskade pludselig blive en løsning.

For når man selvskader, kan det nemlig føles som om, at man får en pause fra alle tankerne, man føler sig mere fri og rolig. Men pausen fra de ubehagelige følelser varer kun meget kortvarigt, og så kommer alt ubehaget tilbage igen.

På den måde kan selvskade blive en ond spiral, hvor man selvskader for at slippe for sine følelser, som så kommer igen, så man bliver nødt til at selvskade igen osv. 

Derfor er det også rigtig vigtigt, at du får snakket med en voksen om din selvskade, så du kan få noget hjælp. Det er vigtigt, at det ikke er noget du går med alene. 

Hvis du har brug for nogle gode råd til, hvordan du stopper med at selvskade, eller hvordan du taler med dine forældre om det, så kan jeg varmt anbefale dig vores artikel: Værd at vide om selvskade. Her får du den vigtigste viden om selvskade og råd til, hvordan du får hjælp.

Hvis du føler, det kunne være rart at snakke med nogen om selvskade, kan jeg varmt anbefale dig foreningen spiseforstyrrelser og selvskade. De ved rigtig meget om selvskade og er altid klar til at lytte.

Du kan finde deres rådgivning ved at følge linket her

Har du snakket med dine veninder om det?

Jeg kommer til at tænke på, om der er nogen omkring dig, som du er tryg ved at tale med? Det kunne eksempelvis være nogle af dine gode veninder. Måske kunne du tage fat i dem og fortælle dem, hvordan du har det?

De kender dig og din ekskæreste, og måske har de nogle gode råd til hvad du kan gøre for at komme videre. Det kan nemlig være rigtig rart at få et pusterum og støtte fra dem, man holder af, når det hele bliver lidt for træls. Der kan veninderne eller venner være en kæmpe gave.

De vil altid lytte hos Girltalk

Her til sidst vil jeg også lige anbefale dig Girltalk. Girltalk er en hjemmeside, hvor unge piger kan skrive ind og chatte om det, der fylder hos dem. De frivillige som arbejder hos Girltalk er rigtig dygtige, søde og gør deres allerbedste for at hjælpe og lytte. 

Derfor tænker jeg også, at det kan være rigtig godt for dig, når du ikke ved hvordan du kommer videre fra dit breakup. Det er gratis og du kan være helt anonym, hvis du har lyst til det.

Det er hammersvært når ens kæreste slår op, finder en ny at være sammen med og man bare stadig elsker dem. Derfor håber jeg også, at der er noget i mit svar til dig, som du kan bruge. Jeg sender de bedste tanker din vej og håber du finder ud af det.

De bedste hilsner fra en Mindhelper