Hey,
Jeg ved ikke rigtig hvad jeg skal gøre med en fyr jeg kan lide.
Jeg mødte ham for nogle måneder siden.
Og det gik lidt hurtigt. Vi gik i seng sammen efter 3 til 4 dates. Og vi datede i noget stykke tid. Men fandt ud af at vi var for forskellige og der ikke var nogen følelser.
Men blev ved med at være venner med fordele. Og det gik fint, indtil for en måned siden, hvor vi hængte mere ud. Og vi joker med hinanden og jeg snakker virkelig godt ned ham. Jeg begynde at få følelser for ham.
Jeg har fortalt ham at jeg kan lide ham. Og han siger at han kun ser mig som en ven.
Men han afviser mig ikke når vi har sex. Men syntes jeg kan se på hans kropsprog at han kan lide mig. Den måde han er omkring mig. Men det er svært når han siger noget andet.
Og jeg vil ikke miste ham som ven, for har ikke så mange venner. Men ved ikke hvad jeg skal gøre, da jeg ikke har nogen selvkontrol når jeg ses med ham. Det ender altid med sex.
Jeg har svært ved at stole på folk. Men føler at jeg kan stole på ham. Han er der altid for mig.
Hilsen den fortvivlede.
(Pige, 19 år)
Kære den fortvivlede
Det lyder godt nok, som om ham fyren sender dig nogle blandede signaler. Så jeg kan godt forstå, at du er lidt fortvivlet lige nu.
Snak med ham igen
Jeg kan godt forstå, at du bliver fortvivlet over, at ham fyren gerne vil have sex med dig. Men han samtidigt siger, at han kun kan lide dig som ven. Derfor er mit bedste råd til dig også, at du skal tage en snak med ham igen. Det er nemlig den eneste måde, du kan finde ud af, hvad han tænker. Fortæl ham, at du føler dig fortvivlet, fordi han på den ene side siger, at han kun ser dig som en ven. Men at han på den anden side ikke afviser dig, når I har sex. Og at du oplever, at han sender dig nogle tegn på, at han godt kan lide dig.
Gør op med dig selv, hvad du vil
Du skriver, at du gerne vil beholde ham som ven. Men at det altid ender med sex, når I ses. Derfor tænker jeg, at du skal gøre op med dig selv, hvad du gerne vil. Er det okay med dig, at I har sex, selvom I bare er venner? Eller har du brug for, at I stopper med at have sex, hvis I kun skal være venner? Du er nemlig nødt til at fortælle det til ham, hvis du ikke er okay med, at I skal have sex, når I kun er venner. Ellers kan han ikke vide, at det gør dig mere fortvivlet. Og det kan måske også gøre det nemmere at lade være med at have sex, hvis I begge to kan være med til at sørge for, at det ikke sker.
Hvad ville du sige til en veninde?
Nogle gange kan det hjælpe at spørge sig selv, hvad man ville sige til en veninde, hvis man står i en situation, hvor man ikke helt kan finde ud af, hvad man egentligt vil. Det kan nemlig hjælpe en til at se situationen lidt mere udefra. Og det kan nogle gange gøre det nemmere at finde ud af, hvad der egentligt føles som det mest rigtige at gøre.
Snak med dine veninder eller venner
Jeg kommer til at tænke på, om du har prøvet at snakke med nogen af dine andre veninder eller venner om den her fyr? Det er nemlig guld værd at have andres synspunkter, når man er lidt fortvivlet, fordi man ikke helt kan finde ud af, hvad der er op og ned i en situation. Og så er det i øvrigt bare altid godt at få snakket med nogen om de ting, der fylder. Og ens venner og veninder er oftest mega gode at snakke med om kærlighed og fyre. Forelskelse er nemlig noget, de fleste unge oplever. Så der er en sandsynlighed for, at der måske er en af dine venner eller veninder, der har oplevet en situation, der minder om den, du er i lige nu. Og som måske kan fortælle dig, hvad de gjorde.
Jeg håber, at der var noget i mit svar, der kunne hjælpe dig. Og så håber jeg, at du får snakket med fyren, så du kan blive klogere på, hvad han vil.
De bedste hilsner fra en Mindhelper