Hej

jeg er en pige på 14 som har mødt en dreng jeg er blevet lidt mere vild med en jeg lige havde troet. Men ham drengen her sender ❤️ Men jeg ved ikke om det på vennemåden eller kærestemåden håber i kan hjælpe mig

(Pige, 14 år)


Hej Pige på 14 år

Det med kærligheden kan være super forvirrende. Derfor er jeg også glad for, at du har skrevet herind og delt det med os. 

Det er svært at tyde

Jeg kan sagtens forstå, hvis du synes, det er lidt svært at tyde, hvad drengen lige mener, når han sender hjerter. For på den ene side kan det sagtens være et tegn på, at han måske også er lidt vild med dig. Og på den anden side, er der også mange, som sender hjerter til sine venner. Derfor kan det også være svært for mig lige at gætte på, om han mener det ene eller det andet. Det er desværre nok kun drengen, som kan svare på det. Uanset hvad, så er det i hvert fald ikke et dårligt tegn, at han sender hjerter. 

Jeg kommer til at tænke på, om der er andre tegn på, at han måske også er lidt vild med dig? Du kan prøve at læse vores artikel om tegn på forelskelse. Der står nemlig en masse tips til, hvad du også kan holde øje med hos ham.

Har i fælles venner? 

Hvis i har nogle fælles venner, så kan du eventuelt prøve at snakke med dem. Det kan være, de har hørt ham snakke om dig. Og måske har på fornemmelsen, om han kunne være interesseret i dig. Du kan også få dem til at hinte til ham, at du er vild med ham. Nogle gange kan det være meget rart, at få en hjælpende hånd til det. Man siger jo, at i krig og kærlighed gælder alle kneb. 

Snak med ham 

Hvis du er super modig, kan du også prøve at snakke med ham om det. Så kan det være en god idé, at starte med at fortælle ham om dine følelser – at du er blevet lidt vild med ham. Bagefter kan du så spørge ham, om han har det på samme måde. For hvis man starter med bare at spørge, så kan nogle godt blive så nervøse, at de bare siger nej, selvom de måske mener noget andet. Det kan selvfølgelig godt være, at han ikke har det på samme måde, men så ved du i hvert fald, at du var mega modig og forsøgte. Det er ret sejt. 

Jeg håber mit svar har været hjælpsomt for dig. Og så krydser jeg både fingre og tæer for, at det kommer til at gå super godt. Online-knus herfra.

De bedste hilsner fra en Mindhelper