Hej!

Efter mange år hvor jeg har været sammen med den forkerte slags fyre som kun har misbrugt mig for sex har jeg endelig fundet en fyr som siger at han elsker mig for den jeg er og respektere hvis jeg ikke gider have sex.
Problemet ligger dog lidt i at det typisk er mig som skal tage kontakten og tit stopper han med at svare mig midt i vores samtale. Dette påvirker mig meget psykisk og selvom jeg har nævnt det for ham gør det ingen forskel. Hvad gør jeg?

(Pige, 18 år)


Kære 18-årige pige

Det lyder som nogle ret ubehagelige oplevelser, du har haft med drenge førhen. Jeg er glad for, at du har fundet en nu, som elsker dig og respekterer dig.

Der er masser af forklaringer på en situation
Som skrevet er jeg rigtig glad for, at du har fundet en fyr, der elsker dig og respekterer, når du ikke vil have sex. Det må også være rart for dig, når du før har oplevet, at nogle fyre ikke altid gør det. Men jeg kan til gengæld godt forstå, at det ikke er så fedt, når han er dårlig til at tage kontakt og stopper med at svare midt i en samtale.

Nogle kloge mennesker siger, at der findes 20 alternative forklaringer på én situation. Kunne der være en fair nok grund til, at han lader være med at svare eller sjældent tager kontakt? Har han måske vildt travlt? Ser han beskeden og læser den, men glemmer den kort efter, fordi han blev optaget af noget? Du kan måske komme på flere andre forklaringer – der burde i hvert fald være omkring 18 tilbage at tage af.

Det, jeg prøver at sige er: Det behøver ikke at have noget med dig at gøre, at han ikke får svaret tilbage eller ikke tager kontakt. Men det er rigtig godt, at du har nævnt det for ham!

Snak fra hjertet og på egen banehalvdel
Når du har nævnt det for ham, hvordan har du så sagt det? Måden, vi siger ting på, påvirker ofte den anden persons måde at tage det til sig. Hvis vi er meget angribende og anklagende, vil den anden person ofte gå i forsvar og blive vred. Hvis vi derimod holder os på egen banehalvdel og husker at sige ting som: “jeg synes”, “jeg tænker” og “jeg føler”, så er det nemmere for den anden at tage kritikken til sig… Og så er ros altid godt. Måske du kunne starte og slutte samtalen med noget, du synes, han er rigtig god til? Det plejer at virke.

… Så selvom det kan virke fjollet, er mit bedste råd at tage fat i ham og snak med ham igen. Også selvom han ikke har gjort noget anderledes før. Fortæl ham, hvad det gør ved dig. Og så vær opmærksom på, hvordan du får sagt det til ham.

Du kan også kigge i vores artikel om at håndtere konflikter med andre. Der er der nogle gode punkter omkring, hvordan man tager fat i lidt svære ting. Og hvordan man bedst får dem sagt til andre.

… og tag en snak med veninderne
Hvis du ikke allerede har gjort det, synes jeg, at det er god idé at snakke med dine veninder. Det kan være de også har prøvet ikke at kunne komme igennem til en person. De har nok nogle gode idéer til, hvad du kunne gøre eller sige til ham. Bare det at få snakket om det kan åbne for nye idéer. Og så er det altid godt at få andres syn på sin situation.

Jeg håber, at I får taget en god snak, som forhåbentlig kommer til at ændre noget.

De bedste hilsner fra Mindhelper