Hej Mindhelper
Jeg har aldrig været i et forhold med nogen (romantisk), jeg har aldrig haft sex, og har stort set aldrig haft nogle seksuelle/romantiske oplevelser. Jeg vil gerne, men aner ikke hvordan man gør noget af alt det. alle mine venner har enten haft sex eller været tæt på det, eller i hvert fald haft romantiske/seksuelle oplevelser. Det føles bare som om jeg er mega langt bagud i forhold til mine jævnaldrene. Er det normalt ikke at have oplevet noget i denne dur endnu? Jeg er begyndt at føle at jeg ender med at være alene og ensom, og aldrig finder nogen. At der aldrig er nogen der vil kunne lide mig for den jeg er. Er det helt skørt?
(17 år)
Kære Du
Det lyder til, at det med, at du ikke har haft så mange romantiske oplevelser, fylder hos dig. Derfor er jeg også glad for, at du har skrevet herind og delt det med os.
Det er normalt
Du skriver, at du aldrig har været i et forhold og stort set ikke har haft nogen romantiske eller seksuelle oplevelser. Det tænker jeg er helt normalt. For det er meget forskelligt, hvornår man har sine første seksuelle og romantiske oplevelser. Nogle er måske 15-16 år, og andre er i 20’erne. Derfor er der heller ikke noget rigtigt eller forkert tidspunkt at gøre det på. Det vigtigste er nemlig, at man mærker efter, og gør det, når man føler sig klar til det.
Men når ens venner alle sammen fortæller om de romantiske oplevelser, de har haft, kan man godt blive ramt af en følelse af at være bagud. Og det kan være en tung følelse og sætte gang i en masse svære tanker og bekymringer. Derfor tænker jeg bestemt heller ikke, at det er skørt, at du tænker og bekymrer dig over det. For vi mennesker er flokdyr, og derfor er det med at ville finde en partner og have sex også et helt naturligt behov. Og for nogle kommer det tidligere, og for andre går der lidt længere, før de er klar og møder en, som de har lyst til at udforske det romantiske med. Men heldigvis oplever langt de fleste at støde på kærligheden på et eller andet tidspunkt i deres liv.
Hvordan gør man?
Du skriver også, at du gerne vil have nogle romantiske og seksuelle oplevelser, men at du ikke rigtig ved, hvordan man gør. Sådan er der rigtig mange unge, som har det. For det kan godt føles lidt som et fremmed territorium. Og så kan man godt blive usikker og komme i tvivl om, hvordan man lige griber det an. Men der findes ikke en fast opskrift på, hvordan man gør. Derfor er det vigtigste også at mærke efter og prøve sig lidt frem. Jeg tænker også, at der måske er noget i vores artikel om sex første gang, som kunne være rart for dig at læse?
Jeg kan også varmt anbefale dig at tjekke Sexlinien ud. Hos dem sidder der nemlig en hel masse søde og rare rådgivere klar til at hjælpe og lytte. De er vant til at snakke med unge omkring sex og kærlighed. Du kan både ringe til dem eller chatte med dem. Og de har også en hel masse fede artikler på deres hjemmeside.
Giv selvværdet et boost
Du skriver også, at du er begyndt at tænke, at der aldrig er nogen, som vil kunne lide dig for den du er. Det er en tung tanke at gå med. Og når man har det sådan, kan det godt påvirke ens selvværd. Er det mon noget, som du kan genkende? Hvis det er så tænker jeg måske, at der er noget i vores artikel om selvværd, som kunne være hjælpsomt for dig.
Snak med nogen om det
Når man går og bøvler med nogle svære tanker og følelser, kan det være en rigtig god ide at tale med nogen om det. For ofte fylder alt det svære lidt mindre, når man deler det med andre. Så har du måske en god ven, en søskende eller en helt tredje, som kunne være rar at snakke med?
De vil altid gerne lytte hos Headspace
Her på falderebet vil jeg også lige tippe dig om Headspace. Headspace er et sted, hvor unge kan komme og snakke om det, der fylder hos dem. Intet er for stort eller småt. Og de frivillige, som arbejder der er rigtig søde og rare. Derfor sørger de også altid for, at det foregår på en måde, som er rar for dig. Det er helt gratis, og du kan også sagtens være anonym. Der er Headspacecentre i de fleste større byer, og ellers kan du også fange dem på chat. Så hvis du synes, at det kunne være rart at snakke med nogle helt andre, kan du trygt tage fat i dem.
Det kan være svært at finde ud af, hvornår det er normalt at gøre sig romantiske og seksuelle erfaringer, og det kan komme til at fylde meget i ens tanker. Derfor håber jeg også, at der er noget i mit svar, som du kan bruge.
De bedste hilsner fra en Mindhelper