Hej Mindhelper

Jeg er vild med en dreng men ved ik helt om han har det på den samme måde men han går i den anden klasse.Han kigger på mig når han går forbi mig han har et virkelig sødt smil men folk de siger han er grim er det forkert jeg er vild med ham?

når folk de siger han er grim når han er pæn:(

(Pige, 13 år)


Hej Pige på 13 år

Det er ikke rart, når nogen siger at andre er grimme. Især ikke når man selv synes de er super skønne. Derfor er jeg også glad for, at du har skrevet herind og delt det med os. 

Det er lige meget, hvad de andre siger 

Nogle gange kan folk være virkeligt grove overfor hinanden. Og det er ikke særligt sødt, at dine venner siger at fyren er grim. For uanset hvordan man ser ud, så fortjener man ikke at blive kaldt ubehagelige ting. Men heldigvis er vi rigtigt forskellige, når det kommer til hvem, vi synes er flotte. Og derfor kan det også være en god idé, at prøve at være lidt ligeglad med, hvad de andre siger. For det er ikke sikkert at i har samme smag i forhold til, hvad i synes er flot. Ligesom vi heller ikke altid har samme smag i forhold til hvilket tøj, vi synes er pænt. 

Det vigtigste er, at du synes han er sød og dejlig. Hvis du synes han har et sødt smil, så er det sikkert helt rigtigt.. Derfor er det heller ikke på nogen måder forkert, at du er vild med ham. Tværtimod er det super dejligt. Og i virkeligheden er det vigtigste også, hvordan man er på indersiden og ikke på ydersiden. For det er ens personlighed, man godt kan lide ved hinanden – og at man kan grine sammen, snakke sammen og stole på hinanden. 

Snak med ham 

Hvis du er blevet vild med ham, kan du jo overveje, om det er tid til at prøve at snakke lidt mere med ham. Du kan jo eventuelt prøve at snakke med ham ovre i skolen, eller sende ham en besked på sociale medier. Du kan også læse vores artikel med tegn på forelskelse. Der står nemlig nogle gode tips til, hvordan man måske kan finde lidt tegn på, om den anden også er forelsket tilbage. 

Snak med dine veninder

Hvis du har brug for lidt støtte, så har du måske nogle gode veninder, du kan snakke med? Så kan du prøve at forklare dem, hvorfor du synes det er lidt svært, at de andre kalder fyren grim, når du nu synes han er rigtig sød og pæn. Måske kan de støtte dig, og sige fra overfor de andre, hvis de siger grimme ting om ham. 

Jeg krydser fingre for, at det kommer til at gå super godt mellem jer. Varme tanker herfra.

De bedste hilsner fra en Mindhelper