Hej

Jeg er adopteret som 3 måneder gammel fra Etiopien.
Jeg synes virkelig det er svært og være det og sådan noget som og få hjælp kan jeg slet ikke klare da det virkelig åbner noget utrolig ubehageligt inde i mig og ja der bare noget i kroppen der siger totalt fra. Og jeg føler lidt jeg ikke kan komme videre for der er en masse tanker og følelser i mig som jeg ikke aner hvad jeg skal gøre ved for jeg ved ikke noget værre end at åbne op. For fx bare en kæreste har jeg jo lyst til at få, men ved også det bare ikke er muligt så længe jeg ikke kan de her ting og har det sådan her. Mine forældre vil meget gerne have jeg får hjælp men, det sætter bare en masse igang at jeg har det sådan her med det. Jeg ved bare ikke hvad jeg skal gøre af mig selv, for jeg aner ikke hvem jeg er og aner ikke om man burde finde en person og kopiere agtig og ligesom blive “den” agtig og slippe for det her spørgsmål og få glemt mig selv.

Jeg forstår det et underligt brev, men bundærligt er det mit hovede lige nu.

(18 år)


Kære Du

Det lyder til, at du tumler med en masse svære tanker lige nu. Og at det med at række ud efter hjælp, kan føles mega svært. Derfor er jeg også så glad for, at du har skrevet herind til brevkassen. Det er mega sejt gået – for her har du allerede taget det første skridt mod at åbne op.

Hvem er jeg?

Du skriver, at du ikke aner, hvem du er. Det kan være en frustrerende følelse. Men det er også noget, som jeg tror, at rigtig mange unge kan genkende. Det er nemlig helt naturligt, at der kommer et tidspunkt, hvor man begynder at tænke mere over den slags spørgsmål: Hvem er jeg? hvad kan jeg lide? og hvad er det jeg gerne vil i livet? 

Det kan være forvirrende at finde ud af. Men de fleste oplever heldigvis, at de finder sig selv mere og mere, som tiden går. En måde at øve sig på, at finde sig selv, er ved at lytte til sin mavefornemmelse – Hvad kan jeg egentlig godt lide at lavet?, har jeg lyst til A eller B, og hvad tænker jeg egentlig, om det her? Ved at gøre det, kan man lige så stille begynde at stykke sammen, hvem man er. Giver det mening?

Jeg vil også lige linke dig til Mindhelpers artikel om selvværd og 7 gode råd til, at få det bedre med sig selv. Jeg ved ikke om selvværd er noget, du kæmper med. Men måske er der noget i artiklen, som du kan bruge. For sommetider er en del af det at finde sig selv, også at opdage, at man er god nok, præcis som man er!

At være adopteret

Spørgsmålet om, hvem man er kan også fylde en del, når man er adopteret. Det er selvfølgelig meget forskelligt fra person til person. Men for de fleste kommer der et tidspunkt, hvor de begynder at tænke mere over, hvor de kommer fra, hvem deres biologiske familie var, og hvordan deres allerførste tid her i verden så ud. Er det mon nogle tanker, du går rundt med?

Hvis det er, kan det måske være en hjælp, at snakke med dine forældre om, hvad de kan huske fra dengang, du blev adopteret. Måske kan i sætte jer sammen, og kigge på billeder fra dengang du var lille. Eller snakke om, hvad de kan huske fra det sted du var, inden de hentede dig hjem. Det er ikke sikkert at de har alle svarene. Men sommetider kan det også bare lette lidt, at få snakket om tankerne om at være adopteret.

AdoptionsLinjen

Et rigtig godt sted at tage fat i, hvis man synes det er svært at være adopteret, er Adoptionslinjen. Her kan man nemlig ringe ind, og få en snak om at være adopteret, og de tanker man går rundt med. Så dem vil jeg helt klart også anbefale dig. Rådgiverne der er super søde.

Når det er svært, at bede om hjælp

Du skriver også, at du synes det er rigtig svært, at åbne op. Og at du næsten kan få det fysisk dårligt ved tanken, om at skulle have hjælp. Det kan være hårdt, for så kommer man tit til at gå med alt det svære selv. Men du skal vide, at det slet ikke er underligt, og at der er mange, som har det lidt ligesom dig.

Der kan være forskellige grunde til, at man synes det er svært at åbne op. For nogle handler det om, at det kan føles lidt sårbart og skræmmende. Og så kan bare tanken om at gøre det, nærmest gøre en utilpas. For andre kan det handle om, at man måske ikke har gjort det så meget før i tiden. Og derfor kan det virke lidt usikkert og fremmed.

Men at åbne op er rigtig vigtigt. For vi mennesker er slet ikke lavet til, at gå igennem svære ting alene. Og selv de aller stærkeste og sejeste mennesker har brug for hjælp en gang imellem.

Øvelse gør mester

At åbne op, er noget som man skal lære. Og en god måde at gøre det på, er ved at tage bitte små skridt. F.eks. at starte ud med at fortælle om en enkelt tanker eller følelse, som ikke virker alt for svær at dele. Når man begynder at gøre det, så lærer kroppen også, at det ikke er farligt. Derfor vil de ubehagelige fornemmelser som regel også, blive mindre og mindre, jo mere man øver det. 

Så måske har du en, som du lige så stille kan begynde at øve dig på? Det kan være en af dine forældre, en god ven, eller en helt tredje? Jeg ved at det er lettere sagt end gjort, men husk, at øvelse gør mester.

Du kan også prøve at kigge på artiklen Guide til at tale med forældre om svære ting. Måske er der noget i den, som kan hjælpe dig lidt på vej. Rådene kan også sagtens bruges til andre end forældre.

Skriv dagbog

En anden måde at øve sig i at åbne mere op er ved at skrive dagbog. Her er der nemlig ingen, som behøves at se, hvad man har skrevet. Og samtidig kan man øve sig på, at få nogle af tankerne og følelserne ud af hovedet, og ned på papiret. Så det kan du også prøve af.

Headspace

Jeg vil til sidst også lige tippe dig og Headspace. Headspace er et sted for unge, som har det svært. Hos Headspace kan man få samtaler eller chatte, med en af deres frivillige. Jeg tænker, at det måske kan være et godt sted at øve det med, at åbne op. Det kan nogle gange være første skridt, simpelthen at fortælle, at det er svært at åbne op og bede om hjælp. Så vil de frivillige i Headspace nemlig gøre deres bedste for at hjælpe og støtte dig. For de frivillige er vant til at snakke med unge, og ved godt, at det kan være hammersvært. 

Det kan være tungt at gå med svære tanker og følelser alene. Derfor håber jeg også meget på, at der er noget i mit svar, du kan bruge. Jeg sender en masse gode tanker din vej. Og håber du får snakket med nogen om, hvordan du har det.

De bedste hilsner fra en Mindhelper