Jeg er startet på en ny skole og er blevet ret vild med en dreng. Vi skrev sammen i nogle dage, men nu virker han vildt afvisende overfor mig.

hej.

jeg er en pige på 14 og jeg startede på en ny skole her lige efter sommerferien, jeg har det meget godt på min skole, men der er kommet den her dreng i vejen for det hele, vi har skrevet sammen i idag 27 dage og har mødtes med hinanden Ca 6 gange den første uge virkede han meget meget interesseret i mig, men det gør han ik helt længere, jeg skriver stadig med ham dog får jeg nogle super afvisende svar der får mig til og føle han ik kan lide mig, hvilket jeg heller ik tror han kan, men jeg kan rigtigt rigtigt godt lide ham og har aldrig nogen sinde følt sådan før på en måde ville jeg ønske jeg aldrig havde mødt ham men på den anden side er jeg også glad for det. jeg håber i vil hjælpe mig med nogle gode råd til hvad jeg skal stille op.

mvh den mega forvirret pige.

(Pige, 14 år)


Kære mega forvirrede pige

Du skriver, at du er ret forvirret. Og det kan jeg godt følge dig i. Det er ikke sjovt, når man lige er blevet rigtig glad for en dreng, og at han så virker afvisende lige pludselig.

Dejligt, at du har det godt på skolen
Først vil jeg lige sige, at jeg er glad for, at du har det rigtig godt på din nye skole. Det betyder rigtig meget, at man har det godt, der hvor man bruger det meste af ens dag. Og jeg håber ikke, at situationen med drengen har ændret alt for meget ved det.

Bedre at føle end ikke at føle
Jeg kan godt forstå, at en del af dig ville ønske, at du aldrig havde mødt ham. Det er nemlig rigtig hårdt, når man lige er blevet ret vild med en, og at man så føler, at den persons følelser ikke er gengældt. Det er desværre bare en del af det at være i live og tillade sig selv at føle ting. Og jeg vil sige, at det altid er bedre at føle meget, end slet ikke at føle noget.

Spørg ham
Du fortæller, at du stadig skriver med ham, men får nogle ret afvisende svar. Det er virkelig ikke sjovt. Men jeg kommer til at tænke på, om du har spurgt ham ad, om det er sådan, han mener det? Hvis du har lyst, kan du fx sige til ham, at du føler, at han er ret afvisende. Bagefter kan du spørge ham, om det er med vilje, eller om der er noget, der gør, at han skriver sådan til dig.

Snak med nogen
Har du set vores artikel om ulykkelig forelskelse? Hvis ikke, synes jeg lige, at du skal tjekke den ud. Den har nogle gode idéer til, hvad man kan gøre, når man er i sådan en situation, som du er. Især vil jeg fremhæve rådet om at snakke med nogen om det. Få det ud til nogen, du er tryg ved. Det kan være en af dine forældre eller en tæt veninde. Ofte vil man føle sig 10 kg lettere, efter man lige har fået luftet sine tanker overfor andre. Og den person, du fortæller det til, har så muligheden for at trøste dig og komme med gode råd, hvis du har brug for det.

Jeg håber, at mit svar har givet dig nogle idéer til, hvad du kan gøre fra nu af. Held og lykke med det.

De bedste hilsner fra Mindhelper