hej

jeg er en dreng på 14 år. jeg er forelsket i ven som jeg på et tideligere tidspunkt har haft noget med. vi skriver og snakker jævnligt. når vi snakker sammen snakker hun meget om dem hun flirter. hun ved godt at jeg godt kan lide hende og vi har talt om det men det er som om at hun er lidt ligeglad med mig. har heller ikke været sammen med hende i ca. 4 måneder. hvad skal jeg gøre

(Dreng, 14 år)


Kære dreng på 14 år

Det kan være rigtig skønt at være forelsket. Men også ligeså svært, hvis man ikke føler, at det er gengældt.

Sig fra, hvis det bliver for meget
Det må være hårdt at høre på hendes snak om dem, hun flirter med. Hvad siger du til hende, når hun snakker om dem? Hvis det bliver for meget, synes jeg godt, at du kan sige, at du ikke vil høre på det. Og så må I finde på noget andet at snakke om. Jeg synes i hvert fald, det er synd, hvis du skal sidde og høre på hendes flirteri, når du så godt kan lide hende.

Hvad vil du have, at I skal være?
Du skriver, at hun virker lidt ligeglad med dig. Så jeg kommer til at tænke på, hvad du gerne vil have, at I skal være. Vil du bare gerne være venner? Eller ville du ønske, at I kunne blive kærester? Hvis det er det sidste, og hun virker ligeglad, er hun så den rigtige at blive kærester med? Jeg tænker ikke, at det må være særlig sjovt at bruge tid med en person, som virker ligeglad med én. Især ikke hvis man er forelsket i personen.

Tal med dine venner om det
Jeg kommer til at tænke på, om du har snakket med nogle af dine kammerater om det her? Hvis ikke, er mit bedste råd til dig: Gør det. Fortæl dem om, at det er ret svært, og at du ikke helt ved, hvad du skal gøre. Det kan være, at de har prøvet noget lignende, som du kan lære af. Eller at de har nogle gode idéer til, hvad du kan sige til hende eller gøre. Så snak endelig med dem. Det tænker jeg, at der kan komme noget godt ud af.

Læs vores råd om ulykkelig forelskelse
Alt det der forelskelse kan være noget værre noget. Og som skrevet tidligere; især hvis det ikke er gengældt. Det kan være ret svært at finde rundt i. Derfor tænker jeg, at du kan læse vores artikel om ulykkelig forelskelse. Deri kommer vi nemlig med nogle råd til, hvad man kan gøre, når det er lidt svært med kærligheden.

Jeg håber, at du har fået noget ud af mit svar. Og at du er blevet lidt klogere på, hvad du kan gøre i din situation. Held og lykke med det hele.

De bedste hilsner fra Mindhelper