Hej

Jeg er 13 år gammel og ved ikke hvad jeg skal gøre af mig selv.
Alle i min klasse har drillet mig med en dreng fra klassen, men jeg tror faktisk jeg begynder at kunne lide ham. Han startede i klassen i dette skole år, og jeg tror aldrig jeg har haft det så let ved at snakke med en dreng, jeg føler vores humor minder meget om hinandens, og at vi også nogenlunde har de samme interesser.
Jeg føler det er mærkeligt i min alder, og at mine venner nok bare tror det ikke betyder noget, da jeg har haft et ”crush” før, men problemet er bare at jeg kun lod som om for at virke normal, da alle de populære havde kærester på det tidspunkt.
Det her er noget andet tho, nu tør jeg næsten ikke at sige noget til nogen, og værst af alt så får jeg sommerfugle i maven, bare hvis jeg høre hans navn.
Jeg fortalte min bedste veninde det (hun er en af dem der har mobbet mig mest) og hun gik helt amok, men dagen efter, virkede det bare til at hun syntes jeg var pinlig.
Jeg ved simpelhen ikke hvad jeg skal gøre, han har ikke engang snap, og det er jo også en smulle mærkeligt at spørger om hans nummer, og så kan jeg også godt forstille mig at jeg ville blive mobbet endnu mere.
Please hjælp

(13 år)


Kære Du

Det kan være vildt dejligt, når man er blevet vild med en dreng. Men det kan også gøre en helt forvirret og rundt på gulvet. Derfor er det også super fint, at du har skrevet herind, og fortalt om det.

Alle tankerne

Du skriver, at du ikke ved, hvad du skal gøre af det selv, og at du næsten ikke tør sige noget til ham drengen, du kan lide. Sådan tror jeg, at rigtig mange unge har prøvet at have det, når de var forelskede. For når man er blevet ekstra glad for en person, kan ens hoved godt koge lidt over med en masse tanker – Har han det på samme måde? Hvad skal jeg sige og gøre? Virker jeg mærkelig lige nu? Og lægger folk mon mærke til, at jeg kan lide ham?

Når man har hovedet fyldt med sådan nogle tanker, kan man også godt komme til at føle sig lidt akavet eller kejtet omkring den, man er vild med. Og det er helt normalt. Det viser bare, at der er noget på spil, og at man gerne vil gøre et godt indtryk. Tit er det også mest oppe i ens eget hoved, at det fylder. Og så tænker dem omkring en ikke nær så meget over det.

Hvad gør man?

Du skriver også, at du er i tvivl om, hvad du skal gøre, fordi ham drengen ikke har snapchat. Det er meget forskelligt, hvad folk har det bedst med at gøre. Derfor er det vigtigste også at gøre det, som føles mest rigtig for en selv. For nogle er det, at se tiden lidt an. Måske prøve at tale mere med personen, som de er vild med i skolen. Eller sætte sig ved siden af ham, når man møder ind. 

For andre føles det bedre at være lidt mere direkte, og simpelthen spørge, om den andens nummer. Det kan godt føles skræmmende. Men sommetider kan det godt betale sig at tage en chance, når det kommer til kærligheden. For måske synes den anden bare det er fedt, at blive spurgt. Du kan f.eks. også prøve at vende dem om – hvordan ville du have det, hvis en fra klassen spurgte om dit nummer? 

Jeg vil også lige tippe dig om artiklen 15 tegn på, at han eller hun også er vild med dig? Her er der nogle forskellige tegn du kan prøve at lægge mærke til, hvis du er i tvivl om, hvordan ham drengen har det. Så jeg tænker måske også, at der er noget der, som du kan bruge?

Tal med vennerne

Det kan godt være frustrerende, hvis ens venner driller en med, at man er blevet vild med en dreng. For det kan godt puste til ens usikkerhed. Men det er helt naturligt, at have et crush, når man er teenager. Derfor er der heller ikke noget underligt eller pinligt i det. Derfor tænker jeg også, om du kan tale med dine venner om, hvordan du har det? Det er nemlig ikke altid at de er klar over, at man faktisk synes det er ret nederen, at de driller en. Og det er helt okay at sige fra over for det, hvis man ikke bryder sig om det. 

Det kan også være, at du kan tale med dine venner om, hvad du skal gøre med ham drengen. For hvis dine venner også har prøvet at have et crush før, så har de måske nogle ideer.

Cyberhus

Til sidste vil jeg også lige tippe dig om Cyberhus. Hos Cyberhus kan man nemlig skrive med andre unge, når man bøvler med nogle ting. Og det kan være meget rart, at høre hvad nogle andre tænker, om ens situation. Du kan også vælge at være anonym, hvis du helst vil det.

Det kan være mega forvirrende, når man er blevet vild med en dreng. Derfor håber jeg også, at der er noget i mit svar, du kan bruge.

De bedste hilsner fra en Mindhelper