Hej,

jeg er en pige på 14, og jeg tror, at jeg er blevet forelsket i min gode veninde.
Jeg fanger hele tiden mig selv i at sidde og kigge på hende i timerne, og hun kigger også ofte tilbage/på mig. Hun har engang fortalt, at hun tvivler på hendes seksualitet, hun joker også nogle gange om os to som et par. Jeg synes hun er fantastisk og jeg bliver mega jaloux, hvis hun krammer eller rører ved en anden pige eller dreng. Hun er den type der flirter lidt med alle uden, at hun faktisk er klar over det.
Så derfor er jeg meget i tvivl om hun har følelser for mig eller om hun bare er venlig.. og om det bare er en episode i mit, da jeg aldrig har følt sådan her før + jeg har været forelsket i drenge.
Skal jeg fortælle hende, hvad jeg føler? vil det ødelægge vores venskab?

(Pige, 14 år)


Kære Pige på 14 år

Forelskelse og kærlighed kan være mega skønt. Men det kan også bare være så drøn forvirrende, hvis man bliver forelsket i en, som man ikke lige havde regnet med, man ville blive forelsket i.

Det kan være mega forvirrende

Jeg kan godt forstå, at du er lidt i tvivl om, om det bare er en periode i dit liv, at du er blevet forelsket i din veninde. For det kan være mega forvirrende, hvis man lige pludseligt bliver forelsket i en pige, når man egentligt kun har været forelsket i drenge ellers. Og jeg tænker også, at det kan være svært at svare på, om det kun er den her ene gang, du kommer til at blive forelsket i en pige. Eller om du kommer til at opleve at blive forelsket i en pige igen senere. For det tænker jeg, at kun tiden kan vise.

Men det lyder jo som om, at du er forelsket i din veninde lige nu. Derfor tænker jeg på, om det egentligt betyder så meget, om du kommer til at blive forelsket i en pige igen senere? Jeg tænker i hvert fald, at der skal være plads til at udforske ens følelser og ens seksualitet. Og så kan det måske godt være, du finder ud af, at du faktisk ikke er til piger udover, at du den her ene gang blev forelsket i din veninde. Så er det sådan, det er, og så er det helt okay. Men måske finder du ud af, at du faktisk både er til piger og til drenge, og så er det fuldstændigt lige så okay.

Du kan godt snakke med hende

Du spørger, om du skal fortælle din veninde, hvad du føler? I sidste ende er det dig selv, der skal mærke efter, om du har lyst til at gøre det. Men jeg tænker, at det er en mulighed at fortælle hende, hvordan du har det. For det lyder jo som om, din veninde heller ikke er helt sikker på, om hun er til drenge eller til piger. Så det er ikke helt umuligt, at hun godt kunne have det på samme måde som dig. Men den veninde er den eneste, der med sikkerhed kan vide, hvordan hun har det. Så den eneste måde du kan få et sikkert svar, er ved at spørge hende og fortælle hende, hvordan du har det.

Det kan være rigtigt svært og rigtigt sårbart, det ved jeg godt. For når man fortæller nogen, at man er forelsket i dem, så risikerer man også at få at vide, at de ikke føler det samme for en. Og det kan gøre rigtigt ondt. Men hvis hun nu fortæller, at hun ikke har det på samme måde, så har du i det mindste fået en afklaring. Og det kan nogle gange gøre det lidt nemmere at komme vide. Du spørge, om jeres venskab ville blive ødelagt af, at du fortalte hende, hvordan du har det? Og det kan jeg jo ikke vide med sikkerhed, men det tænker jeg ikke nødvendigvis, at det vil. Hvis I er gode nok veninder, så tror jeg også nok, I skal finde ud af, hvordan I kommer videre derfra, hvis din veninde nu ikke har det på samme måde.

Du kan også se det lidt an

Hvis du ikke har lyst til at kaste dig ud i at fortælle hende, hvordan du har det lige med det samme, så er der et par andre ting, du også kan prøve. De fleste mennesker viser for eksempel nogle bevidste og ubevidste tegn på, at de er forelskede. Vi har lavet en liste med nogle af de ting, der kan være tegn på, at en anden er forelsket i en. Hvis du gerne vil vente lidt med at snakke med hende, så kan du måske holde øje med, om din veninde udviser nogle af de tegn, der står i artikel. Hvis din veninde bare har en lidt flirtende personlighed, så kan det selvfølgeligt være lidt svært lige at finde ud af, om hun egentligt bare er venlig, eller om der måske er noget mere i det ved nogle af tegnene. Men måske kan det alligevel give dig et lille prej?

Hvis du har nogle fælles venner med din veninde, så kan du måske også prøve at snakke med dem om, hvordan du har det. Det kan være, at din veninde har fortalt dem noget, som hun ikke har fortalt dig. Eller det kan måske være, at de har lagt mærke til nogle ting eller nogle små tegn, som du ikke lige selv har tænkt over. Hvis I ikke har nogle fælles venner, så kan du sagtens prøve bare at snakke med nogle af dine andre veninder om det. De kan måske også have set nogle ting, som du ikke selv har set. Og samtidigt kan det bare være rigtigt rart at snakke med nogen om det, når man går rundt og er forelsket. For det kan virkeligt bare fylde meget i ens tanker, så det kan være rigtigt rart at få dem sagt højt til nogle andre.

Tag fat i Sexlinien

Hvis du har brug for at snakke med nogen omkring din tvivl om din seksualitet, så kan du altid tage fat i Sexlinien, hvis du ikke lige har lyst til at starte med at snakke med dine venner eller familie om det. Hos Sexlinien sidder der nogle super søde og dygtige rådgivere klar til at snakke med dig om alt, hvad der handler om seksualitet, krop og køn. Du kan være helt anonym hos Sexlinien, hvis du helst vil det, så dem kan du trygt tage fat i. Jeg håber, at der er noget i mit svar, der har hjulpet dig. Og så ønsker jeg dig alt mulig held og lykke fremover.

De bedste hilsner fra en Mindhelper