Hej,

Jeg er en pige på 13. Jeg kan lide en dreng som går en klasse over mig. Han er super sød men har en kæreste. Snakker ikke så meget med ham. Tør nemlig ikke. hvad skal jeg gøre?

(Pige, 13 år)


Kære pige på 13

Kærlighed er noget svært noget. Og man kan blive rigtigt nervøs, hvis man skal snakke med en, som man er forelsket i. Derfor er jeg også glad for, at du har skrevet herind og delt dine tanker med os.

Hvad skal du gøre?

Du spørger, hvad du skal gøre, fordi du er vild med en dreng, men du har lidt svært ved at snakke med ham. Og så har han faktisk også en kæreste.

Jeg tænker, at når han har en kæreste, så er der nok ikke så store chancer for, at han også er vild med dig, desværre. Det er selvfølgelig mega hårdt, og kan gøre super ondt, hvis man er forelsket i en, som er forelsket i en anden. Men du kan selvfølgelig godt prøve, at snakke med ham alligevel. Så bliver det måske bare kun som venner. Så der må du også prøve at mærke på dig selv, om du synes det er nok, kun at være venner med ham.

Hvis du synes, at det faktisk er helt okay, jamen så kan du jo prøve at spørge ham, om ham og hans venner har lyst til at være sammen med dig og dine venner. Så kan i allesammen mødes, uden at det bliver akavet. Måske kunne det være en idé? Du kan også prøve at skrive til ham, hvis det er lidt nemmere end at snakke med ham direkte, Så har man også lidt mere tid til at overveje, hvad man godt kunne tænke sig at sige. 

Nogle gange kan det også være rarest ikke at snakke sammen, hvis man er forelsket i en, som ikke er forelsket tilbage. Du kan prøve at læse denne her artikel omkring ulykkelig forelskelse, og hvad man kan gøre, for at blive glad igen.

Pas godt på dig selv

Hvis man er forelsket i en, som ikke er forelsket tilbage, så kan det godt føles lidt som om, at der er kørt et tog ind i maven på en. Det kan gøre rigtigt ondt. Derfor er det en god idé, at passe rigtigt godt på sig selv, hvis man er ulykkeligt forelsket. Det tager noget tid før forelskelsen går over. Du kan prøve at gøre nogle af de her ting, hvis du begynder at blive ked af det.

  • Ring til en veninde – så kan i snakke og grine, og så tænker du ikke så meget på ham
  • Se en god film/serie
  • Hør god musik, og dans rundt på dit værelse – så bliver man næsten altid glad igen
  • Gå en lang tur, og hør musik/lydbog/podcast.
  • Brug tid med venner, veninder og familie. Hvis du hygger dig med dem, så glemmer du også hurtigt ham.

Snak med dine forældre eller veninder om det

Hvis du bliver ked af det, så kan det være en god idé, at snakke med nogen om det. Det kunne være dine forældre måske? Jeg er næsten sikker på, at de rigtigt gerne vil lytte og støtte dig, hvis du bliver ked af det. Ellers kan du måske snakke med dine veninder? De har sikkert også prøvet at være forelsket i en, som ikke var forelsket tilbage. Måske har de nogle gode råd til, hvad du kan gøre.

Det der med kærlighed er aldrig nemt, og det kan være super svært, hvis man er forelsket i en, som ikke er forelsket tilbage. Men jeg håber du har kunne bruge mine råd til noget, og så krydser jeg fingre for, at det kommer til at gå super godt med dig.

De bedste hilsner fra en Mindhelper.