Efter et år har jeg igen fået kontakt til min ekskæreste. Jeg har fundet ud af, at jeg stadig kan lide ham. Men jeg er i tvivl om, om han også kan lide mig.

Hej Brevkasse.

Jeg har den her x-kæreste. Vi bor ikke i samme by eller går på samme skole, men hans skole ligger i min by.
Vi var kærester for cirka et år siden, hvor vi gik i 8. klasse.
Vi slog op efter cirka 4 måneder.
Siden da har vi ikke rigtig snakket med hinanden.
For nogen uger siden, genoptog vi kontakten rent tilfældigt fordi jeg var på hans skole og se teater.
Vi har været sammen 4 gang i sidste uge og en gang i denne uge, og det er mandag i dag.
Jeg har fundet ud af at jeg stadig godt kan lide ham, og jeg kan ikke finde ud af om han stadig kan lide mig.
Han sagde her den anden dag “Jeg forstår ikke hvorfor jeg slog op dengang”
Kan han mene noget med det?

Desuden er der en anden dreng, han går i klasse med min x-kæreste.
Han er lidt vild med mig, og så sagde min x, at det er ok med ham hvis jeg begyndte at date ham den anden….

Så nu står jeg i den situation hvor jeg ikke ved hvad han vil eller hvad jeg skal gøre.

Hilsen den forvirrede.

(Pige, 16 år)


Kære forvirrede

Jeg synes, at det lyder rigtig skønt, at du har fået kontakt til din ekskæreste igen. Specielt hvis I begge stadig er lidt vilde med hinanden.

Spørg ham om, hvad han mente
Du skriver, at han sagde, at han ikke forstod, hvorfor han slog op dengang. Jeg synes helt sikkert, at du skal tage en snak med din ekskæreste. Det må faktisk være mit bedste råd til dig. Hør ham ad, hvad han mente med det. Så kommer du i hvert fald til at vide, hvad han mente med det. Jeg opfatter det som om, at han egentlig gerne vil være sammen med dig. Men spørg ham. Så ved du det med sikkerhed.

Jeg tænker også på, hvordan han mon er, når I er sammen? Viser han dig der, at han gerne vil dig? Det kan også være en måde at tyde på, om han også stadig er vild med dig og gerne vil dig.

Kan du lide ham den anden?
Du skriver, at din ekskæreste har sagt god for, at du begyndte at date ham den anden. Er du også vild med ham, eller vil du egentlig bare helst se, hvad der sker mellem dig og din eks? Jeg tænker nemlig, at der ikke er nogen grund til at starte noget med ham den anden, hvis det kun er din eks, du er vild med.

Snak med veninderne
Jeg tænker også på, om du har vendt din situation med nogle af dine veninder? Ellers er det i hvert fald et råd, jeg synes, du skal følge. De har helt sikkert nogle ting at sige, som du kan bruge. Det kan også være, at de kender din ekskæreste, så de bedre kan komme med idéer til, hvad du kan gøre.

Jeg håber, at du har kunnet bruge mit svar til noget. Og at du får snakket med din ekskæreste, så I finder ud af, hvad I skal.

De bedste hilsner fra Mindhelper