Hejsa

Jeg startede på efterskole her i sommers, og jeg er utrolig glad for det! Her er jeg blevet virkelig gode venner med den her dreng. Vi er sågar blevet bedste venner. Hver dag benægter jeg overfor mig selv, og alle andre, at jeg har følelser for ham. Jeg ved, han kun ser mig som en virkelig god ven, og det gør mig ked af det. Jeg ved jo godt, at jeg i virkeligheden har følelser for ham. Det er bare utrolig svært.
Ikke nok med at jeg benægter mine følelser for ham hver dag, så går alle også hele tiden og minder mig om det. Hele skoleåret har alle teased os med, at vi er søde sammen, om vi ikke er kærester, om vi ikke flirter og kan lide hinanden.

Jeg skriver til jer i håb om, at I kan tage mine følelser for ham væk – eller bare komme med et hjælpsomt råd eller to.

Venlige hilsner

(Pige, 16 år)


Kære pige på 16

Det med kærligheden er så mega svært. Især hvis man er blevet forelsket i en, som måske ikke er forelsket tilbage. Derfor er jeg også glad for, at du har skrevet herind og delt dine tanker med os.

Efterskolens tætte forhold

Først og fremmest så tillykke med, at du er landet på en efterskole, som du er super glad for. Efterskole kan være helt fantastisk, hvis man lander på den rigtige. Og man kan få oplevelser og venner for resten af livet. Det er nemlig det efterskolen kan. Den kan skabe rammer som gør, at man kan få nogle virkeligt tætte venner og veninder. Man bliver nærmest hinandens familie. Men det betyder også, at man kan risikere at falde for sine venner, fordi man blive så tætte. Hvilket jo er rigtigt dejligt, hvis det er gengældt, og sindssygt hårdt, hvis det ikke er. For man bliver jo nødt til at se personen til dagligt uanset hvad. Derfor kan det også være super svært, at finde ud af hvad man skal gøre, hvis man er blevet forelsket i en tæt ven. Så jeg kan godt forstå, hvis du synes det er rigtigt svært i øjeblikket.

Måske har han det på samme måde?

Mange er begyndt som venner, og så udvikler det sig lige så stille til en forelskelse i stedet. Du skriver, at du er helt sikker på, at han kun ser dig som en god ven. Og det er selvfølgelig super hårdt, når dine følelser er anderledes. Men jeg kan ikke helt lade være med at tænke på, om du er HELT sikker på, at det er sådan han har det? Er de noget i har snakket om? For hvis han har været helt klar i mælet omkring det – ja så er der nok ikke så meget at gøre ved det. Men hvis det er noget du tror, fordi i engang i begyndelsen af efterskoleåret har snakket om det, eller du bare tror, at det er sådan han har det – jamen så er der måske en chance for, at han faktisk har det lidt på samme måde? Det ville i hvert fald være vildt ærgerligt, hvis i begge har det på samme måde, men bare aldrig har fået snakket om det, fordi i er bange for, at den anden ikke er interesseret.

Snak med ham om det

Jeg tænker lidt, at hvis i er virkeligt tætte venner, så kan i måske snakke sammen om det her. Fordi det er helt vildt svært at være dig i øjeblikket. Jeg er næsten sikker på, at uanset om han er interesseret i dig eller ej, så vil han gerne have, at du har det godt. Derfor tænker jeg, at det måske kunne være en god idé, hvis du tager fat i ham, og siger til ham, at du gerne vil snakke med ham om noget personligt. Du kan jo sige til ham, at du har brug for at tale med ham fortroligt, og at du forventer, at han ikke deler jeres samtale med nogle andre. Så kan du jo prøve at fortælle ham, hvordan du har det i øjeblikket. Det kan godt være, at han ikke er vild med dig. Men så kan i i fællesskab finde ud af, hvordan i bedst håndterer situationen. Måske er det bedst, hvis i tager en lille pause fra hinanden nogle dage/uger, så du kan få ham lidt på afstand? Måske viser det sig, at han har det lidt på samme måde, og så kan i jo snakke om, om i skal prøve at blive kærester i stedet for venner. Uanset hvad, så tænker jeg, at det måske kunne være rart for dig, at få snakket med ham om det.

Snak med en anden tæt ven/veninde

Hvis du synes det lyder alt for svært, at skulle tale med ham om det her – jamen så kan du overveje, at tale med en anden ven/veninde om det. Det er nogle svære følelser at bære rundt på alene, og det kan være rart at dele dem med en anden. Jeg kan sagtens forstå, hvis det ikke er noget, du vil risikere kommer ud på hele skolen. Men måske har du en ven/veninde du kan stole på ikke siger det videre? I så fald tænker jeg, at det kunne være en god idé at tale med ham/hende om det. Måske har de set noget andet end du har? Det lyder jo til, at mange fra din efterskole synes det virker til, at i er vilde med hinanden. Så måske ser de nogle andre ting, end du gør.

Hvis han ikke er vild med dig

Der er selvfølgelig en risiko for, at han kun ser dig som en ven, og ikke kan forestille sig, at i kan blive kærester. Det er der selvfølgelig ikke så meget at gøre ved. Forelskelse går over med tiden, og selvom det ikke føles sådan lige nu, så skal det nok gå over. Men det kan være rigtigt svært, at være den, som bliver afvist. Og derfor er det en rigtig god idé, at passe super godt på sig selv i den periode, hvor man har det rigtigt hårdt. Du kan prøve at læse lidt mere om ulykkelig forelskelse her.

Mit bedste råd er nok, at blive ved med at snakke med andre om, hvordan du har det. Der er et ordsprog som siger “Delt sorg er halv sorg”, og der kan være noget om snakken. For når man får snakket sine følelser ud med en anden, jamen så føles ens problemer altså ofte mindre. Lidt som om man tog luften ud af en spændt ballon. Ens venner kan være en fantastisk støtte, når man har et knust hjerte, og de kan hjælpe en med at distrahere sig selv, hvis det hele fylder lidt for meget.

Det er super hårdt, at blive forelsket i en ven. Især hvis vennen ikke gengælder ens følelser. Jeg ville ønske, at jeg kunne hjælpe dig helt af med de her følelser, men det er nok kun tid, som kan gøre det. Jeg håber, at du har kunne bruge mine råd til noget, og at du får snakket med ham eller nogle andre om det, så du ikke behøver gå rundt med de her følelser alene.

Jeg krydser fingre for, at det kommer til at gå rigtigt godt med dig. Og jeg ønsker dig super meget held og lykke med resten af dit efterskoleår.

De kærligste hilsner fra en Mindhelper