Hej Mindhelper
Jeg skriver fordi jeg går og tvivler på mit forhold og vil egentligt bare høre, om de tanker jeg går med er normale.
Min kæreste og jeg har kendt hinanden i over et år, og har været sammen i lidt over 6 måneder. Han er den sødeste, rareste og mest betænksomme kæreste jeg nogensinde kunne ønske mig og på papir er han min drømmefyr
Problemet er opstået fornyeligt, da jeg de sidste 2 måneder ca har gået med en tvivl om vi skal være sammen for evigt, og ofte fået meget negative tanker omkring at jeg bare skulle slå op med ham hvilket gør mig rigtig ked af det.
Der er ingen problemer i vores forhold whatsoever så jeg ved godt det er mig der er problemet, og min veninde som læser til psykolog siger at de tanker jeg går med er meget almindelige når man går fra et mentalt voldeligt forhold til et helt almindeligt sundt forhold.
Jeg håber at kunne få en eller anden form for svar, hvis ikke, så bare en bekræftelse eller afkræftelse af om det jeg tænker er normalt
Kh pige på 20 år
(20 år)
Kære pige på 20 år,
Tvivl kan være en mega svær følelse at sidde med. Den kan nemlig være rigtig forvirrende. For mens man den ene dag kan være helt vildt forelsket, så kan man pludselig få en følelse af usikkerhed inden i.
Og hvad gør man så? Kan man stadig forblive kærester, selvom man mærker tvivl?
Tvivl er helt normalt
Først og fremmest vil jeg bekræfte dig i, at det du føler er helt normalt. Forhold er dynamiske, og det er vores følelser også. Det vil sige, at de sagtens kan ændre sig med tiden. Det er altså helt normalt nogle gange at mærke en tvivl, selvom man elsker sin partner rigtig højt.
Det er ikke til at sige, præcis hvorfor tvivlen kommer. Det kan være meget forskelligt fra person til person.
Forelskelsen varer ikke evigt
Jeg kan ikke fortælle dig, hvorfor du føler den tvivl du gør. Men jeg kan fortælle dig, at det er helt normalt, at ens følelser kan ændre sig, når man har været sammen med sin kæreste i noget tid.
For i starten af de fleste forhold, oplever mange en stærk følelse af forelskelse. Når man er forelsket, så oplever de fleste, at de har lyst til at være sammen med deres kæreste hele tiden. Man kan få en helt brusende fornemmelse af lykke og glæde indeni.
Men, forelskelsen kan ikke fortsætte for evigt.
Forskere anslår, at forelskelse varer mellem cirka 2-12 måneder. Når forelskelsen slutter, så kender man hinanden meget bedre end i starten. Derfor kan ens følelser godt ændre sig fra at være brusende og fuld af spænding, til at man føler sig mere afslappet og tryg i hinandens selskab.
Mærk godt efter
Tvivl er altså helt normalt, og der kan være mange årsager til, at man føler det. Jeg kan desværre ikke fortælle dig, hvorfor du mærker en tvivl. Derfor er mit bedste råd til dig, at mærke rigtig godt efter.
En måde at prøve at forstå sine følelser bedre og få et overblik over dem, er ved at skrive dem ned. Jeg kommer derfor til at tænke på, om du har prøvet at skrive dine tanker og følelser omkring tvivlen ned?
Det gode ved at skrive ting ned, er at man kan være fuldstændigt ærlig. Nogle gange kan det være svært at dele sine tanker helt ærligt med andre. Det kan være man selv er usikker på, om det virkelig er det man føler, eller man kan måske være bange for at sige det højt.
Her er dagbogen bare en mega god ting, fordi den eneste der kender til det du skriver ned, er dig selv. En dagbog behøver ikke nødvendigvis være med blyant og papir. Du kan også bruge din telefon som dagbog, og skrive ting ned på den. Det vigtige er, at du rent faktisk skriver det ned.
Tal med nogen
Du taler allerede med din veninde om, hvad du tænker og føler. Det er mega sejt og godt, at du deler dine tanker. For ofte er det nemmere for os at blive klogere på vores følelser, når vi taler højt om dem.
Derfor vil jeg opfordre dig til at blive ved med at tale højt om, hvordan du har det.
Hvis du har brug for at tale med nogen, som hverken kender dig eller din kæreste, så kan jeg varmt anbefale Headspace. Headspace er en organisation som taler med unge om alt mellem himmel og jord.
Rådgiverne hos Headspace er utroligt søde og imødekommende, og de er altid klar på at snakke. Hos Headspace kan du både få rådgivning fysisk eller online, og de har faktisk lokaler i de fleste større byer i Danmark.
Jeg håber mit svar kan hjælpe dig på vej, og så sender jeg dig en masse positive tanker.
De bedste hilsner fra en Mindhelper