Hej Mindhelper

jeg kan lide en dreng men er ikke sikker på at han kan lide mig hvad gør jeg?

(Pige, 15 år)


Hej Pige på 15 år

Det kan være super svært at finde ud af, om en person man kan lide også kan lide en tilbage. Og så kan det være svært lige at finde ud af, hvad man så skal gøre. Derfor er jeg også glad for, at du har skrevet herind og delt det med os.

Er der nogle tegn?

Jeg kommer til at tænke på, om der har været nogle tegn på, at han måske også kan lide dig? Nogle gange kan der nemlig godt være nogle signaler, som tyder på, at en person måske godt kan lide en. Du kan prøve at læse vores artikel om 15 tegn på forelskelse. Der står en liste med nogle forskellige tegn, du kan prøve at læse igennem. Måske er der nogle af de tegn, som han viser dig? Ellers kan man faktisk også bruge listen på en anden måde. Du kan prøve at gøre de ting der står på listen og sende signaler til ham i stedet. Det kunne eksempelvis være ved at skrive til ham, kigge på ham og måske smile meget til ham. Så kan han måske fornemme på dig, at du er interesseret i ham.

Snak med dine venner om det

Nogle gange kan det vær en rigtig god hjælp, at prøve at snakke med ens venner om dem, som man er vild med. For selvom man selv er i tvivl om, om han er interesseret eller ej, så kan ens venner nogle gange se nogle ting, som man ikke selv kan se. Det kan også være, at de har hørt han snakke om dig. Så kan de hjælpe dig med at finde ud af, om han er interesseret og hvad du så kan gøre.

Hvis du er modig

Hvis du er lidt modig, så kan du jo også prøve at spørge ham, om han har lyst til at lave noget sammen med dig på et tidspunkt. Det kan godt være lidt skræmmende, fordi man kan risikere, at han siger nej. Men det er også rimeligt sejt, hvis man tør det. Og så har man i hvert fald prøvet. Næsten alle vil tage det som et kompliment, hvis man viser interesse for dem. Det må du prøve at mærke efter i maven, om du har lyst til. Du kan jo altid skrive til ham, hvis du synes det er lidt for skræmmende, at spørge ham ansigt til ansigt.

Det kan være mega svært at finde ud af, om en person også er vild med en tilbage. Men man kan desværre aldrig være fuldstændigt sikker og så må man prøve at se, om der er nogle tegn på det. Ellers kan man prøve at være lidt modig og invitere ham ud.

Jeg håber du kan bruge mine råd til noget. Og så krydser jeg fingre for, at det kommer til at gå super godt og at han også er vild med dig. Jeg hepper på dig.

De bedste hilsner fra en Mindhelper