Hej brevkasse

Jeg er en dreng på 14 år som er blevet forelsket i en fra klassen under mig. Vi er sammen hele tiden og spiller sammen efter skole og det har vi gjordt vær dag længe. Jeg er begyndt at få fler og fler føelser og jeg er ikke helt sikker på om hun har det på samme måde. Selvom hun giver mig komplimenter og virker intrasseret. Skal jeg fortælle hende det?

(14 år)


Kære Du

Det lyder til at tankerne om, du skal fortælle pigen, at du er forelsket i hende, fylder en del hos dig. Derfor er det også rigtig fint, at du har skrevet herind og delt det med os. 

Det er normalt

Det kan være helt vildt dejligt at være forelsket. Og det kan få en masse dejlige følelser til at boble rundt nede i maven. Man synes måske, at det er mega rart at være sammen med den anden person og synes, at de er helt fantastiske. Og så er det helt naturligt at blive nysgerrig på, om den anden person mon også har det sådan. Derfor tænker jeg også, at det giver rigtig god mening, at du tænker over, om hun har det på samme måde. 

Du skriver, at hun giver dig komplimenter og virker interesseret, så det lyder til, at du allerede kigger efter tegn, som kunne tyde på, at hun også er vild med dig. I vores artikel 15 tegn på, at han eller hun også er vild med dig, kan du se endnu flere tegn, som du kan kigge efter. Så jeg tænker, at der måske er noget i den, som kan hjælpe dig lidt på vej. 

Hvor intet vover, intet vinder

Når man er vild med en anden, kan man godt komme i tvivl om, man skal fortælle den anden, hvordan man har det. For der er altid en risiko for, at den anden ikke har det på samme måde. Men lige med kærligheden er det sådan, at man er nødt til at tage en chance for at finde ud af, om den anden også er vild med en. For som et godt gammelt ordsprog lyder “hvor intet vover, intet vinder”. Så selvom det kan føles rigtig skræmmende, og man måske bliver nervøs, når man skal sige det, er den allerbedste måde at finde ud af, om den anden også er forelsket i en at fortælle personen, hvordan man har det. 

Så hvis du har mod på det, og det føles rigtigt for dig, tænker jeg at det kunne være en god ide, at du hoppede ud i det og fortalte hende, hvordan du har det. 

Snak med dine venner om det

Det med at være forelsket og være i tvivl, om man skal sige det til personen, er noget som rigtig mange unge kender til. Derfor tænker jeg også, at der måske er nogle af dine venner, som har prøvet at have det sådan. Så måske de også har nogle gode råd til, hvad du kan gøre. Og uanset om det har det eller ej, kan det være rigtig rart at dele sine tanker med nogle andre. Derfor tænker jeg også, at det kunne være en rigtig god ide, at du snakkede med dine venner om, at du er forelsket i pigen og i tvivl om, hvad du skal gøre. 

Børnetelefonen

Du kan også tage fat i Børnetelefonen. Der sidder nemlig en hel masse super søde og rare rådgivere. Og de vil altid gerne lytte. De er vant til at snakke med unge om det, der fylder. Derfor er de også rigtig gode at snakke med, når man er forelsket og i tvivl om, hvad man skal gøre. D kan både ringe til dem, chatte eller sende den en SMS. Det er helt gratis at benytte Børnetelefonen og du kan også sagtens være anonym. Så dem kan jeg varmt anbefale dig, at tage fat i. 

Det kan være svært, at finde ud af om man skal fortælle den anden person, at man er forelsket i dem. Derfor håber jeg også, at der er noget i mit svar, som er hjælpsomt for dig. Jeg sender en masse varme tanker din vej og håber, at du får snakket med pigen om, hvordan du har det.

De bedste hilsner fra en Mindhelper