HEJ

Jeg er vild med en der hedder k hvad gør jeg?

(15 år)


Kære Du

Forelskelse kan være mega dejligt og spændende. Men det kan også gøre en helt forvirret og i tvivl om, hvad man skal gøre. Derfor er jeg også glad for, at du har skrevet herind, og fortalt om det.

Jeg har slettet et navn fra dit spørgsmål. Det er for at du kan være sikker på, at være anonym. Det håber jeg er okay.

Hvad gør jeg?

Du spørger hvad du skal gøre, nu når du er blevet vild med en. Jeg tror at mange unge, som har prøvet at være forelskede, har stillet det samme spørgsmål. For tit bliver man måske lidt ekstra nervøs, og vil gerne gøre det helt rigtige, når der er en, som man synes er sød. Og skal man spørge, om de vil ses? Eller prøve at fortælle dem, hvordan man har det?

Der findes ikke noget rigtigt eller forkert svar på, hvad der er bedst at gøre, når der er en man er blevet vild med. For det vigtigste er, at gøre det, som føles rigtigt for en – og det kan være ret forskelligt, fra person til person. For nogle vil det være, at tale mere med personen, og lære dem bedre at kende. For andre føles det mest rigtigt, at fortælle den de er vild med, hvordan de føler. Og nogle, har det måske bedst med, ikke at gøre noget anderledes, og lade forelskelse sive ud i sandet af sig selv.

Er det gengældt?

Sommetider kan det også være svært at vide, hvad man skal gøre, hvis man er i tvivl om, hvordan den anden person har det med en. Hvis du har det på den måde, kan du prøve at kigge på artiklen 15 tegn på at hun eller han også vil med dig. Måske er der nogle af tegnene, som du kan genkende? 

Man kan selvfølgelig aldrig vide med sikkerhed, om den anden person er vild med en. For det er kun personen selv, som ved det. Og der er altid en risiko for, at ens følelser ikke er gengældte. Derfor er det også helt naturligt, at synes det er lidt skræmmende, f.eks. at spørge den anden, om de kan lide en. Men på den anden side, finder man måske heller aldrig ud af det, hvis ikke man tager chancen, og springer ud i det.

Hvis du er i tvivl om, hvad der føles mest rigtigt for dig at gøre, så kan det tit hjælpe, at lave en liste med for og imod. Det lyder nok lidt skørt. Men det kan give en selv en bedre fornemmelse af, hvad man helst vil. Så du kan måske prøve, at skrive ned, hvad der taler for imod, de forskellige ting, som du kunne gøre?

Snak med dine venner

Et af mine bedste råd til dig er også, at tale med dine venner, om dine tanker. For det kan være ret rart, ikke at gå med det hele oppe i hovedet. Samtidig kan ens venner også give råd til, hvad man kan gøre. Og måske er der endda også nogle af dem, som har prøvet noget lignende.

Jeg håber, at der er noget i mit svar du kunne bruge, selvom jeg ikke kunne give dig et direkte svar på dit spørgsmål. Og så håber jeg du får mærket efter, hvad som føles rigtigt for netop dig.

De bedste hilsner fra en Mindhelper