Davs.

Jeg har været smask fortabt i den fyr i et halvt år snart. Vi har gjort det rigtig tydeligt for hinanden, at vi begge to holder af hinanden, selvom det aldrig er blevet sagt højt som sådan. Han tager på efterskole, og jeg og bruger hvert eneste vågne minut på at tænke på ham. Selv når jeg prøver at lade vær, så kan jeg fysisk ikke.
Han skrev så til mig for omkring 1,5 måned side, at vi begge godt vidste, at det ikke kunne lade sig gøre, når han gik på efterskole. Han ville ikke føle sig låst, og det forstår jeg 100%, selvom han også siger, at han holder utrolig meget af mig.
Jeg skal så op og besøge ham og min bedste veninde, da de begge går der. Vi ender med at kysse hele weekenden, og han kysser mig endda farvel foran andre. Han er ikke bange for at folk så os, og det gjorde mig utrolig glad.
Jeg blev mere og mere forelsket i ham, og det går jo ikke, da han har droppet mig tidligere. Jeg ved virkelig ikke, hvordan jeg skal komme over ham, og selvom det virker som et mindre problem, kan jeg ikke få ham ud af mine tanker. Han er der konstant. Hvordan dælen får man rystet den følelse af. Det er frustrerende.

Kærlig Hilsen overtænkeren

(Pige, 16 år)


Kære overtænkeren

Det kan være så mega frustrerende at være forelsket. Og det kan føles helt umuligt, at slippe af med forelskelsen igen. Derfor er jeg også glad for, at du har skrevet herind og delt dine tanker med os.

Når man bliver ramt godt og grundigt af forelskelse

Det der med forelskelse er ikke noget vi sådan kan styre, desværre. Nogle gange bliver man bare ramt og så er der ikke så meget at gøre. Det lyder jo egentligt til, at dig og ham har det ret godt med hinanden. Men at hans efterskoleophold gør det svært for jer at være sammen. Det kan jeg selvfølgelig godt sætte mig ind i er mega frustrerende. Nu vil du gerne komme dig over ham, så han ikke bliver ved med at fylde så meget for dig. Jeg tænker, at du kan prøve at læse vores artikel om at være ramt af ulykkelig kærlighed. Der står nemlig en masse gode råd til, hvordan man kan håndtere forelskelsen og frustrationerne. Men ellers så er det mest effektive middel nok, at give det tid. Forelskelsen varer ikke for evigt, den vil gå over af sig selv på et tidspunkt. Det er selvfølgelig ikke det fedeste råd at få, det ved jeg godt. Så jeg vil prøve at komme med lidt andre råd til dig også.

Drop kontakten

Ja, det virker måske lidt som et hårdt råd. Men at droppe kontakten (i hvert fald i et stykke tid) kan være effektivt. Hvis i sender mange beskeder til hinanden eller ringer meget sammen, så kunne det måske være en god idé, at holde en pause. Hvis man har meget kontakt med hinanden, så fodrer man måske også forelskelsen, fordi man så minder sig selv meget om ham, og måske har meget fokus på den kontakt i løbet af dagen. Så kan det være super svært at få ham ud af hovedet, hvis han dukker meget op på ens telefon eller computer. Hvis man derimod dropper kontakten, så minder man ikke sig selv på ham hele tiden. Og så kan det nemmere at koncentrere sig om andre ting i ens hverdag. Du kan overveje om det måske kunne være en hjælp for dig.  

Distraher dig selv

Det kan være en hjælp at distrahere sig selv lidt fra forelskelsen. Kort og godt så kan man sige, at hvis du tænke på noget andet, så tænker du ikke på ham. Derfor kan det også være en god idé, at holde sig godt i gang, hvis man vil ud af en forelskelse. Brug masser af tid på ting, som du synes er sjovt. Måske har du nogle hobbyer, gode veninder, en hund eller andet, som gør dig glad. Hvis du fylder din hverdag med det, så vil du helt naturligt have mindre tid til at fokusere på forelskelsen.

Er du sikker?

Jeg kan ikke helt lade være med at tænke på, om du er sikker på, at du ikke vil være sammen med ham? Det kan godt være, at han ikke ville være sammen for et stykke tid siden, men det lyder jo også til, at han stadig er lidt interesseret, når nu i kyssede hele weekenden – og han endda kyssede dig farvel foran de andre. Det lyder i hvert fald ret romantisk. Hvis du ikke vil være sammen med ham, eller han ikke vil være sammen med dig, så er det selvfølgeligt fuldstændigt okay. Men inden du tager beslutningen, så kan du jo overveje, om du har lyst til at spørge ham igen, om han vil være kærester? Så lang tid er der vel heller ikke til, han skal hjem fra efterskole? Måske har han ændret mening.

Snak med dine veninder

Det kan være vildt frustrerende at være forelsket. Det kan komme til at fylde alle ens tanker. Derfor kan det faktisk være en rigtig god idé, at snakke med nogle om, hvordan man har det. Eksempelvis ens veninder. Det kan nemlig være rigtigt rart at få luft for alle ens tanker, og få nogle andres perspektiv på det hele. Dine veninder/venner har sikkert også oplevet hvordan det er, at være forelsket og møgfrustreret over det. Så har de måske lidt gode råd på vejen? Og ellers kan det i hvert fald være en super rar støtte at få.

Jeg håber at du har kunne bruge mine råd til noget. Og så krydser jeg fingre for, at du snart slipper af med dine frustrationer.

De allervenligste hilsner fra en Mindhelper