Hej
Jeg jeg er en pige på 13 år jeg er lige flyttet skole og der er en dreng fra min paletklasse jeg skriver noget med men vi snakker aldrig sammen over i skolen og jeg er ret vild med ham så jeg ved ik om han også kan lide mig og hvordan jeg skal snakke til ham fordi jeg er lidt genert
(Pige, 13 år)
Kære pige på 13
Det med kærligheden er bare så mega forvirrende. Det kan være så svært, at finde ud af, om en person er vild med en eller ej. Derfor er jeg også glad for, at du har skrevet herind og delt dine tanker.
I taler ikke sammen i skolen
Jeg tænker ikke, at det behøver være et dårligt tegn, at i ikke snakker sammen i skolen. Måske er han bare lige så genert, som du er? Jeg synes du skal prøve at læse vores artikel, der handler om 15 tegn på at en person er forelsket. Måske er der nogle af de ting han gør, som peger i retning af, at han også er forelsket i dig. Jeg tænker i hvert fald, at det godt kan være, at han er vild med dig, når i skriver meget sammen. Især hvis de ting i skriver til hinanden er søde beskeder. Du kan prøve at sende ham nogle søde beskeder med hjerter i, og så se hvordan han svarer tilbage. Hvis han også svarer med søde beskeder med hjerter, så er det jo et godt tegn.
Snak med dine veninder
Måske kan du prøve at snakke med dine veninder om det. Det kan jo være, at de har hørt ham snakke om dig, eller ved noget om ham. Ellers kan det være, at de i hvert fald kan holde øje med, om han sender dig lange blikke, eller virker interesseret i dig. Det kan også være, at de kender nogle af hans venner, og kan spørge dem, om de har hørt ham snakke om dig?
Snak med ham
Det kan være lidt svært, at skulle snakke sammen, hvis man er mest vant til at skrive. Det er bare lidt nemmere, når man kan skrive, fordi man så kan tænke meget over, hvad man gerne vil sige. Men måske kan du skrive til ham, og aftale at mødes med ham uden for skolen? Du kan eventuelt invitere ham hjem til dig efter skole en dag, eller måske spørge, om ham og hans venner vil hænge ud med dig og dine venner. Så er der ikke helt lige så mennesker, der kigger på en, ligesom oppe i skolen.
Har i nogle ting til fælles, som i ellers kan mødes over? Måske har i idræt sammen, går i den samme ungdomsklub eller noget helt andet? Så kunne det i hvert fald være oplagt at snakke sammen der. Det kan være en god idé, at overveje nogle ting, du kan snakke med ham om. Måske har i nogle fælles interesser. Eller han går til noget, som du kan snakke med ham om?
Du kan læse lidt mere om generthed her, og hvordan man kan komme af med den. Det kan være lidt svært, men det er bare med at huske på, at det jo kan være, at det bare kommer til at gå rigtigt godt med at snakke med ham. Og ellers så går du jo ikke i klasse med ham, så du behøver ikke se ham hele tiden.
Det er vildt svært med kærligheden, og det kan være en ren labyrint at finde rundt i. Men jeg tænker godt, at han måske kunne være vild med dig. Og så krydser jeg fingre for, at det går mega godt med at snakke med ham.
Kærlige hilsner fra en Mindhelper