Hejsa
Hvordan ved man, om en pige flirter med en eller bare er venlig?
(Dreng, 17 år)
Kære 17-årige dreng
Det kan være rigtig svært at vide, hvornår en pige er venlig, eller hvornår hun flirter.
Mange forskellige måder at vise det på
Lige så mange mennesker vi er på jorden, lige så mange forskellige måder er der at vise venlighed og flirt på. Derfor kan det være super svært at skelne, når man skal finde ud af, hvad den anden person mener med sine handlinger.
Kig efter bestemte tegn
Du har ikke skrevet så meget i dit brev. Så det er svært for mig at vide, om der er nogle bestemte ting, hun gør, som du tænker på. Derfor kan du prøve at læse vores artikel om tegn på forelskelse. Jeg ved godt, at flirt ikke er det samme som forelskelse, men nogle af tegnene kan godt minde lidt om. Det handler nemlig om, at den anden synes, du er interessant og tager kontakt til dig. Og det står der noget om i artiklen.
Jeg håber, artiklen kan hjælpe dig til at blive mere skarp på, hvad der er flirt, og hvad der er venlighed.
De bedste hilsner fra Mindhelper