Hej Mindhelper

Så jeg har i cirka ½ år vist at jeg er biseksuel altså at jeg kan lide både piger og drenge. Der er den her pige som jeg ret godt kan lide, men jeg ved ikke om hun også er til piger og jeg vil derfor gerne vide det. Alle mine venner og familie ved ikke at jeg er biseksuel hvilket kun gør det svære. Så for at samle det op, ved jeg ikke om hun er til piger og hun ved ikke at jeg er til piger og drenge. nogle ideer til hvad jeg skal gøre?

(Pige, 14 år)


Kære pige på 14 år

Det kan være super skønt at være lidt ekstra glad for en anden person. Men det kan også være super tricky nogen gange. Og det lyder som om, det er en lidt tricky situation, du er i lige nu. Så jeg kan godt forstå, du ikke helt ved, hvad du skal gøre.

To muligheder

Du spørger, hvad du skal gøre? I sidste ende er det dig selv, der skal finde frem til, hvad du har lyst til at gøre. Men jeg kan prøve at komme med nogen forslag, som du måske kan bruge. Når jeg læser dit brev, tænker jeg, at du har to muligheder. Du kan enten forsøge at finde ud af, om pigen også er til piger. Og om hun mon også kunne være interesseret i dig. Eller du kan vælge at lade være med at gøre noget og lade forelskelsen løbe lidt ud i sandet. Det er dig, der skal mærke efter, hvad du har mest lyst til. Hvis du synes, det er svært, kan du prøve at lave en liste med fordele og ulemper ved begge dele. Det mega smarte ved lister er nemlig, at man har det hele lige foran sig. Sort på hvidt. Og så bliver det tit nemmere at se, hvad der egentligt fylder mest. Er det mon fordelene, eller er det ulemperne?

Hvordan finder du ud af, om hun også er til piger?

Hvordan finder du så ud af, om pigen også er til piger, hvis det er det, du vælger at gøre? Det er der desværre ikke nogen nem vej til at finde ud af. Men der er et par ting, du kan prøve, som måske kan hjælpe dig lidt på sporet af det:

Snak med nogen fælles venner

Den første ting du kan prøve er at snakke med nogen af jeres fælles venner, hvis I har sådan nogle. Hvis I ikke har nogen fælles venner, kan du prøve at snakke med nogen af pigens veninder, hvis du har mod på det. Måske ved de, om hun har vist interesse for piger tidligere? Hvis du ikke er tryg ved at stille spørgsmålet direkte, kan du jo prøve at føre samtalen lidt diskret ind på det. For eksempel ved at bringe dating eller crushes op et sted i samtalen, hvor det lige passer ind. Så er det nogen gange lidt nemmere at få sneget sig til at spørge om det, man gerne vil uden, at det føles helt så åbenlyst.

Har hun snakket om nogen tidligere?

Du kan også prøve at tænke over, om hun mon har snakket om nogen tidligere, som hun var interesseret i. Hvis hun har, var det så fyre? Eller har hun også nogen gange snakket om piger, som om hun var interesseret i dem som mere end venner? Igen er det ikke fuldstændigt skudsikkert, men det kan måske også give dig et lille prej om, om hun også er til piger. Hvis du ikke kan komme i tanke om, at hun har snakket om nogen tidligere, kan du jo prøve at lægge mærke til, om hun på et tidspunkt begynder at snakke om nogen, hun er interesseret i.

Den sikre måde at få et svar på 

Den allersikreste måde at finde ud af, om pigen også er til piger. Og om hun kunne være interesseret i dig, er selvfølgeligt ved at snakke med hende. Men det kræver, at du fortæller hende, at du også er til piger. Og at du faktisk er lidt vild med hende. Jeg kan godt forstå, hvis det lyder skræmmende. Og jeg tænker kun, at det er noget, du skal gøre, hvis du føler dig 110% klar til det. For det kan hurtigt ende med at blive en træls situation for dig, hvis du ikke er klar til at fortælle hende det. Og der er jo desværre også den risiko, at hun siger, at hun ikke er til piger. Så det kan også være en rigtigt god idé at tænke over, hvad du gør, hvis det er det svar, du får.

Hvis du er ulykkeligt forelsket

Hvis det viser sig, at din veninde ikke er interesseret i dig. Eller hvis du bare vælger ikke at prøve at finde ud af, om din veninde også er til piger og lader forelskelsen løbe ud i sandet, så står du stadig tilbage med en ulykkelig forelskelse. Og det gør super nas at være ulykkeligt forelsket. Det kan føles som om, det aldrig går over igen. Og at man aldrig kommer over det og bliver forelsket. Men det gør man heldigvis med tiden. Og det gør du også, hvis det viser sig, at din veninde ikke er interesseret. Men det er helt okay, at det gør super nas, når du finder ud af det, hvis det er det, du finder ud af.

Der er ingen, der kan vide, hvad der kommer til at ske. Og det er slet ikke sikkert, at du får brug for det her afsnit. Men jeg linker lige til vores artikel om at komme videre efter en ulykkelig forelskelse. Så har du den, hvis du får brug for den.

Vil du springe ud?

Du skriver, at der ikke er nogen, der ved, at du er biseksuel. Hverken din familie eller dine venner. Det får mig til til at tænke på, om det mon er vigtigt for dig, at dine venner og din familie også kender til den side af dig? Fordi det måske ikke er særligt rart at føle, at du skal skjule det? Eller om du egentligt hellere vil holde det for dig selv, indtil du synes, at der er en grund til, at de skal have det at vide? For eksempel fordi, du har fået en pige-kæreste? Det er fuldstændigt okay at have det sådan. Du skal gøre det, du har det bedst med.

Men hvis det fylder meget for dig, at din familie og dine venner ikke ved det, fordi det er træls at gå rundt og skjule det, så synes jeg, at du skal snakke med dem om det. Jeg ved godt, at det kan være super sårbart at skulle fortælle om sin seksualitet. Men at du er biseksuel, ændrer jo ikke på, at du er den samme person, som du altid har været. Og det er jeg næsten sikker på, at dine venner og din familie også godt kan se. Så jeg er også næsten sikker på, at de nok skal fortsætte med at holde af dig og være dine venner og din familie, selvom du fortæller dem, at du er biseksuel.

Du kan altid tage fat i LGBT+ rådgivningen

Hvis du har lyst til at snakke med nogen om din seksualitet, men ikke lige er klar til at snakke med dine venner og din familie, kan du altid tage fat i LGBT+ rådgivningen. LGBT+ Danmark er en forening for personer, der selv er for eksempel biseksuelle. Og i deres rådgivningstelefon kan du komme til at snakke med nogen unge rådgivere, der selv for eksempel selv er bi – eller homoseksuelle. Du kan dukke op eller ringe til dem, men du kan også chatte eller skrive på mail, hvis du er mere sikker på det. De frivillige rådgivere har snakket med rigtigt mange unge, der har haft spørgsmål omkring sin seksualitet. Og du kan være fuldstændigt anonym, så du kan trygt tage fat i dem.

Jeg håber, at der er noget i mit svar, der har hjulpet dig. Og så ønsker jeg dig alt mulig held og lykke fremover. Jeg håber, at tingene ordner sig for dig.

De bedste hilsner fra en Mindhelper