Jeg har et problem med min familie, og så synes jeg også, at jeg er stresset. Jeg vil gerne snakke om det med nogen, men hvem?

Hej Mindhelper

Jeg har et dårligt problem med familie og min stress og ville gerne snakke med en om det men ved ik hvem?

(Pige, 14 år)


Kære pige på 14 år

Jeg er ked af at høre, at du har det dårligt med din familie. Og at du også bokser med noget stress. Til gengæld er jeg glad for, at du meget gerne vil snakke med nogen om det. For du skal endelig ikke gå med det alene.

Dem kan du snakke med
Du spørger til, hvem du kan snakke med. Og jeg kan godt forstå, du spørger. For det kan være svært at finde ud af, hvem der vil være god at snakke med. Det vigtigste er, at du er tryg ved den, du snakker med. Hvem det er, er mindre vigtigt. Nedenunder har jeg kommet med forslag til, hvem du kan snakke med.

  • Tal med dine forældre
    Du skriver, at du har et problem med din familie, så det kan være, at du ikke er så glad for at gå til dine forældre. Men jeg vil faktisk synes, at det er en rigtig god ting, hvis du kan fortælle dine forældre om, hvordan du har det. De vil nemlig ofte være de mennesker, der altid vil være der og sørge for, at du har det godt. Vi har lavet en lille guide til at snakke med forældre, du kan kigge i.
  • Snak med nogen på din skole
    Hvis forældrene ikke dur, kan du altid lede efter en voksen at snakke med på din skole. Det kan være, at du har en lærer, du er rigtig glad for. Eller at der er en god sundhedsplejerske på din skole. Uanset hvad skal du ikke holde dig tilbage med at fortælle en voksen på din skole om, hvordan du har det. Hvis du er tryg ved dem, kan det være stedet at snakke. Du kan også kigge vores artikel igennem om at få hjælp på sin skole.
  • Del det med dine veninder
    Veninder er altid gode, når man har det svært. De vil én det bedste, så de kommer ofte gerne med råd til, hvad man kan gøre. Måske har de endda prøvet noget lignende, som de kan fortælle om? Har du set vores guide til at snakke med venner om svære ting? Hvis ikke, synes jeg, du kan give den et kig.
  • Tag kontakt til hjælpetilbud
    Nogle gange kan det være rart ikke at skulle snakke med nogen, der kender en. I de tilfælde er hjælpetilbud rigtig gode. Hvis du har lyst, kan du starte med at kontakte Børnetelefonen. Dem kan du ringe og skrive til eller chatte med – helt anonymt, hvis du har lyst. Der sidder nogle dygtige mennesker klar til at snakke med dig om lige det, du har brug for. Så du må endelig ikke holde dig tilbage.

Jeg håber, at mit svar har givet dig en idé om, hvem du kan snakke med. Og jeg håber, at du får det gjort. For du skal ikke gå med dine problemer alene.

De bedste hilsner fra Mindhelper