Hej Mindhelper

Hvem kan hjælpe mig? Ved ikke hvad jeg skal gøre med alle mine tanker.

(13 år)


Kære Du

Det kan være svært at gå med en masse tanker, som man ikke ved, hvad man skal gøre med. Derfor er det også rigtig godt, at du rækker ud og skriver herind. For heldigvis findes der rigtig mange gode hjælpetilbud. 

Svære tanker 

Det kan være svært at finde ud af, hvad man skal gøre, når man er ramlet ind i en svær periode. For kan det måske føles helt uoverskueligt at finde hoved og hale i de forskellige muligheder og tilbud der er. Derfor vil jeg også her forsøge at komme med nogle forslag til, hvem der kan være gode at snakke med, når man har en masse tanker, som fylder meget og bøvler. 

  • Dine forældre 

Når man har det svært kan det være en rigtig god ide at snakke med sine forældre om det. For de er måske nogle af de voksne som er allertættest på dig. Og langt de fleste forældre vil rigtig gerne have, at deres børn har det godt. Derfor vil de som regel også gerne hjælpe og lytte, når man fortæller dem, at man har det svært. 

Nogle unge synes, at det kan være lidt svært at fortælle sine forældre, hvordan de har det. Hvis du også har det sådan, kan jeg anbefale dig at tage i kig i vores guide til at snakke med forældre om svære ting. I den står der nemlig nogle gode råd til, hvordan man kan tage hul på snakken. 

  • Skolen

De fleste lærere vil både rigtig gerne have, at deres elever lærer noget i skolen, men de vil også rigtig gerne have, at deres elever har det godt og trives. Derfor kan en lærer også være en god voksen at snakke med. På nogle skoler er der også en sundhedsplejerske, som man kan snakke med, hvis man har det svært. Så de fleste skoler har forskellige hjælpemuligheder, når man har det svært. I vores guide om at få hjælp på skolen, kan du læse lidt mere om, hvordan skolen kan hjælpe, når man har det svært. 

  • Vejviseren 

Alle kommuner har nogle forskellige tilbud, hvor man som ung kan få hjælp og snakke med nogen om det, der er svært. Det er lidt forskelligt fra kommune til kommune, hvilke tilbud der er. Derfor har jeg sat vejviseren ind herunder. Så kan du vælge den kommune, som du bor i, og se, hvad der findes af muligheder der. 

Find hjælp i din kommune

  • De vil altid gerne lytte hos Børnetelefonen 

Hvis du tænker, at det kunne være rart at snakke med nogle helt andre, er du også altid velkommen hos Børnetelefonen. Hos dem sidder der nemlig en hel masse søde og dygtige rådgivere, som er vant til at snakke med børn og unge, som har det svært. Derfor gør de også altid deres allerbedste for, at det foregår på en måde, som er rar for dig. Du kan både ringe til dem, chatte med dem eller sende dem en SMS. Og uanset hvordan du kontakter dem, så gør de altid deres allerbedste for at hjælpe og lytte. Det er helt gratis og du kan også sagtens være anonym. Så dem kan jeg varmt anbefale dig. 

Det kan være hårdt at gå med en masse svære tanker. Derfor håber jeg også rigtig meget, at mit svar er hjælpsomt for dig. Jeg sender en masse varme tanker din vej, og krydser fingre for, at du får snakket med nogen om dine tanker. 

De bedste hilsner fra en Mindhelper