Jeg går i 6. klasse og føler mig ret meget udenfor. Jeg har snakket med min klasselærer. Vi tog det op på klassemødet. Men intet har ændret sig.

Hej

Jeg har et problem i skolen jeg går i 6 klasse. Jeg føler mig ude for klassen jeg har en bedste veninde som jeg er sammen med, hendes veninde omkreds er stor hun har mange ven/inder det bare mig jeg føler at folk ikke gider mig, jeg har snakket med min lære som så tog det op i klasse mødet flere gange, men det hjalp ikke jeg ved virkelig ikke hvad jeg skal gøre vil i hjælpe mig??

Kærlig hilsen G.

(Pige, 13 år)


Kære G

Det lyder ikke særlig rart, at du går rundt og føler dig udenfor. Man kan føle sig rigtig ensom. Derfor er det også rigtig godt, at du har valgt at dele det i stedet for at gå med det selv.

Godt, du har snakket med din lærer
Jeg synes, det er rigtig godt, at du allerede har snakket med din lærer om det. Og det er dejligt at høre, at han/hun har taget dig seriøst og taget det op til klassemødet. Det er rigtig vigtigt, at du går til nogle voksne, når det hele bliver svært. De kan nemlig hjælpe på en lidt anden måde end veninder og venner kan. Så bliv endelig ved med det.

Snak med din lærer igen
Jeg kommer til at tænke på, hvad din lærer sagde til dig, da du fortalte det? Sagde han/hun mon noget, du kan arbejde med? I hvert fald er et godt råd herfra, at du snakker med din lærer igen. Og så fortæl, at du ikke synes, at det har hjulpet at tage det op på klassemøderne.

Hvad siger din bedste veninde?
Jeg spekulerer på, hvad din bedste veninde siger til alt det her. Det lyder lidt, som om hun går i din klasse. Så måske har hun lagt mærke til noget? Kan hun se, hvad du mener med, at du føler dig udenfor? Prøv at tage en snak med hende og hør hende ad.

Du kan gøre noget selv
Det kan føles rigtig ubehageligt at være udenfor. Så jeg kan godt forstå, at du ikke rigtig ved, hvad du skal gøre. Men nogle gange kan man gøre lidt selv for at “komme ind i varmen”. Har du selv prøvet ting for ikke at føle dig udenfor? Hvis det er svært at finde ud af, hvad du kan gøre, kommer vi her med nogle tips til at komme ind på mennesker. Artiklen er skrevet i forhold til at lære nye mennesker at kende. Men den kan også bruges til at begynde at snakke med nogle, man allerede ved, hvem er.

Det er godt med veninder uden for klassen
Selvom det er hårdt, er der bare nogle steder, hvor man ikke passer ligeså godt ind som andre steder. Jeg tænker derfor på, om du har venner og veninder uden for din klasse? Måske gennem nogle hobbier? Det betyder selvfølgelig ikke, at følelsen af at være udenfor i klassen forsvinder. Men det kan være med til, at du lægger mærke til, at der er andre steder, hvor du passer ind og føler dig som en del af det hele.

Tag hen til Headspace eller Ventilen
Hvis du ikke lige har nogle hobbier og ikke helt ved, hvad du skal starte til, er det helt okay. Vil du gerne starte til noget? Fedt! Så kan du sætte dig ned og tænke på, hvad du er vild med at lave. Men det er bestemt også fint, hvis der ikke lige noget, du vil starte til. Så synes jeg i stedet, at du skal prøve at tage op i Headspace eller Ventilen. Her mødes unge, som også kan have svært ved at finde steder, hvor de passer ind. Og så kan du mærke, at du ikke er alene om at have det sådan.

Snak med dine forældre
Her til sidst vil jeg bare lige gøre noget helt klart: Snak med dine forældre om det her. Hvis du allerede har gjort det, så er det super godt. Og bliv endelig ved med det. Det er rigtig vigtigt, at vores forældre ved, hvordan vi går og har det. Så kan de nemlig hjælpe os bedst muligt. Og de kan støtte os, når det hele er mega svært. Det kan endda være, at de – ligesom du har gjort – kan fortælle din lærer, at du virkelig har det svært. Og at der skal gøres noget ved det.

Jeg håber, at mit svar har gjort dig klog på, hvad du kan gøre i din situation. Jeg ønsker for dig, at følelsen af at være udenfor snart bliver mindre.

De bedste hilsner fra Mindhelper