Hej, jeg ved slet ikke om det er noget i kan hjælpe med, men jeg står lidt i en svær situation.
Jeg er lige blevet uddannet slagter, og har faktisk lige fået en lederstilling inden for mit fag. Hvilket jeg er sygt glad for, det er der ikke mange på min alder der bare lige opnår.
Men jeg føler mig sku lidt ensom. Har ik rigtigt gået i skole i siden folkeskole, udover på erhvervsskole og der er det altså lidt sværere at skabe tætte relationer.
Jeg har min søde kæreste, men jeg kan godt mærke at jeg sådan lidt savne det sociale omfavn man er lidt mere omringet af når man går i skole. Alle de venner jeg engang har haft, er gået lidt andre veje, og er slet ikke så tæt med mere.
Så jeg står sådan lidt og overvejer at begynde at studere igen. Både lidt fordi jeg synes mit job er ved at blive lidt hårdt og fordi jeg savner det sociale, som jeg i hvert fald tror jeg får fra at gå i skole.
Men jeg tør ikke. Jeg føler ikke for at gå ned i løn og leve på SU og fritidsjob, når det er det jeg har vænnet mig til. Og jeg er også bange for at mine valg bare “ladet” af jeg mangler venner.
Hvad gør jeg? Jeg er sku lidt på spanden her.
(20 år)
Kære du
Jeg er virkelig glad for at du har skrevet til os. For det giver rigtig god mening, at det kan blive ensomt, når man i en tidlig alder kommer ud på arbejdsmarkedet, og derfor ikke har fået samme tætte relationer gennem sin uddannelse.
Først og fremmest stort tillykke med dit nye arbejde. Det er virkelig sejt! Og endnu sejere, at du i så ung en alder har opnået en lederstilling! Kæmpe stor respekt herfra.
Venner fra uddannelsen
Du har gået i folkeskole og senere på erhvervsskole for at blive slagter. Og nu sidder du med en følelse af, at det er ensomt, fordi dine venner er gået i en anden retning, og I derfor ikke er lige så tætte mere.
Det kan jeg godt forstå er svært.
For det at studere og arbejde er to forskellige ting, også når det kommer til det sociale. På studier bliver der tit gjort meget for, at man skal være social sammen. Og det er ikke altid det samme, når man så kommer ud på en arbejdsplads
Og hvad skal man så lige gøre, når man egentlig gerne vil have flere venner?
Skal du skifte spor?
Nu sidder du med en undren over, om du skal starte med at studere igen, fordi du savner det sociale, og fordi jobbet er ved at blive lidt hårdt.
Det er altid en mulighed at skifte karriere eller uddannelse. Især når man er ung. Så hvis du reelt føler, at du ville have det bedre med at uddanne dig til noget andet end slagter, så giver det rigtig god mening at skifte.
Men hvis du vil skifte, fordi du gerne vil have et større socialt fællesskab, så synes jeg, det er værd at overveje, om det så er den rette grund til at skifte uddannelse og karriere.
For der findes nemlig rigtig mange andre måder at få flere venner, som ikke kræver at man starter på et nyt studie.
Det med at få nye venner
Der findes mange måder at få nye venner på. Det vigtigste er bare, at man tør at springe ud i det.
Man kan fx overveje, hvilke ting man i forvejen synes er sjovt og så finde ud af, om der findes steder, hvor man kan møde andre, som har den samme interesse
Hvis man fx synes at en bestemt sport er sjov, kan man starte til det. Eller hvis man synes, det er mega fedt at spille brætspil, kan man undersøge, om der er en brætspilscafe tæt på én, hvor der er nogle der mødes og spiller.
Noget af det bedste man kan gøre for at danne nye relationer, er at være aktiv og opsøge små klubber rundt omkring i sin by eller kommune.
Og hvis du er i tvivl om, hvordan man så skal gribe det an, når man møder nye mennesker, så kan du læse vores artikel: Sådan lærer du nye mennesker at kende. Her får du en masse gode råd til, hvordan du fx lærer at smalltalke eller får en samtale op og køre.
Kan du selv starte fællesskabet?
Jeg kommer også til at tænke på, om du mødes med dine kollegaer uden for arbejdstiden?
Har I et festudvalg, et fredagscafé-udvalg eller lignende, som står for at oprette nogle sociale begivenheder for jer kollegaer, hvor I kan mødes og snakke uden for arbejde?
Hvis I ikke har det, så kunne du jo prøve at springe ud i at oprette det. På den måde er du både aktiv og opsøgende på nye relationer, mens du også gør noget godt for andre, som måske har det på samme måde som dig.
Hvad med de tidligere venner?
Du skriver, at du havde nogle gode venner, men at I er gået hver sin vej og ikke er så tætte mere.
Her er det vigtigt at huske på, at venskaber kommer og går. Det vil sige, at selvom de måske med tiden er løbet ud i sandet, kan de sagtens genopstå.
Det er aldrig for sent at række ud til tidligere venner.
Derfor synes jeg, hvis du har mod på det, at du kan prøve at genoptage kontakten og skrive til dem, om de har lyst til at mødes og drikke en øl/kop kaffe sammen.
I har ikke set hinanden i lang tid, så der er jo masser at snakke om. Og det kan jo være, at I kan blive gode venner på ny?
Har du hørt om Boblberg?
Her til sidst, vil jeg gerne lige slå et slag for Boblberg.
Boblberg er en hjemmeside og app, hvor du kan møde nye mennesker og skabe venskaber baseret på fælles interesser.
Alt du skal gøre, er at oprette et opslag eller finde nogle, som har lagt et opslag op med en interesse/hobby, som også interesserer dig. På den måde kan man mødes med andre, som gerne vil det samme som dig.
Det er gratis, og det eneste det kræver er en mobil eller computer og en lille smule gåpåmod.
Det kan være svært at føle, at man ikke har så meget socialt i sit liv. Derfor håber jeg også, at der er noget i mit svar til dig, som du kan bruge. Jeg sender de bedste tanker din vej.
De bedste hilsner fra en Mindhelper