Hej Mindhelper

Hvad kan jeg gøre hvis jeg er ensom?

(15 år)


Kære Du

Ensomhed er en rigtig svær følelse at gå rundt med. Derfor er jeg også glad for, at du har skrevet herind, og fortalt om det.

Ensomhed

Der kan være mange forskellige grunde til, at man føler sig ensom. For nogle handler det om, at de ikke har så mange at være sammen med, og måske savner at føle sig connected til andre. Men man kan også sagtens føle sig ensom, selvom man har en masse venner, og er omgivet af mennesker. Og for andre, handler det måske om noget helt tredje. 

Ensomhed er en naturlig følelse, og derfor er det også helt normalt, at føle sig ensom engang imellem. Men mange unge kæmper også med ensomheden i længere tid. Når det sker, så er det en rigtig god ide, at fortælle nogen om det.

Hvad kan du gøre?

Så uanset hvorfor du føler dig ensom, så er mit bedste råd til dig, at fortælle det til en, du er tryg ved. For tit kan det at tale om ensomheden også være med til, at gøre følelsen mindre. Mange unge synes, at det kan være svært at tale om, at de føler sig ensomme. Nogle synes f.eks., at det er lidt flov. Eller måske føler de ikke, at de kan tillade sig at bede om hjælp. Men de fleste mennesker, som er tæt på en, vil gerne vide, hvis man går og har det svært. Derfor vil de som regel også gerne lytte og støtte en.

Så har du mon en forældre, en god ven, en lærer, eller en helt fjerde, du kan snakke med? Du kan læse om gode råd til at tage snakken i guiden til at tale med forældre om svære ting. Rådene kan også sagtens bruges til andre end forældre.

Jeg tænker også, at der måske er noget i artiklen Bryd ensomheden: 11 gode råd, som kan hjælpe?

Børnetelefonen

Hvis du gerne vil tale med nogen, som ikke lige kender dig, så kan jeg varmt anbefale Børnetelefonen. Hos Børnetelefonen arbejder der nogle søde og dygtige rådgivere, som hver dag snakker med unge. Alle problemer er velkomne, og det er gratis og anonymt.

Ventilen

Et andet god sted at tage fat i, er Ventilen. Ventilen er et mødested for unge, som føler sig ensomme. Her laver de en masse hyggelige og sjove ting sammen. Så det kan være et rigtig rart sted at komme, og også lære nogle nye mennesker at kende. Der arbejder nogle super gode frivillige, som også sørger for, at alle føler sig velkomne. Så dem kan du trygt tage fat i.

Ensomhed er ikke noget, man skal gå med alene. Derfor håber jeg også, at der er noget i mit svar, der kan hjælpe dig. Jeg sender en masse gode tanker din vej.

De bedste hilsner fra en Mindhelper