Hej Mindhelper
jeg er en dreng. Jeg er lille, grim og jeg er ikke velkommen nogen steder. Min mor og far hader mig, jeg har ingen venner, min søster og bror hader mig også, jeg har ingen mennesker i mit liv.
Mit liv er bare en lang joke. Piger grinder når de kigger på mig og dregene mopper mig.
Den eneste chance jeg har for at snakke med en pige er hvis hun taber et vædemål. Den eneste måde jeg kan mærke et andet mennesker er når jeg får bank. Jeg har ingen penge, ingen hobbier og intet jeg kan dele med andre mennesker.
Hvad skal jeg gøre? Hele verden vil have jeg skal gå tilbage i jorden hvor jeg kom fra, men jeg vil rigtig gerne være en eller andens ven, kæreste eller bare en eller andens bekendt. Jeg vil rigtig gerne hvis nogen gad at tænke på mig, som ikke er i sammenhæng med en joke.
Jeg vil rigtig gerne elske og blive elsket. Men alle hader mig. Hvad kan jeg overhovedet gøre? Flyt til et sted hvor alle er grimme lig som mig? Købe venskab? Købe menneskelig kontakt? Er min fremtid bare dyb ensomhed og lange regninger?
(19 år)
Hej 19 årig
Det lyder til, at du går og bøvler med en masse svære tanker og følelser lige nu. Derfor er jeg også rigtig glad for, at du har skrevet herind til os og delt det. For det skal du bestemt ikke gå med alene.
Det giver mening
Når jeg læser dit brev, så lyder det til, at du har det rigtig svært lige nu. Det kan være rigtig tungt at gå med en masse svære og negative tanker. Derfor kan jeg også godt forstå, at det påvirker dig, og gør dig ked af det. Og når de svære tanker og følelser fylder meget, kan det hele godt komme til at virke uoverskueligt. Derfor tænker jeg også, at det giver mening, at bekymringerne om, hvordan det bliver i fremtiden, er poppet frem hos dig. Men du skal vide, at det godt kan blive bedre. Rigtig mange unge har kæmpet med ensomhed, svære tanker og følelser og har fået det godt igen.
Så jeg tænker bestemt ikke, at din fremtid bare er dyb ensomhed og lange regninger. For du har allerede taget et flot skridt i en anden retning ved at skrive herind til os. Så kæmpe skulderklap herfra.
Menneskelig kontakt er et naturligt behov
Du skriver også, at du ikke er velkommen nogen steder, og at du ikke har nogen mennesker i dit liv. Det er en ret tung følelse at gå med. For behovet for menneskelig kontakt og nærhed er et helt naturligt behov, som bor i alle mennesker. Derfor gør det også hammerondt, når man ikke oplever at have nogle tætte relationer. Og den mekanisme sidder i os helt tilbage fra dengang, hvor vi levede ude i vildmarken. Dengang var det nemlig rigtig vigtigt, at vi var en del en flok, så vi ikke blev efterladt til at kæmpe med vilde dyr alene. Derfor har ensomhed også den funktion, at den gør en ked af det, og skaber lysten til at søge mod andre igen. Derfor tænker jeg også, at det er helt naturligt, at du godt kunne tænke dig at være tæt med andre og elske og blive elsket.
Og selvom ensomheden fylder meget lige nu, så kan man heldigvis godt bryde den. I vores artikel Bryd ensomheden: 11 gode råd til dig, som føler dig ensom, står der nogle gode råd til, hvordan man ligeså stille kan bevæge sig væk fra ensomheden. Så jeg tænker, at der måske er noget i den, som kunne være hjælpsomt for dig? For du fortjener at blive elsket og være tæt med andre.
Ventilen
Jeg kommer også til at tænke på, om du kender Ventilen? Ventilen er et sted, hvor man som ung kan komme og hænge ud og møde andre unge, som også kæmper med ensomhed. De laver en hel masse fede ting, som fx spilleaftener, madlavning og tager på forskellige ture. Og så er der nogle super søde og rare frivillige, som hjælper og sørger for at alle er med, og har det rart når de er der. Så alle er velkomne og har en plads hos dem. De har mødesteder flere forskellige steder rundt omkring i landet. Så dem kan jeg varmt anbefale dig!
Jeg tænker også, at der måske er noget i vores artikel om at møde nye mennesker, som kunne være rart for dig at læse. I den står der nemlig nogle gode råd til, hvordan man får nye mennesker ind i ens liv.
Du er altid velkommen hos Headspace
Når man går og bøvler med en masse svære tanker og følelser, kan det være en rigtig god ide at snakke med nogen om det. For ofte bliver alt det svære lidt lettere, når man deler det med andre. Derfor vil jeg også lige tippe dig om Headspace. Hos dem sidder der nemlig en hel masse søde og rare frivillige, som er vant til at snakke med unge, som har det svært. Derfor er de også gode at snakke med, når man har det svært og kæmper med ensomhed. Det er helt gratis, og du kan også sagtens være anonym. Der er Headspacecentre i de fleste større byer, og ellers kan du også altid fange dem på chat.
Hvis det bliver ved så tag et smut til lægen
Hvis de triste og tunge tanker bliver ved med at fylde, tænker jeg også, at det kunne være en god ide, at du tog et smut forbi lægen. Læger ved nemlig en hel masse om, hvordan vi mennesker fungerer – både udenpå og indeni. Derfor kan lægen også være rigtig god at snakke med, når man har det svært. Så kan lægen måske også hjælpe med at finde ud af, om der måske er noget hjælp, som kunne være rart for dig at få.
Det er mega hårdt, når ensomheden og de tunge tanker fylder. Derfor håber jeg også rigtig meget, at der er noget i mit svar, som du kan bruge. Jeg sender de allervarmeste tanker din vej, og håber at du får snakket med nogen om, hvordan du har det. For du fortjener at få det bedre.
De bedste hilsner fra en Mindhelper