Hej
Jeg føler mig ensom. Jeg har indenfor det sidste år begyndt at føle mig mere og mere ensom. Det er som om at mine venner er begyndt bare at lukke mig ude. Jeg ved ikke om det er fordi at jeg har fået en kæreste eller de bare ikke gider mig. Hver gang jeg spørger dem om vi skal lave noget kommer der bare svar som: ”Ikke idag”, ”Jeg springer over” eller ”Kan jeg ikke”. Men hvor jeg så bagefter kan se at de sidder og snakker og spiller sammen. De siger selv at de er stoppet med at spørger fordi jeg hele tiden er sammen med min kæreste. Men det er jo klart at jeg er sammen med hende, hvis de ikke spørger mig om vi skal lave noget. Og når de så selv siger nej når jeg spørger dem, er det jo også deres egen skyld. Så jeg ved ikke hvad jeg skal gøre længere. Har prøvet flere gange men det hjælper ikke. Hvad skal jeg gøre? Jeg har sådan lidt givet op
(18 år)
Kære dig på 18
Det lyder til, at det er blevet noget rod mellem dig og dine venner. Og du er blevet bænket på sidelinjen. Det gør hammer-ondt. Derfor er jeg også glad for, at du har skrevet herind og delt det med os.
Ensomheden trykker
Ensomhed er en følelse, som rammer de fleste af os i løbet af livet. Det kan være rigtigt forskelligt, hvordan vores liv ser ud, når det rammer. Men fælles for de fleste er, at følelsen kommer, når vi føler os ufrivlligt alene. Vi mennesker er nemlig nogle flokdyr, og vi har brug for at føle, at vi er en del af gruppen for at have det godt. Derfor kan det også gøre super ondt, når ensomheden rammer. Især når man ikke kan se sig ud af, hvordan søren man lige kommer videre derfra.
Når kærester og venner kolliderer
Du beskriver, at efter at du har fået en kæreste, så har din vennegruppe trukket sig fra dig. Det kan gøre hammer ondt, hvis det sker. Men selvom det måske lyder mærkeligt, så er det desværre ret almindeligt at det kan ske.
Jeg bider mærke i det du skriver om, at de siger, at de er holdt op med at spørge, fordi du hele tiden er sammen med din kæreste. For selvom det måske er en overdrivelse, så tænker jeg, at det måske er et udtryk for, at dine venner føler sig nedprioriteret. Måske de derfor ‘straffer’ dig lidt ved så at nedprioritere dig? Jeg kan jo ikke være 100% sikker på, hvad der er sket i din vennegruppe, men jeg kan prøve at beskrive, hvad der ofte sker i sådan en situation. Og måske kan du relatere til det samme?
Når vennerne går fra 1. til 2. plads
Når man er ung, så er ens vennegrupper ofte ret tæt knyttet. Mange bruger meget tid sammen med vennerne og er vant til, at man ser hinanden ofte flere gange i løbet af ugen. Når man får en kæreste, så ændrer ens prioriteter sig tit en del, fordi der selvfølgelig skal være tid til kæresten. Især i den periode, hvor man måske er nyforelsket kan man godt forsvinde lidt væk fra overfladen og ind i sådan en kæreste-boble. Det er helt normalt. Men så kan ens venner ikke få samme opmærksomhed, som de måske plejede.
Der vil være aftaler med vennerne, man ikke prioriterer så højt. Og man er måske heller ikke så god til at tage initiativet til at lave aftaler med vennerne længere. Så kan man komme til at køre lidt ‘friløb’ i sit venskab. Altså at man siger ja til de ting, man har tid til, men ikke selv får gjort så stor en indsats i at få venskaberne til at fungere. Samtidigt lægger man måske ikke mærke til at tingene har ændret, før ens venner begynder at trække sig. Jeg ved ikke, om noget lignende er sket i dine venskaber. Men det sker i hvert fald for rigtigt mange.
Ræk ud igen
Du skal have ros for, at have prøvet at række ud til dine venner og forsøge at få lavet aftaler med dem. For hvis man oplever, at vennerne trækker sig, så er det en rigtig god idé. Når det så ikke virker, så kan man godt sidde tilbage med en opgivende følelse – for hvad så?
Jeg tænker, at det bedste, du kan gøre nu er, at forsøge at række ud til dine venner og snakke med dem om, hvordan du kommer ind i varmen igen. Tag eventuelt fat i dem en efter en og sig, at du godt ved, at ting har ændret sig efter du har fået en kæreste. Du kan eventuelt prøve at spørge ind til, hvordan de synes, det har været efter du er kommet i et forhold? Hvis de er lidt hårde og siger, at du ikke har givet dem nok opmærksomhed, så forsøg at undgå at blive vred. Hey, hvis de siger, du har nedprioriteret dem, så siger de også mellem linjerne, at de har savnet dig og holder af dig. Og så er der håb endnu. Så er det næste skridt, at snakke med dem om, hvordan i finder balancen, så du kan være en god ven for dem og samtidigt en god kæreste.
Snak med dem omkring dig
Hvis du synes, det virker lidt uoverskueligt, at snakke med dine venner om de her ting, så kan du prøve at snakke med nogle andre omkring dig først. Din kæreste, en anden ven eller måske et familiemedlem. For når vi sidder lidt fast i et problem, så kan det være rigtigt hjælpsomt at få nogle andres blik på situationen. Og måske allervigtigst, så kan det være med til at hjælpe på følelsen af ensomhed, hvis man ikke går med den helt alene.
Tag fat i Headspace eller Ventilen
Har du mere lyst til at snakke med nogle, som ikke lige kender dig eller er en del af situationen, så kan jeg anbefale dig, at tage fat i Headspace eller Ventilen. Headspace er en frivillig forening, hvor unge kan komme og tale om det der lige fylder med en frivillig. Intet problem er for stort eller småt. Og Ventilen er en frivillig forening, som hjælper unge ud af ensomhed. Du kan tjekke begge steder ud på deres hjemmesider.
Det kan være lidt en kunst at finde tiden til at få venskaber, kærester, skole, hobbyer, arbejde og familie til at gå op i en højere enhed, når man er ung. For man har mange ting på paletten. Men det handler om at prøve af, hvordan balancen skal være, så der er tid til alt det, som er vigtigt for en. Jeg håber at mit svar har været hjælpsomt for dig.
De bedste hilsner fra en Mindhelper