Hej brevkasse

jeg er en pige på 21 år, og min kæreste og jeg er lige blevet enige om at gå fra hinanden. vi snakkede om nogle ting, og der gik det op for os begge at vi faktisk ikke burde fortsætte da vi ikke kunne se en fremtid med os to sammen.
dog elsker vi stadig hinanden, og vi blev begge virkelig kede af det. jeg er sikker på at vi begge har det hårdt lige nu.
Han skrev til mig her den anden dag at han ikke vil bestemme over mig, men han ville blive virkelig ked af det hvis han hørte at jeg var sammen med en ny (fx efter en bytur). det ville jeg ikke gøre da jeg ikke føler mig klar til det endnu, men stadig har jeg gået og tænkt over hvornår det er okay?

altså hvor lang tid skal men vente? Jeg ved godt at jeg først skal gøre det når jeg selv er klar, men derudover hvornår kan man tillade sig at gøre det ”imod” sin eks kæreste?

Mvh en lidt forvirret pige

(21 år)


Kære du

Rigtig mange kender til det med, at det kan være svært at vide, hvornår det er okay at være sammen med en ny, efter man har slået op med sin eks. 

Så jeg kan sagtens forstå, at det er noget du tænker over.

Derfor er jeg også rigtig glad for, at du har skrevet herind og delt dine tanker med os.

Der er intet rigtigt eller forkert

Først og fremmest skal du vide, at der ikke er noget tidspunkt, der er mere rigtigt eller forkert. 

Det er fuldstændigt individuelt, hvornår man kan mærke at det er det rette at være sammen med en ny person.

For nogle går der lang tid, og for andre er det næsten weekenden efter at man har slået op.

Det vigtigste er bare at du mærker godt efter, giver det tid og gør, hvad der føles som det rette for dig.

Når det sker

Man kan ikke altid planlægge eller vide hvornår man kysser eller er sammen med en ny efter sit breakup.

Nogle gange sker det pludseligt og helt af sig selv, bare fordi det føles spændende eller rigtigt i momentet. 

Og hvis du bagefter sidder med en følelse af, at det var rart eller måske med en følelse af, at det var du faktisk ikke helt klar til, så er det helt okay.

For nogle gange kan man ikke 100% mærke hvornår man er klar, før man har gjort det og mærket hvordan det føles.

Men det er der intet forkert i.

Så har du bare et nyt udgangspunkt og en ny mavefornemmelse du kan guide dig selv med 

Du har ikke et ansvar mere

Selvom man kan have en følelse af, at man ikke vil såre sin eks efter man har slået op, så er det vigtigt at huske, at man ikke har den slags ansvar overfor hinanden længere. 

Selvfølgelig kan man gøre sig nogle tanker om, hvordan man selv ville have det, hvis ens eks gjorde det samme mod en. 

Derfor er det for eksempel ikke en selvfølge, at man skal fortælle sin eks, hvis man har været sammen med en ny. Ofte kan det blot såre dem mere end det gavner. 

Men samtidig betyder også, at man ikke bestemmer, hvad den anden må eller ikke må gøre. For nu hvor man ikke er kærester mere, bestemmer man hver især selv hvad man vil og hvad man ikke vil fortælle dem.

Så hvis du har været sammen med en ny, men ikke har lyst til at han skal vide det, så behøver du ikke fortælle ham det. 

Og så er det også vigtigt at huske, at selvom det kan gøre ondt på den anden, så er det ikke en ond handling at være sammen med en ny.

Derfor gør du heller ikke noget ondt imod din eks, selvom du er sammen med en ny.   

Hvor lang tid skal du vente?

Så er spørgsmålet selvfølgelig: Hvor lang tid skal der så gå, før man må lavet noget med en ny?

Som du selv skriver, så er det vigtigt først at gøre det, når man selv føler sig klar.

Det handler nemlig ikke så meget om der er gået et bestemt antal tid før man kan tillade sig det. Det handler mere om, hvornår din mavefornemmelse siger dig, at det er okay.

Derfor er det heller ikke mere rigtigt at gøre det dagen efter i har slået op end at gøre det to måneder efter.

Vi håndterer alle sammen breakups forskelligt og det ene kan føles rigtigt for nogle, mens det andet føles rigtigt for andre.

Har du snakket med dine venner om det?

Når man står i et svært dilemma, eller har svært ved at vurdere, hvad der er det rigtige at gøre, så kan det være en rigtig god ide at snakke med nogen om det.

Derfor kommer jeg til at tænke på, om du har snakket med nogle af dine venner om det her?

Det kan være at de ser situationen fra en ny vinkel, som du ikke havde tænkt over før. Og så kan det være at de har nogle gode råd til, hvad du kan gøre.

Det kan være rigtig svært at finde hoved og hale i det hele, når man lige har slået op med sin kæreste. Derfor håber jeg også, at mit svar til dig, har gjort dig klogere på hvad du skal gøre. Jeg sender de bedste tanker din vej og håber du får mærket efter.

De bedste hilsner fra en Mindhelper