Hej Mindhelper
Jeg kan sagtens snakke med drenge, menn føler at je hurtigt bliver friendzonet, der er nogle drenge fra min årgang(går i 10.), som vidst nok har et rimeligt heftigt crush på mig, men de er ikke rigtigt min type, men nogle jeg snakker godt med.
Problemet er bare at jeg hurtigt bliver friendzonet(hvad kan man gøre der). en anden ting er at jeg snapper med nogle fyre på snapchat, og de er alle rimeligt interesante og pæne, men så snart de begynder at være bare en lille smule interasanet går jeg i stå, også fordi de ikke igtig starter en samtale, så føler altid det er mig der skal gøre det, men så er jeg bange for at jeg er for meget, men på den anden side vil jeg godt skrive med dem
hvad gør jeg?
(17 år)
Hej 17 årig
Det med, om man er venner eller mere end det kan være kilde til evig hovedpine. For hvornår søren er man friendzoned? Og hvornår er der mere i luften?
Det kan tage tid at finde et match
Det du skriver om er noget, som rigtigt mange unge kan nikke genkendende til. For hvorfor er det lige, at det så tit sker, at dem man er interesserede i ikke er interesserede i en? Og dem som er interesserede i en, dem er man ikke selv interesseret i? Man kan komme til at føle sig helt forbandet, hvis der sker gang på gang.
Helt kort vil jeg sige, at det tager tid at finde det rigtige match. I de perioder må man væbne sig med lidt tålmodighed. Og måske gå lidt i tænkeboks omkring, hvad det egentligt er, man godt kunne tænke sig i en fyr. Er det bare en flirt? Er det en kæreste? Og hvilke værdier er det, du godt kunne tænke dig i en fyr? Nogle gange kan det gøre det lidt nemmere at finde ud af, hvilke fyre, det er spændende at bruge mere tid på.
Er du virkeligt friendzoned?
Nu skriver du det her med, at du hurtigt bliver friendzoned. Men jeg vil egentligt gerne udfordre den tanke lidt. For jeg tror, at der er mange, som hurtigt putter sig selv i den kasse. Altså selv tror, at de er blevet friendzoned uden at det nødvendigvis er sandt. Og selv hvis man måske mest bliver opfattet som en ven i starten, så behøver det ikke betyde, at det bliver ved sådan for evigt. Man siger også, at de bedste forhold er dem, hvor man starter som venner. Fordi man så føler sig tryg ved hinanden og ved, man har ting til fælles.
Hvis den anden bare ikke er interesseret i andet end at være venner, så er der ikke så meget at gøre ved det. Men så er man måske alligevel heller ikke så godt et match, når det kommer til stykket. Så kan du overveje om du har lyst til at være venner med personen eller om det er rarest for dig at trække dig, og få personen lidt på afstand – i hvert fald indtil de fleste sommerfugle i maven er gået over igen.
Hvornår er man for meget?
Der er mange unge, og måske især piger, som bliver nervøse for, om de kommer til at være for meget. Det har vi hørt en del gange i brevkassen efterhånden. Men det er vigtigt at huske på, at vi tit er vores egen største kritiker, og derfor nogle gange dømmer os selv unødvendigt hårdt. Andre er for det meste slet ikke så opmærksomme på, om man er for meget eller ej, som man selv er. Så måske kan du lave en lille tankeøvelse ved at spørge dig selv “Hvis jeg nu ikke var nervøs for, at de tænkte, jeg var for meget. Hvad ville jeg så gøre?”. Og måske kan du så bare prøve at gøre det uden at tænke alt for meget over, om de synes, du er for meget? Hvis de synes du er for meget, så er det måske alligevel ikke dem, du ville ende med selv, at synes er interessante. De fleste synes også, at det er rigtigt rart, at der er en, som tager initiativet. Så måske er de drenge, du skriver med bare lidt nervøse for selv at tage initiativet.
Snak med dine veninder
Hvis du har nogle gode veninder, så prøv eventuelt at snakke med dem om din oplevelse med drengene og friendzone. Måske har de selv prøvet noget lignende og kan komme med lidt gode råd på vejen. Eller de kan se nogle ting, som du måske ikke kan. Det kan i hvert fald være rigtigt rart at få nogle andres øjne på det hele, hvis man føler, at man sidder lidt fast i en ond cirkel.
Jeg håber mit svar har været hjælpsomt for dig. Og hæng i! Jeg er sikker på, at du nok skal finde det rigtige match på et tidspunkt.
De bedste hilsner fra en Mindhelper