Hej Mindhelper

Jeg var i går var til første efterskole elevfest og jeg ende med at kysse/snave med en pige. Jeg har tidligere haft et lille chrush på hende, men lagde det til siden for ikke at ødelægge mores venskab. Vi ende med at kysse on snave en del. På et tidspunk hentyder hun så til noget med at være være kæreste og jeg tror måske bare jeg grinte og smile lidt. Først efter der (da jeg var mere ædru) indså jeg at jeg ikke rigtig har lyst til en kæreste. Jeg føler ikke jeg er klar til det, jeg har stadig problemer selv, jeg er meget usikker bl.a. omkring krop og udseende. På en eller anden måde føler jeg bare ikke at jeg er klar til at have en kæreste, fordi det er et stort ’ansvar’. Efter jeg havde indset det fortryd jeg det virkelig, jeg vil jo ikke ’lege med hendes følser’. I slutningen af festen var jeg lidt fuld, forviret og meget træt og gad ikke rigtig mere, men hun ville gerne mere, og jeg følte mig lidt presset til at kysse vidre med hende. Nu er det dagen efter og jeg føler mig som det værste menesker i verden. Jeg er så bange for at såre hende, og jeg ville jo ikke blive kendt som hende der leger med folks følelser og bare snaver med folk. Hvad skal jeg gøre?

(15 år)


Hej med dig

Det kan være hammersvært at gå rundt med en følelse af, at man måske har såret nogen eller leget med deres følelser. Derfor er jeg også rigtig glad for, at du har skrevet herind og delt dine følelser med os. 

Der er også en anden ung, som har skrevet herind om noget lignende i spørgsmålet Jeg ved ikke om jeg er klar til at have en kæreste. Jeg kommer til at tænke på, om det måske også er dig?

Det giver mening

Du skriver, at du igår kom til at kysse med en pige, som så senere siger noget om, at I to skal være kærester. Du får ikke helt svaret og ender så med at kysse med hende senere på aftenen, selvom du måske ikke helt har lyst. Samtidig skriver du også, at du ikke føler dig klar til at have en kæreste, og er bange for at du har leget med hendes følelser. Det lyder som en super svær og forvirrende situation, du har stået i til elevfesten på din efterskole. Derfor tænker jeg også, at det giver mening, at du ikke ved, hvad du skal gøre. 

Det er helt normalt

Du skal også vide, at det med at føle sig som det værste menneske i verdenen, dagen efter sådan en fest, er helt normalt. Der er rigtig mange unge, som ender med at kysse nogen til en fest, som de så fortryder dagen efter. Og det kan der være mange årsager til. Du skriver, at du fortrød at du kyssede med hende, da du indså at du ikke er klar til en kæreste, og derfor ikke vil såre hende. For mig lyder det til, at du ikke er verdens værste menneske, men at du faktisk er super betænksom. 

Nogle lægger meget i et kys og andre kysser til højre og venstre. Begge dele er lige okay og der er ikke noget, som er mere rigtigt end det andet. Det vigtigste er bare, at man mærker efter, hvad der føles rigtigt for en selv. 

Hvordan sætter man grænser

Du fortæller hvordan du senere på aftenen, hvor du var lidt fuld og forvirret, ender med at føle dig presset til at kysse videre med hende. Når det er sent på aftenen, og man er træt og måske en smule fuld, kan det være svært at mærke ordentligt efter. Men selvom man måske havde kysset og snavet tidligere på aftenen, betyder det ikke, at man skal føle sig presset til at gøre det senere på aftenen. Du skal vide, at det er okay at sætte grænser og sige fra. Også selvom det måske gør andre kede af det.

Hvis du synes, at det kan være svært at vide, hvordan man bedst muligt siger fra overfor hende, kan jeg anbefale vores artikel Pas på dig selv: Lær at sætte grænser!. Måske er der et råd eller to, som kunne være hjælpsomme for dig?

Snak med hende 

Når man går og tænker meget på en situation, som skete med en anden person, kan det være super rart at få snakket med dem om det. Nogle gange har man tænkt så meget på det, at det ender med at fylde det hele i ens hoved. Og når man så snakker med den anden, så har de måske slet ikke skænket det en tanke. Derfor tænker jeg også, at det kunne være en god ide, hvis du fik snakket med hende pigen fra festen. Måske prøv at aftale et tidspunkt at snakke med hende på, så man kan få snakket om tingene.

Noget af det, som kan være godt at få sagt er, at du sætter pris på jeres venskab og har derfor ikke gjort noget ved dit crush på hende. Du kan også fortælle hende, at du har tænkt meget over det, og at du er kommet frem til, at du ikke er klar til en kæreste lige nu. Man er nødt til at respektere, hvis folk ikke er klar til at have en kæreste. Også selvom det gør en ked af det. Mon ikke hun også respekterer det?

Snak med nogen om det

Når man går med en masse tung tanker selv, kan det være rigtig rart at få snakket med nogen om det. Derfor tænker jeg også, at det kunne være en god ide at du snakkede med nogen om, hvordan du har det. Det kan fx være en af dine forældre, en god ven eller en helt tredje, som du er tryg med.

Det kan være super svært, hvis man gerne vil fortælle en, at man ikke vil være kærester, uden at såre deres følelser. Derfor håber jeg også, at der er noget i mit svar til dig, som du kan bruge. Jeg sender de bedste tanker din vej og håber du finder ud af det.

De bedste hilsner fra en Mindhelper