Jeg bliver mobbet, og jeg kæmper med angst. Og hver gang jeg forsøger at få hjælp, bliver alt bare værre. Så hvorfor skal jeg være her, når det gør så ondt?

hej.

jeg r en pige som altid har holdt humøret højt i de mørke tider, men de sidste 2 år er alt blevet værre. jeg bliver mobbet, og jeg har været igennem virkelig meget lort. både på hjemme fronten og i skolen og uden for skolen, men jeg har udviklet angst. når jeg prøver at tage kontakt og gøre noget ved det, så bliver det bare værre end før. jeg tænkte jeg har da meget godt styr på det hele, men det har jeg ikke. jeg har besvimet flere gange i mine angstanfald, jeg får en meget dårlig vejtrækning. mine andfald bliver værre med tiden, jeg r for tidligt udviklet så folk behandler mig som den 14-15 årig dom jeg føler mig. det er bare ikke så fedt for mine forældre siger bare tal dog bare med skolen. men jeg vil gerne tale sådan rigtigt om det, min kæreste hjælper mig virkelig igennem alt. da jeg cuttede og når jeg skal til det så er han den der stopper mig, jeg føler mig bare fortabt. jeg har tænkt flere gange hvorfor skulle jeg dog leve resten af mit liv, når det gør så ondt? jeg føler jeg har fejlet i livet. jeg ved ikke hvad jeg skal gøre med mit liv. hjælp..

(Pige, 13 år)


Kære pige på 13 år

Jeg kan dælme godt forstå, hvis det er svært for dig at holde humøret højt lige for tiden. For det lyder godt nok, som om du har en hel masse at kæmpe med. Så jeg er også bare så glad for, at du har valgt at skrive herind. For det er et tegn på, at du gerne vil have hjælp. Og det er den bedste forudsætning for at få det bedre igen.

Tag fat i dine lærere
Det første jeg kommer til at tænke på, når jeg læser dit brev er, om du mon har fortalt lærerne på din skole, at du bliver mobbet? For hvis du ikke har det, så skal du gøre det. For mobning er aldrig nogensinde okay. Og du skal ikke finde dig i at blive behandlet sådan. For du fortjener at blive behandlet ordentligt. Og det er ikke dig, der gør noget forkert. Det er dem, der mobber dig, der gør det. Og det skal de have at vide. Derfor er det vigtigt, at du får sagt det til dine lærere. For det er ikke en opgave, du skal løse alene. Hvis du har brug for det, kan du finde flere gode tips til, hvad du kan gøre mod mobningen i vores artikel, der handler om mobning.

Du har ikke fejlet
Du skriver, at du føler, at du har fejlet i livet. Og det vil jeg gerne fortælle dig, at det har du ikke. Jeg kan godt forstå, det kan føles sådan. Men du har bare haft sindssygt mange svære ting at slås med. Og så er det helt normalt, at man reagerer på det. Så du har det ikke svært lige nu, fordi du har gjort noget forkert. Det er ene og alene et udtryk for, at du har kæmpet med de her svære ting alt for længe nu. Derfor er det heller ikke noget, som du skal klare helt alene. Det er det for svært til. Så det er faktisk rigtigt vigtigt, at du får snakket med nogen om det. Sådan som du også selv skriver, at du rigtigt gerne vil. 

Snak med nogen
Som jeg lige har skrevet, giver det bare så god mening, at du rigtigt gerne vil have snakket ordentligt om alle de ting, du kæmper med. Og jeg er så glad for at læse, at du har en kæreste, som passer rigtigt godt på dig. Ham skal du holde fast i. For du har brug for ham for lige nu. Men det er nogle rigtigt svære ting, du kæmper med. Og det skal du og din kæreste ikke stå med helt alene. Det her er noget, der skal en voksen med indover også. Du skal nemlig have hjælp til at få læsset nogle af alle de her svære ting af et sted, så du ikke skal bære rundt på dem helt alene. Det lyder, som om du har lidt svært ved at finde ud af, hvem du skal snakke med. Derfor har jeg givet dig nogle forslag, som du kan læse nedenunder.

  • En voksen du er tryg ved: Det er altid en god idé at snakke med sine forældre, hvis man har det svært. Men det lyder også, som om det er svært for dig at få hjælp af dine forældre. Er det rigtigt forstået? Derfor tænker jeg på, om der er en anden voksen, som er tæt nok på dig til, at du føler dig tryg nok ved at snakke med personen? For så skal du tage fat i ham eller hende. Det er nemlig så vigtigt, at du har en voksen person, du kan støtte dig op af lige nu. Så personen kan hjælpe dig med at klare de ting, du slås med, som er for svære til, at du skal klare dem selv. 
  • LMS: det lyder, som om du har kæmpet med cutting. Og stadig gør det lidt engang imellem. Derfor tænker jeg på, om du kender til LMS? LMS er en forening, der er eksperter på blandt andet selvskade. Derfor ved de en masse om, hvordan man kan hjælpe folk, der slås med selvskade. Så jeg synes, du skal prøve at tage fat i dem. For cuttingen er en måde at prøve at løse alle de svære følelser, du går rundt med. Men det er bare ikke den bedste måde at gøre det på. Og det er nogle super dygtige rådgivere, de har hos LMS. Så jeg er sikker på, de gerne vil prøve at hjælpe dig.
  • Angsttelefonen: det er nogle ret voldsomme angstanfald, du får. Og det tænker jeg må været ret ubehageligt. Derfor kommer jeg til at tænke på Angsttelefonen. Det er et sted, hvor du kan ringe ind, hvis du har brug for at snakke med nogen om angsten. Dem, der sidder i den anden ende af telefonen ved en hel masse om angst. Så de kan prøve at hjælpe dig med at hjælpe dig selv. Og så kan de også prøve at hjælpe dig med at finde ud af, hvor du kan få hjælp til den her angst i det område, du bor i.

Livslinien kan du altid tage fat i
Jeg bliver lidt usikker på, om den her tanke om, hvorfor du skal leve resten af dit liv, når det gør så ondt, er et udtryk for selvmordstanker? Derfor vil jeg rigtigt gerne gøre dig opmærksom på Livslinien for en sikkerheds skyld. Livslinien er nemlig et sted, hvor man kan snakke med nogen om selvmordstanker eller tanker om ikke at have lyst til at være her mere. Så hvis den her tanke om, hvorfor du overhovedet skal fortsætte med at leve livet, når det gør så ondt, kommer til at fylde for meget for dig, skal du tage fat i Livslinien. Det er nogle mega dygtige rådgivere, der sidder i den anden ende. Så det kan du roligt gøre. 

Her til allersidst vil jeg gerne sige til dig, at jeg godt kan forstå, at det gør hammer ondt at være dig lige nu. Men jeg ved også, at du kan få et liv, hvor du ikke har ondt hele tiden. For der er så mange muligheder for, at du kan få det bedre, hvis du får den rigtige hjælp. Og den hjælp rækker du selv ud efter ved gerne at ville snakke med nogen. Det er det allerbedste udgangspunkt for at få det godt igen. Så det er så vigtigt, at du hænger i. Og bliver ved med at kæmpe for at komme til at snakke med nogen. Selvom jeg godt ved, det er så mega hårdt lige nu.

De varmeste hilsner fra en Mindhelper