Hej Mindhelper
Jeg ved ikke om I overhovedet kan svare på det her, men jeg er begyndt at tænke meget over om jeg lider af OCD.
For jeg har nogle ting, som jeg føler at jeg bliver nødt til at gøre, ellers vil der ske noget slemt. Fx. så kan jeg ikke sove før jeg har kigget rundt i mit værelse, og kigget på et bestemt sted, og talt til 15. Ved godt det lyder lidt mærkeligt, men jeg kan ikke sove før jeg har gjort det.Når jeg står op har jeg også en bestemt rækkefølge, som jeg føler at jeg bliver nødt til at holde. Jeg kan heller ikke klare hvis mine ting på mit værelse ikke står helt rigtigt, og jeg kan ikke koncentere mig før det står rigtig igen. Jeg har det også sådan at alt skal være organiseret, fx. så er mit tøj lagt sammen efter farver og selvfølgelig også efter hvad det er. Jeg ville gå totalt i panik, hvis nogle lavede uorden i det.
Ved godt det lyder lidt mærkeligt, det synes jeg også at det er, men er det normalt eller?
(Pige, 15 år)
Kære du
Øv, det lyder ikke særlig sjovt, det du oplever. Og det lyder også til, at det fylder meget i din hverdag og tager meget af din opmærksomhed. Jeg synes, det er sejt, at du har skrevet herind til os og fortalt om dine tanker!
Tankerne kan være virkelig tarvelige!
Du skriver nogle gange i dit brev, at du godt ved, at det lyder mærkeligt. Men det er jo nu engang, det du oplever. Og stærke og kommanderende tanker kan få en til at gøre nogle lidt underlige ting. Det kan helt føles som om, at tankerne tvinger en til at gøre ting, man ikke selv synes er rationelle. Og det er det, de gør, de dumme tanker. Man kan jo egentlig sige det sådan, at du (endnu) ikke er herre over dem. At det på en måde er dem, der styrer dig. Men! Du kan godt lære at tage den styring tilbage.
Er det normalt eller ej?
Du spørger, om det, du oplever, er normalt. Til det vil jeg sige, at de fleste af os har det med, at tingene skal være på en bestemt måde eller se ud på en bestemt måde. Struktur er bare rigtig rart og gør, at de fleste kan slappe mere af i hovedet. På samme måde, at de fleste kan blive helt ør i hovedet og i dårligt humør, hvis deres værelse ligner et bombet lokum. Så på den måde, er det ret normalt, det du oplever.
Så er der måske noget om mængden, man fokuserer på strukturen, eller hvor meget det påvirker ens hverdag. Det kunne godt lyde som om, at det ikke bare er det “helt normale” for dig. Jeg tænker også lidt, om alle de ting du gør, bunder i en frygt for, at noget slemt skal ske?
Jeg kan ikke svare dig på, om det er OCD, det du oplever for tiden. Men du skriver, at du er bange for, at noget slemt skal se, hvis du ikke gør bestemte ting. Og det rammer ned i noget af det, der kendetegner OCD. Og det lyder også til, at de ting, du skal gøre, forstyrrer din hverdag. Så jeg tænker, at det er noget, du skal tage alvorligt.
Tag en snak med dine forældre
Jeg synes, det er vigtigt, at du får snakket med dine forældre om det, hvis du ikke allerede har gjort det. Så kan I sammen tale om, hvordan man bedst kan hjælpe dig til ikke at være så forstyrret af de ting, du skal gøre. Hvis der bliver behov for det, kan du også bedre tage dem med forskellige steder, fx til lægen eller andre fagpersoner.
Dine forældre kan være der som en støtte for dig – og støtte er virkelig godt at have! Det gør, at vi ikke føler os alene. Og vi mærker, at der hele tiden er nogen omkring os, der følger med og hjælper os.
Læs lidt om OCD og gode råd i din situation
Har du set vores artikel om råd til hvordan man håndterer OCD, tvangstanker og tvangshandlinger, og steder man kan søge hjælp? Hvis du ikke allerede har gjort det, synes jeg helt sikkert, at du skal tage et kig på den. Jeg tænker, at den kan være hjælpsom for dig. Du kan også klikke lidt rundt på siden og læse lidt om det, vi har om OCD.
Jeg håber, at mit svar har været hjælpsomt for dig, og at du får snakket med dine forældre. Held og lykke med det! Jeg ønsker dig det bedste.
De bedste hilsner fra Mindhelper