I skriver, at det godt til ens angst og stress at dyrke motion, men mit problem lægger i, at jeg er så bange for, hvad andre tænker om mig. Så jeg prøver altid at gøre alt i skjul. Jeg er bange for, at der er mange mennesker i fitness centeret, for så kan jeg ikke holde ud at være der.

Hej.

I skriver, at det godt til ens angst og stress at dyrke motion. – men mit problem lægger i.. 1. Jeg er så bange for, hvad andre tænker om mig. Så prøver altid at gøre alt i skjul. 2. Jeg er bange for, at der er mange mennesker i fitness centeret. For så kan jeg ikke holde ud at være der. Faktisk tør jeg slet ikke gå ind. 3. Jeg har ikke nogen i mit liv, som jeg kan snakke med om det. Da jeg udadtil virker meget selvsikker og følelses kold. Men er i virkeligheden super følsom, depressiv, stresset og angst.

Hvad er jeres god i denne situation.. Har virkelig brug for et råd. ☹

(Pige, 20 år)


Kære pige på 20

Det med at skulle tage det første skridt og gøre noget, som man virkelig er utryg ved, er SÅ svært. Derfor er jeg også glad for, at du har skrevet herind og delt dine tanker med os.

Du har fuldstændigt ret i, at det kan være en godt mod angst og stress at dyrke motion. Når vi dyrker motion, så frigiver det en masse gode hormoner i kroppen på os, som både kan få angst og stress til at dulme lidt – men faktisk også gøre os gladere. Og så er det jo sundt! Så motion er lidt en gave, at give sig selv.

De frygtindgydende fitnesscentre

Fitnesscentre kan være lidt en udfordring. Blandt andet fordi, der ofte er mange andre mennesker. Samtidigt er der mange af os (!), som kan synes, at det er lidt ubehageligt, at andre folk skal se os svede og pruste. Men det er vigtigt at huske på, at det jo er derfor fitnesscentrene er der. For at vi kan dyrke motion, og svede, og pruste og alt det der hører til. Men frygten for, hvad andre tænker om os er rigtig svær at slippe. Det er den fordi, at vi mennesker er flokdyr, og derfor altid gerne vil passe ind. Derfor kan det være så svært, at skulle hoppe ud i noget, som vi ikke er trygge ved. For tænk nu hvis det går galt, og de andre lægger mærke til, at man ikke kunne få maskinerne til at fungere, kun kunne løbe i 2 minutter eller bare sveder helt vildt. Men vi frygter det værste, og uden grund. For det er de færreste, der egentligt tænker over, hvad de andre laver i fitness. De har jo også travlt med at koncentrere sig om deres egne maskiner osv. Min pointe er i hvert fald, at det er fuldstændigt normalt, at du oplever, at det gør dig angst, at skulle gå i fitness. Du slet ikke er den eneste, der har det sådan.

Hvad søren gør man så?

Der er nogle forskellige ting du kan overveje både i forhold til motion og fitnesscenteret. For det første behøver man jo ikke gå i fitness for at dyrke motion. Der er SÅ mange andre muligheder efterhånden. Det kunne for eksempel være at dyrke motion derhjemme.

Motion derhjemme

Der er mange muligheder for at dyrke motion hjemme. Man kan for eksempel finde nogle motions-apps på ens telefon – eksempelvis med fokus på yoga eller styrketræning. Det gode ved motions-apps er, at man kan bruge dem lige når man har lyst. Man kan dyrke motion derhjemme og man finde nogle apps, som passer til det overskud man har. Det er bare med at begynde at søge sig lidt frem. Du kan også prøve at gå på youtube, og søge på forskellige instruktionsvideoer – der ligger SÅ mange forskellige. Prøv evt. at finde videoer med yoga, dans eller aerobic.

Andre muligheder for motion

Motion kan også være mange andre ting end fitness og apps. Du kan overveje noget så simpelt som at købe et sjippetorv, begynde at gå lange ture eller cykle ture i skoven. Det gode ved for eksempel at gå ture er, at man ofte kan finde nogle steder, hvor man kan gå lidt alene. Og så kan du jo høre lydbøger, musik eller podcasts samtidigt. Hvis man skal bygge en god motionsrutine op, så er det vigtigt man finder noget, man synes er lidt sjovt/fedt også. Det gør det i hvert fald gevaldigt meget nemmere, at motivere sig selv til at komme igang. 

Fordelen ved fitness

Fitnesscenteret er selvfølgelig også stadig mulighed. Det kan være rigtigt rart at bruge fitnesscentrene, fordi der har alt det udstyr man kunne tænke sig. Og så kan det være rart at tage et sted hen og motionere, så man ikke skal prøve at motivere sig selv derhjemme. Men jeg kan godt forstå, at du synes det er svært. Ofte kan man se på fitness-hjemmesiderne, hvornår der er færrest mennesker, så du kan regulere lidt efter det. Du kan overveje at vælge et lille lokalt fitnesscenter, frem for nogle af de større kæder. Der er ofte lidt færre mennesker – blandet i alle aldre.

Angst og fitness

Du nævner jo selv, at dit problem er, at det er ekstremt svært for dig, at bruge fitness pga. angsten især. Angst har desværre den effekt, at den får en til at være bange for ting, man ikke behøver være bange for. Angst er faktisk en helt normal følelse, som er lavet til at beskytte os, og holde os opmærksom på vores omgivelser, så vi ikke kommer til skade – og det er jo faktisk meget smart. Men nogle gange kan kroppen være lige lovligt opmærksom, og så kommer angsten på alle mulige dumme tidspunkter, og bliver en irriterende hæmsko. En måde man kan komme sin angst til livs på, er det man kalder eksponering. Eksponering betyder, at man stille og roligt udsætter sig selv for det, som gør en bange. Men altså, på en måde, hvor man ikke bliver totalt lammet. Så små skridt mod målet. I forhold til fitnesscenteret, så kan du eventuelt prøve, at lave en liste af mindre skridt. Den kunne eksempelvis se sådan her ud.

  • Gå derned og kigge ind af vinduerne – så ved du hvad du kan forvente, når du engang skal derind.
  • Gå ned og meld dig ind ved skranken – og så bare gå hjem igen, hvis det var rigeligt.
  • Gå ned og gå en tur på en løbemaskine – det behøver ikke være mere end 5 minutter
  • Gå ned og gå en tur på 10 minutter

Og på den måde kan du lave nogle små skridt mod dit mål, som der måske ikke gør dig angst. Og husk, at hvis det ikke går den ene dag – jamen så så er der også en dag igen i morgen. Det tager tid, at nå sine mål, og det er helt okay, hvis det både går lidt frem og lidt tilbage. Det vigtigste er, at vi gør vores bedste, og så er det er godt nok. Du kan prøve at læse om lidt andre metoder til at holde angst og stressen nede inde på Mindhelpers side, eksempelvis i vores artikel om angst, hvor der står nogle gode råd til, hvordan man kan håndtere angst

Find en makker

Nu skriver du, at der ikke er nogle du kan snakke med om, hvordan du har det. Men måske har du nogle bekendte, som også godt kunne tænke sig, at begynde i fitness. Der er ret mange, der har det på samme måde som dig, som også synes det er svært at skulle gå ind i fitnesscenteret. Derfor kan være en kæmpe hjælp, hvis man er to – for så kan man støtte hinanden i at komme afsted. Det skal selvfølgelig være en, som du er rimeligt tryg ved. Men måske er der en, du tænker på, når du læser det her?

Snak med nogen om det

Jeg vil næsten love dig, at du ikke er den eneste i din omgangskreds, som oplever angst og/eller stress. Der er rigtigt rigtigt mange danskere der kæmper med. Men det kan stadig være svært at snakke om, især hvis man gerne vil fremstå selvsikker. Men det er altså ret normalt at opleve, og det kan være en rigtig god idé, at snakke om det. Når vi taler om vores problematikker, så føles det også tit som om, at de bliver lidt nemmere. Det er en måde at få lidt afløb, og tage lidt af gassen af ballonen.

Snak med dine forældre

Et godt første skridt til, at blive bedre til at snakke om sine følelse og tanker kan være, at snakke med sine forældre. Ofte er ens forældre nogle af dem, som kender en bedst. Måske har de endda prøvet noget lignende?

Snak med dine veninder/venner

Du skriver, at du ikke har nogen at snakke med, fordi du gerne vil fremstå selvsikker. Men jeg er lidt i tvivl om, hvorvidt du har nogle venner du bruger tid med, eller om du er mest alene? Hvis det er fordi, du har venner/veninder, men du bare synes det er svært at åbne op for dem, jamen så kan du bruge den samme teknik, som med fitnesscenteret. Bryd det ned i små overskuelige bidder. Måske er det første skridt, at spørge dine veninder om DE har det godt. På den måde kan du åbne samtalen op uden det handler om dig til at starte med. Hvis dit problem mere ligger i, at du ikke rigtigt har nogle tætte venner, som du har lyst til at tale med dette om, så har jeg nogle flere forslag nedenunder.

Tag fat i Headspace

Headspace er en frivillig forening, som rådgiver unge i deres problematikker. Det kan være alle slags problematikker. Der ligger en Headspace i de fleste større byer, og deres frivillige er super gode til at lytte, og hjælpe en på vej. Jeg tænker, at det måske kunne være noget for dig, fordi det er et fristed du kan tale om dine problemer. Og samtidigt kan du øve dig i, hvordan du kan snakke med andre om det også. Du kan være helt anonym og helt tryg ved at kontakte dem – de er super søde.

Angsttelefonen

Hvis du vil have noget mere rådgivning, specifikt om angst, så er angstelefonen en god mulighed. Det er angstforeningens frivillig rådgivning, og de er eksperter i angst – og hvordan man skal håndtere det. Her kan du også være helt anonym.

Tag fat i lægen

Hvis du oplever, at angst, stress og/eller depression begynder at fylde det hele – så skal du tage fat i din læge. Man skal gå til lægen hvis man har det dårligt – uanset om det er fysisk eller psykisk. Lægen har mulighed for at hjælpe dig godt på vej, og eventuelt henvise dig til en psykolog, hvis det er nødvendigt.

Det er SUPER svært at skulle overkomme angst, stress og depression, og jeg kan sagtens forstå, hvis du synes det er lidt uoverskueligt lige nu. Men man kan altså godt komme igennem det, og du er allerede godt på vej idet du er begyndt at gøre dig overvejelser om hvordan, og har skrevet herind.

Jeg håber, at du har kunne bruge mine råd til noget, og du skal vide, at jeg krydser fingre for, at det kommer til at gå super godt for dig.

De aller-varmeste hilsner fra en Mindhelper.