Hej med jer.
Jeg er en lige på 14 som har eksistentiel angst og døds angst. Jeg har det så meget at jeg ikke har mit ejet liv mere. Jeg tænker alt for meget og jeg kommer helt derud hvor jeg føler jeg ikke lever og hvor jeg ikke føler nogen rundt omkring mig lever. Jeg kan bare ikke være i mig slev og jeg føler ikke jeg er mig slev når jeg kigger i spejlet. Jeg har det simpelhen så dårligt. Og ja jeg har snakket med mine forældre om det og jeg skal også starte til phykolog. Jeg har det så dårligt og jeg kan ikke lide at være i min egen krop. Jeg tænker bare sådan “er det mig der lever? Ligger jeg i coma et sted? Lever menneskerne rundt omkring mig? Skal jeg dø?. Jeg er sååååå bange for at dø.
Jeg har det rigtig svært og føler lige en helt anden person og at jeg har fået et helt andet liv.

(14 år)


Kære du

Når jeg læser dit brev, så kan jeg sagtens mærke, hvor meget frygten fylder hos dig i øjeblikket. Og det må være svært, at tankerne om døden, livet, virkeligheden rumsterer så meget. 

Dine tanker og overvejelser får mig dog også til at tænke, at du må være en ret klog pige. For det er nogle store overvejelser, og selvom de ikke er så rare for dig lige nu, så viser de mig, at du har en god hjerne. Og måske kommer din kloge hjerne også til at hjælpe dig med at vende de her store, men svære tanker til noget positivt på et tidspunkt. 

For når man er i stand til at overveje de store, svære ting i livet, så er man ofte også i stand til at overveje de store, skønne ting ved livet. 

Måske er det noget, du allerede har tænkt på? 

Tankerne om eksistensen presser på 

Selvom det måske lyder lidt underligt, så er det normalt at have tanker om døden og ens eksistens som teenager, men også gennem hele livet. 

Det er nok en af de ting, som særligt adskiller mennesker fra dyr. Altså at vi er i stand til at forholde os til at vi har et liv, en bevidsthed og vi er en del af en ‘virkelighed’. Det kan min fede grå huskat fx. slet ikke. Så når tankerne presser sig på og du bliver mega forvirret og nervøs, kan du måske prøve at fortælle dig selv dette:

“Jeg er kun i stand til at tænke på den her måde, fordi jeg er et levende, klogt menneske med en bevidsthed”

Altså er tankerne faktisk et bevis på, at du netop er i live. For havde du ikke været i live, havde du været et andet menneske eller havde du været i koma, jamen så havde det slet ikke været muligt for dig at tænke på den her måde. Det kan du kun, fordi du er dig. Og fordi du er det lige nu, lige her. 

God idé at tale med en psykolog 

Jeg tænker, det lyder fornuftigt at tale med en psykolog om tankerne. For de presser rigtigt meget på og gør dig ked af det og fortvivlet. 

Psykologer er gode til at hjælpe en med at se tingene fra mange forskellige sider og hjælpe med at få styr på tankerne. Derfor oplever rigtigt mange også, at det både er rart, men også ret spændende at snakke med en psykolog. Det kan også være lidt svært, at skulle vente på at komme til psykolog. 

Se herunder et par råd til dig, som måske kan hjælpe dig indtil du skal til psykologen. 

Find et pusterum ved at flytte fokus til noget, som gør dig glad

Lige nu fylder tankerne rigtigt meget i din hverdag og det gør dig fortvivlet. Derfor kunne det være en god idé for dig, at finde et pusterum i din hverdag, hvor tankerne kunne blive lagt lidt på hylden. 

Mine bedste bud er: at få en kreativ hobby, at dyrke en sportsgren eller bruge tid sammen med venner. Alle disse ting, kan være med til at distrahere dig lidt og hjælpe din hjerne med at huske på, at der er masser af gode, positive ting i livet. 

Du kan finde meget mere inspiration ved at læse i vores artikel: Bryd de tunge tanker, når de kører i ring

Træk vejret helt ned i maven til dit nervesystem falder til ro

Vi mennesker er bygget med et nervesystem, som kan gøre os både rolig eller nervøse. Du kan mærke det på din hjerterytme. Når du er nervøs banker hjertet hurtigt. Når du er afslappet banker det langsommere. Det er din puls, og den kan du hjælpe til at blive rolig gennem din vejrtrækning. 

Det er lidt nørdet, men helt kort betyder det, at hvis du laver vejrtrækningsøvelser, så kan det være med til at få din krop til at slappe af, når angsten begynder at banke på døren. Prøv det af i nogle minutter, det kan tage lidt tid lige at komme ind i den rigtige rytme. 


Du kan finde 2 vejrtrækningsøvelser i artiklen her

Tag fat i headspace 

Hvis der er længe til du skal se psykologen, så kunne det måske være rart for dig at tale med nogle andre indtil da. Jeg kan anbefale headspace, som er en gratis, anonym ungerådgivning. Der kan man komme og snakke med en frivillig om det, der lige fylder for en. Det kan være en rigtig rar støtte at have, hvis man går gennem noget svært. 

Jeg håber, at mit svar til dig har været hjælpsomt. Du skal vide, at jeg hepper på dig og sender masser af virtuelle knus i din retning. 

De bedste hilsner fra en Mindhelper