Oplever du en øget hastighed af tanker og tale, et voldsomt højt aktivitetsniveau og en overdreven stor selvtillid? Så lider du måske af mani. Her får du den vigtiste viden og hvor du kan få hjælp.
Alle oplever perioder, hvor tingene bare kører. Perioder, hvor du bobler af energi, og der skal 10 gladiatorer til at vælte dig af pinden. Fantastisk! Men for nogle kammer energien over, og de ender måske med at køre sig selv helt ned, fordi de glemmer at spise, drikke eller sove. De kæmper med sygdommen mani.
Typiske tegn på mani
Tit ved folk, der er inde i en manisk periode ikke, at de er ved siden af sig selv. Alligevel er det godt at kende tegnene, hvis du tror, at du begynder at vise tegn på mani eller tidligere har gjort. Eller en du kender gør.
Her får du en liste med de mest almindelig tegn:
- Du føler dig uovervindelig
Forestil dig, at din selvtillid voksede til det tidobbelte. Du føler, at du ved alt, og at du kan klare alt. Kort sagt: Intet kan få dig ned med nakken – Lige indtil det hele ramler. - Du taler hurtigt og rigtig meget
Du springer fra emne til emne, og ordene strømmer ud af dig i et tempo, så andre har svært ved at følge med. - Dit hoved bobler over af idéer og indfald
Du har svært ved at holde fokus. Tankerne ræser rundt i hovedet. Du går i gang med en masse ting, men du bliver aldrig færdig med dem, fordi du hele tiden springer videre til det næste. Måske kommer du også til at love folk en masse, som du umuligt kan holde. - Du har ekstremt meget energi
Du kan blive ved og ved og ved – helt uden at blive træt. Måske føles energien så voldsom, at du bliver nødt til at bevæge dig konstant. - Du bliver let vred eller irritabel
Måske er du normalt en rolig type, men når du er inde i en manisk periode, ryger du let op i det røde felt. Følelserne stikker simpelthen af med dig. - Du sover meget mindre, end du plejer
Nogle sover slet ikke i maniske perioder. Andre sover kun en lille smule og føler sig alligevel smækfulde af energi. - Du kommer til at gøre ting, du senere fortryder
Der er typisk meget kort fra tanke til handling, når du er inde i en manisk periode. Du tænker ikke på konsekvenserne af de ting, du gør. Du lever lige nu og her. Og måske ender du at gøre ting, du senere fortryder. - Du har øget sexlyst
Du får måske lyst til at gå en masse i byen, have mange sexpartnere og feste igennem. Samtidig oplever du ikke helt at have kontrol over dig selv. - Du får lyst til at købe ting
Du får en øget lyst til at bruge penge, og har svært ved at stoppe dig selv fra at købe forskellige ting, selvom du måske ikke har råd eller brug for tingene. - Du kan opleve vrangforestillinger eller hallucinationer
Nogle oplever, at deres virkelighedssans spiller dem et puds, når de er maniske. Så kan de få vrangforestillinger eller hallucinationer. Vrangforestillinger kunne eksempelvis være overdrevne tanker om sig selv og sine evner til alt muligt. Hallucinationer vil ofte være stemmer man hører, som ikke er der – men som taler direkte til en.
Mani er absolut ikke noget at spøge med
‘Jeg føler mig lidt manisk, fordi jeg har drukket for meget energidrik’. Måske har du hørt nogle sige noget i den stil. Mani er et ord, der bruges på flere måder. I eksemplet er det helt harmløst. Her er det bare en måde at sige, at man føler sig lidt oppe at køre.
Sygdommen mani er imidlertid langt fra noget at spøge med. Det slider hårdt på kroppen at køre i turbo-gear i lang tid ad gangen. Samtidig kommer man let til at rode sig ind i problemer, fordi dømmekraften svigter.
Nogle oplever også at få vrangforestillinger og hallucinationer, hvor de eksempelvis ser ting, der ikke er der. Det er derfor ikke ualmindeligt, at folk med mani bliver indlagt, så de kan få hjælp til at komme ud af manien.
3 nyttige facts om mani
- Ifølge Sundhed.dk oplever 1 % af alle danskere maniske perioder i løbet af livet. Du altså langt fra alene, hvis du kæmper med mani.
- Maniske perioder kan ramme meget pludseligt, men de kan også komme gradvist over tid.
- Der findes også en tilstand, der kaldes hypomani. Det er en lettere form for mani. Her oplever man måske at være fyldt med masser af energi og handlekraft, men man kan stadig godt passe sit arbejde, skole. Og dem omkring en, tænker måske ikke så meget andet end ‘der er godt gang i hende i øjeblikket’. Det er ikke altid man opdager, at man har haft en hypomani.
Hvorfor rammes nogle af maniske perioder?
Mani er ikke ligesom et brækket ben. Det er typisk ikke muligt at pege på én enkelt årsag til, at nogle får sygdommen. Og alle kan risikere at blive ramt af mani.
Typisk er det en blanding af flere ting, som kan sætte en mani igang. Måske har din mor eller far bokset med noget lignende? Eller måske har du været udsat for hårde ting? Eksempelvis: Mobning, sygdom, stress eller dødsfald i familien. For nogle kan det være med til at udløse maniske perioder, hvis der er meget pres i ens liv i en periode.
Bipolar lidelse: Når man svinger mellem mani og depression
Nogle har både maniske perioder og depressive perioder, hvor de føler sig helt i kulkælderen. Det kaldes bipolar lidelse. Læs meget mere i artiklen: Bipolar lidelse: Hvad er det for en størrelse
Vil du gerne vide mere?
Hos PsykInfo kan du få rådgivning og svar, hvis du har spørgsmål om mani eller er i tvivl om, om du har brug for hjælp. Er du i familie, ven eller på en anden måde pårørende til en person, som viser tegn på psykisk sygdom, så kan PsykInfo rådgive dig om, hvordan du bedst hjælper som pårørende.
Psykiatrifonden er også god at kende. Her kan du ringe eller chatte med en rådgiver helt anonymt.