Du står nede i et skyttehul og bare glor ud i ingenting
“Når jeg bliver tvunget til at gøre et eller andet sammen med andre, så forsvinder alle de der afmagtstanker. Det gør bare alting meget nemmere.”
“Det kan godt være du skal grave et hul og det regner, men så står du sammen med fire af dine kammerater og graver og fyrer jokes af og snakker om alt muligt mærkeligt.”
Lucas
Lucas følte gennem folkeskolen, at han ikke rigtig hørte til og var fanget i en rolle som en af nørderne. På efterskolen havde han en positiv oplevelse med at bryde ud af rollen, fordi han ikke havde mulighed for at trække sig fra det sociale. “Jeg begyndte at snakke med Toby, som jeg boede på værelse med. Og fordi han var en social type, så begyndte jeg bare at være ligesom ham og snakke med alt og alle.”
Da Lucas stoppede på efterskolen, forsvandt de faste rammer og de mennesker, han kunne spejle sig i, og han oplevede at mangle struktur og disciplin i hverdagen. Derfor søgte Lucas i Forsvaret. Her fandt han igen et fællesskab med klare rammer, hvor delingen altid er sammen om alt.
De fysisk krævende øvelser, tidlige morgner og lange eftermiddage med vedligeholdelse af udstyr mener Lucas ikke, han ville kunne klare alene. I Forsvaret deler han hverdag med sine soldaterkammerater, både på stuen, på øvelser og i de daglige pligter. Det tætte samvær gør udfordringerne lettere at udholde og giver ham de rammer, han ved hjælper ham med at være en del af fællesskabet.
“Når jeg bliver tvunget til at gøre et eller andet sammen med andre, så forsvinder alle de der afmagtstanker.”
Lucas
“Det kan godt være du skal grave et hul og det regner, men så står du sammen med fire af dine kammerater og graver og fyrer jokes af og snakker om alt muligt mærkeligt.”