Højskolen har lært mig, at jeg faktisk godt kan finde ud af være sammen med folk
“Det er rart, at man kan være sig selv, og folk ikke dømmer en. Og det gør Johannes ikke. Han forstår mig på en måde, som folk ikke har forstået mig før.”
“Hvis jeg spørger om et eller andet helt åndssvagt, kan han sætte sig ind i det uden at sætte spørgsmålstegn.”
Julie
I folkeskolen havde Julie det svært. Hun følte sig som den mærkelige og stille i klassen. Hende, som var lidt i baggrunden. Hun ville gerne finde et fællesskab, men syntes, det var mentalt hårdt at være en del af.
Det er på højskolen i Brande, at Julie finder Johannes. Hendes første fortrolige ven. Det er også her, at hun bliver bedre til ikke at lukke sig inde på sit værelse, hvor hun kan øve sig på at være en del af fællesskabet. Julie oplever, at alle er gode til at forstå, hvor hinanden kommer fra, hvad end det er en diagnose, eller andre udfordringer, som man kæmper med.
I hverdagen ser Julie frem til de små ting. Det kan være brætspil, pool eller at køre en tur. For Julie er selskabet det vigtigste. Om hun deltager i en aktivitet eller ser på, føler hun sig ikke af den grund uden for fællesskabet.
“Det er rart, at man kan være sig selv, og folk ikke dømmer en.”
Julie
“Johannes og jeg har bondet rigtig godt og hygget os og været ude at køre. Hvis jeg spørger om et eller andet helt åndsvagt, kan han sætte sig ind i det uden at sætte spørgsmålstegn. Det er noget, som jeg tror, jeg har manglet i mit liv.”