Det er usikkerheden om, hvordan samtalerne udfolder sig, der stresser mig.
“Tanken om at hele tiden skulle række ud og lave aftaler med folk for at danne venskaber føles overvældende. Det føles som en pligt. Jeg ved ikke, hvorfor jeg har det sådan.”
“Jeg bliver nødt til at have fællesskab og venskaber i mit liv, selvom det i hverdagen er overvældende og anstrengende for mig at opsøge.”
Anton
Anton oplever, at det er svært både at skabe og fastholde venskaber. Han mærker, at han overtænker hver eneste samtale af frygt for at bryde de sociale koder. Selv når en relation kan blive til et venskab, kræver det meget energi for Anton at pleje det. Han skal blive ved med at svare beskeder og lave aftaler.
Med tiden bliver Anton i tvivl om, hvorvidt han trives sammen med andre. “Det er usikkerheden om, hvordan samtalerne udfolder sig, der stresser mig. Jeg tænker over, hvad de forventer af mig, hvordan jeg skal svare og hvornår jeg skal grine.”
Fuglekiggeri er en stor del af Antons liv. Når Anton er på fugleobservation, forsvinder usikkerheden for at bryde de sociale koder. Fuglene er et område, hvor han føler sig selvsikker. Her kender han sproget og de interne vittigheder. Anton oplever, at der er plads til ikke at vide alting. “Jeg er ikke bange for at blive dømt, hvis nogen spørger mig om en gruppe fugle, jeg ikke ved noget om.” Det er blandt fuglekiggere, Anton oplever, at han godt kan trives i et fællesskab.
“Jeg er ikke bange for at blive dømt”
Anton
“Mit fællesskab med fuglekiggere har fået mig til at indse, at jeg ikke fungerer i ensomhed. Jeg bliver nødt til at have fællesskab og venskaber i mit liv, selvom det i hverdagen er overvældende og anstrengende for mig at opsøge.”