Jeg kan være glad det ene minut og græde det andet
“Jeg havde nogle gange følelsen af at høre til. Men det var bare ikke som den rigtige Amalie. Hvis jeg ikke prøvede at passe ind, følte jeg mig endnu mere forkert.”
“Der er plads til, at jeg kan møde op og lige være trådt ud af sengen.”
Amalie
Amalie følte sig ikke set i folkeskolen. I klassen handlede alt om overfladiske ting, som hvem der kunne drikke flest genstande, eller hvem der havde kysset med hvem. Ingen spurgte Amalie, hvordan hun havde det. Hun følte sig presset til at gøre som de andre og gik imod sine indremissionske værdier. Det blev hendes måde at passe ind på. Med tiden fik Amalie sværere ved at genkende sig selv.
“Jeg har altid spejlet mig i andre. Hvis jeg var sammen med de seje, var jeg også sej. Eller med de rolige, blev jeg også rolig. Fordi mine klassekammerater ikke delte mine værdier, havde jeg svært ved at være mig selv.”
I dag har Amalie fundet stedet, hvor hun kan være sig selv. Sammen med sin kæreste besøger hun den indremissionske ungdomsafdeling i Sønder Felding. Her hilser man på hinanden med et håndtryk og ser hinanden i øjnene. Amalie oplever et fællesskab, hvor man lytter, når andre fortæller, hvad de kæmper med. “Når vi bad for hinanden, hjalp det mig forstå, at det er okay at være mig selv.” Langsomt begynder Amalie at hvile mere i sig selv.
“Fordi mine klassekammerater ikke delte mine værdier, havde jeg svært ved at være mig selv.”
Amalie
“Her føler jeg ikke, at jeg skal undskylde, hvis jeg kommer ind ad døren stresset og sløset. Der er plads til, at jeg kan møde op og lige være trådt ud af sengen.”