Hej Mindhelper
Min kæreste og jeg har været sammen i lidt over et år nu. Vi var utrolig glade og forelskede i starten, men det har ikke rigtigt været det samme på det seneste. Et par månede inde i forholdet begyndte han at fortælle hvem jeg måtte ses med og ville blive sur hvis jeg var til fest uden ham. Han ville anklage mine veninde for at sabotere vores forhold hvis de holdte fest og ikke inviterede ham, da de burde respektere vores forhold. Jeg er begyndt ikke at ses med mine venner længere, da jeg er bange for hvordan min kæreste reagere. Når jeg fortæller ham hvordan jeg føler siger han at mit syn på et forhold ikke er det rigtige, og det får mig til at få det dårligt med mig selv. Jeg har været utrolig ked af det på det seneste, og føler altid det er min skyld hvis vi skændes. Jeg har nogle venner jeg tidligere har været sammen med for flere år siden, og dem har jeg også fået at vide jeg ikke må ses med. Kan ikke finde ud af om det er mig der er forkert på den. Er det normalt det han beder om mig og overreagere jeg bare?
(Pige, 18 år)
Hej Pige på 18 år
Hvor er jeg glad for, at du har skrevet herind og delt dine bekymringer med os. Det lyder til, at der sker nogle ting mellem dig og din kæreste, som gør dig ked af det. Og det skal du ikke gå alene med.
Det er ikke normalt
Du skriver og spørger om det er normalt, det din kæreste gør. Og der er jeg nødt til at sige nej. Det er ikke normalt, og det er på ingen måder okay, at din kæreste bestemmer over, hvem du må se af dine venner. Det er kun dig som bestemmer, hvem du vil ses med. Det er heller ikke okay, at din kæreste bliver vred, anklager dine venner og får dig til at have det dårligt med dig selv. Så det er slet ikke dig, som er forkert på den. Det er din kæreste, som opfører sig på en måde, som ikke er i orden.
Det lyder til, at din kæreste er jaloux. Nogle mennesker bliver drevet af jalousi på et niveau, hvor de begynder at kontrollere deres kærester. Og hvis deres kærester ikke gør, hvad de siger, så bliver de vrede, kede af det eller skyder skylden på deres kærester. For nogle bliver adfærden så voldsom, at det bliver til det, man kalder psykisk vold. Psykisk vold er rigtigt alvorligt, og det kan give ar på sjælen for dem, som er ofre for det. Du kan læse mere om psykisk vold her på lev uden volds hjemmeside. Psykisk vold har en tendens til at blive værre over tid. Så selvom man måske startede med at have et dejligt forhold, så kan volden blive værre jo længere tid, man er kærester. Hvis du kan nikke genkendende til nogle af de ting, som bliver nævnt på hjemmesiden, så er det rigtigt vigtigt, at du reagerer.
Det er okay at gå
Jeg synes, du skal overveje, om det er ved at være tid til at stoppe forholdet til din kæreste. For de ting du beskriver lyder rigtigt ubehagelige. Samtidigt oplever du, at du er begyndt at være utrolig ked af det på det sidste. Det tænker jeg kan være et tegn på, at det ikke går godt med forholdet og du ikke er glad længere. Jeg bliver i hvert fald bekymret for dig, når jeg læser de ting, som du beskriver. Og jeg kan blive nervøs for, om det bliver endnu værre, og du ender med at blive virkelig ulykkelig.
Et kæresteforhold skal være rart og trygt at være i hele tiden, og ikke kun nogle gange. Der skal være plads til, at man kan være sig selv, at man har tid til sin omgangskreds, og at man kan glæde sig på hinandens vegne. Man skal kunne stole på hinanden. Det lyder ikke som om, at din kæreste lever op til det. Og jeg tænker, at du fortjener at være sammen med en kæreste, som er sød, støttende og gerne vil se dig glad – også når du er sammen med dine venner.
Snak med nogen om det
Det er en rigtig svær situation, du står i. Derfor tænker jeg også, at det kunne være en god idé, hvis du ikke står alene i den. Vi mennesker har allesammen brug for en hånd en gang imellem. Og jeg tænker på, om der er nogen i din omgangskreds, som vil kunne hjælpe og støtte dig lidt i den her periode?
Snak med dine forældre
Hvis du er tæt med dine forældre, så kunne de måske støtte dig og eventuelt hjælpe dig med at komme ud af kæresteforholdet, hvis du har brug for en hånd til det. Det er ikke altid nemt at fortælle sine forældre om sit kærlighedsliv. Men de fleste forældre vil rigtigt gerne hjælpe, hvis man har et problem. Hvis du har lyst, så kan du eventuelt læse vores guide til at snakke om svære ting med sine forældre. For der står nogle gode tips til, hvordan man lige kan få de lidt tungere ting sagt.
Tag fat i Headspace
Hvis du har mere lyst til at snakke med nogen, som ikke lige kender dig. Så kan jeg varmt anbefale Headspace. Headspace er en frivillig rådgivning, hvor unge kan komme og få hjælp og støtte til det der fylder. Intet problem er for stort eller småt i Headspace. Deres frivillige er super søde og rigtigt dygtige. Det er helt gratis og du kan være helt anonym. Hvis du har lyst kan du også starte med at kontakte dem på chat. Det kan være en meget rar måde at starte ud.
Tag fat i Bryd Tavsheden
Hvis du har lyst til at snakke mere om det her med, hvad der er okay og ikke-okay i et kæresteforhold, så kan jeg også anbefale Bryd Tavsheden. De er nemlig eksperter i kærestevold – både psykisk og fysisk. De er helt vant til at hjælpe unge, som står i en situation, hvor de kan mærke, at der er noget i kæresteforholdet, som ikke føles rigtigt. Og de vil rigtigt gerne hjælpe og støtte. Det er helt anonymt og gratis, og du kan kontakte dem på både chat, brevkasse, telefon og få samtaler hos dem.
Jeg håber at mit svar har været hjælpsomt for dig. Og det kommer til at gå super godt med dig. Varme tanker herfra.
De bedste hilsner fra en Mindhelper