Hej

Jeg går til ridning på en ride klub og jeg går der sammen med en fra min klasse og vi er ret tit uenige om hvordan man opføre sig ude hos hestene, hvor jeg syndes at man skal opføre sig fredlig og hun syndes det stik modsatte så nogle gange prøver jeg at stoppe hende, hun syndes det er irriterende at jeg retter på hende og det kan jeg også godt forstå men jeg kan ikke lade være.

hvad skal jeg gøre?

(Pige, 13 år)


Hej Pige på 13 år

Det lyder som om, det er hårdt for dig at se pigen fra din klasse behandle hestene på en anden måde, end du selv ville gøre. Og så kan det være super svært lige at finde ud af, hvad man skal gøre. Så jeg er glad for, at du har skrevet herind og delt dine tanker.

Det er svært at se på

Det lyder som om, du er et super empatisk menneske, der bare gerne vil have, at hestene bliver behandlet ordentligt. Så jeg kan godt forstå, du synes, det kan være svært at se på, at pigen fra din klasse ikke opfører sig ordentligt på rideskolen. For det kan være så svært at se på, når andre behandler dyrene hårdere end man selv ville gøre. Det kan nemlig gøre rigtigt ondt indeni, og så kan man få lyst til at sige noget og rette på dem, så de begynder at opføre sig ordentligt. Derfor er jeg også helt sikker på, at det kommer fra hjertet, og at du mener det godt, når du retter på pigen fra din klasse.

Men det er ikke din opgave at opdrage på pigen. Det er de voksne omkring hendes opgave at gøre det. Derfor giver det også god mening, at pigen faktisk bliver lidt irriteret over, at du retter på hende. Du kan jo prøve at vende den om. Hvis hun rettede på dig og fortalte dig, at du gjorde tingene forkert, ville du så ikke også blive irriteret på et tidspunkt? Så jeg tror også, at det bedste du kan gøre er at lade pigen være. Og respektere, at hun håndtere hestene på en anden måde, end du gør. Også selvom jeg godt ved, at det kan være super svært.

Fortæl det til en voksen

Hvis pigen fra din klasse behandler hestene rigtigt dårligt for eksempel ved at slå dem, så skal du sige det til en voksen på rideskolen. Er der for eksempel en, som er ansvarlig for stalden, du kan snakke med? For selvfølgeligt skal pigen fra din klasse behandle hestene ordentligt. Og det er ikke i orden, hvis hun for eksempel slår dem eller sparker dem. Men det er en voksen, der skal snakke med hende om det og lære hende, at det ikke er i orden. Hvis der ikke er nogen ude i stalden, som du kan snakke med, kan du også snakke med dine forældre. Så kan de tage fat i hendes egne forældre, så de kan snakke med hende om, hvordan man opfører sig ordentligt overfor hestene.

Skriv dine tanker ned

Nogle gange kan man godt blive rigtigt indebrændt, hvis der er nogen, der ikke opfører sig ordentligt. Fordi man virkeligt bare har lyst til at blande sig. Og måske også har lyst til at sige en masse ting, som man ikke rigtigt kan sige højt. Hvis du også har det sådan, kan du måske finde en dagbog, som du kan skrive dine tanker ned i. På den måde kan du komme af med nogle af alle de ting, som du går og er irriteret på pigen fra din klasse over. Men uden, at du behøver at blande dig en hel masse i, hvordan hun har hest.

Jeg håber, at der er noget i mit svar, der har hjulpet dig. For det kan bare være så frustrerende, når nogle ikke behandler dyr på den måde, man gerne ville have, at de behandlede dem.

De bedste hilsner fra en Mindhelper