Hej Mindhelper

Jeg er 18 år og er i mit første forhold. Vi har været kærester i lidt over 6 mdr, men vi havde en lidt Rocky start fordi han havde haft noget med en af mine veninder inden vi kom sammen. Hun er helt okay med at jeg er med ham nu og det er som sådan ikke det der er problemet, men jeg tror at mine andre venner har det anderledes. De har aldrig rigtig givet ham en ordentlig chance for at lære ham at kende og det gør lidt ondt. Jeg tror nemlig at det bunder i at de ikke tror vi bliver sammen. For det får mig til at tænke på om jeg overhovedet skal være sammen med en som mine venner ikke umiddelbart kan lide. Jeg ved ikke om det er en af de ting jeg overtænker eller om det bliver et reelt problem, men jeg vil virkelig gerne høre jeres tanker!

Vh

(18 år)


Kære Du

Det kan være svært, når man har følelsen af, at ens venner ikke accepterer ens kæreste. Derfor er det også rigtig fint, at du har skrevet herind, og fortalt om det.

Kærester og venner

Du skriver, at du har på fornemmelsen, at dine venner ikke tror på, at dig og din kæreste bliver sammen. Du skriver også, at de ikke har givet ham en ordentlig chance. Det kan være en svær og frustrerende situation at stå i. Som regel vil man nemlig allerhelst have, at ens venner og kæreste bare svinger mega godt. Og når man holder meget af sin kæreste, kan det også betyde en del, at ens venner accepterer ham, og synes han er lige så nice, som man selv synes.

Men det kan være meget forskelligt, hvor meget ens kæreste og venner har med hinanden at gøre. Og selvom der er nogle kærestepar, hvor vennegrupperne nærmest smelter sammen. Så er det også helt normalt, at en venner ikke har et specielt tæt forhold til ens kæreste.

Skal i blive sammen?

Du skriver også, at du har tænkt på, om du overhovedet skal være sammen med en, som dine venner ikke umiddelbart kan lide. Og her tænker jeg, at det allervigtigste er, om du kan lide din kæreste eller ej. Vi mennesker er nemlig helt vildt forskellige. Derfor vil der også være nogle typer, som man selv synes er fede, mens en venner måske slet ikke ser det samme i dem. Omvendt er der måske også nogle, som du ikke bryder dig så meget om, men som en af dine venner rigtig godt kan lide. Og bare fordi man ikke altid ser det samme i en person, betyder det ikke, at det skal spænde ben for, at man er sammen. For det ville være super ærgerligt at droppe en kæreste udelukkende fordi, at han ikke lige var vennernes kop the.

Jeg bliver også lidt nysgerrig på, hvad der får dig til at tænke, at dine venner ikke kan lide din kæreste. For sommetider kan det godt ske, at det mere er en bekymring, end en egentlig ting. Og så handler de trælse tanker mere om, at man kommer til at overtænke situationen. Hvis det er noget du kan genkende kan du tjekke artiklen om at overtænke ud. I den er der nogle råd til, hvad du kan gøre.

Lav noget sammen

Hvis man gerne vil have at ens kæreste og venner lærer hinanden at kende, kan en god smutvej være, at lave nogle ting sammen. Derfor kommer jeg også til at tænke på, om du kan arrangere noget, hvor både din kæreste og venner kan være med? Det behøves ikke at være noget stort og vildt. men bare et eller andet som gør, at de får en chance for at hænge ud. Det kan også være, at nogle af dine venner også har kærester. Og så kan i evt hænge ud allesammen.

Tal om det

Noget andet, som jeg tænker kunne være en god ide er, at tale med dine venner om det. For på den måde kan du lettere finde ud af, om de rent faktisk ikke kan lide din kæreste, eller om det mest er en bekymring hos dig selv.

Hvis de har et problem med ham, så kan i måske også snakke lidt om, hvordan det kan være. Og du kan prøve at fortælle dem om, hvordan du har det med det. Ens venner vil nemlig som regel gerne have, at man har det godt. Så hvis du f.eks. fortæller, at du faktisk bliver ret ked af det over, at de ikke kan lide din kæreste. Så er de måske også mere villige til at give ham en chance, og lære ham at kende.

Det kan være mega træls, hvis ens venner og kæreste ikke kan sammen. Derfor håber jeg også, at der er noget i mit svar, som du kan bruge. Jeg sender en masse gode tanker din vej.

De bedste hilsner fra en Mindhelper