Hej Mindhelper

Jeg har en veninde som har en manipulerende og toxic kæreste, dog kan hun på meget små punkter se det, men det svært at få hende til at slå op med ham, selvom jeg bare gerne vil have hun er glad selfølgelig.

Jeg vil høre hvad jeg kan gøre, da kæresten ikke kan lide mig fordi jeg kaldte ham “grim”/“ikke min type” og nu han fornermet og siger at hun ikke må snakke med mig fordi jeg ikke “respektere” ham.
Jeg har undskyld mange gange overfor ham, da jeg ikke vil miste mit 15+ års venskab med min veninde, men han vil slet ikke tilgive mig, og skriver altid som om at det er hende der skrive “grove” ting til mig selvom jeg ved det er ham. Hun har været i kontakt med mig få gange over falske profiler for han ikke finder ud af det.

Hvad kan jeg gøre i denne situation? Jeg vil gerne have min veninde tilbage og hun vil også have mig tilbage.

(17 år)


Kære dig,

Det lyder som om, at dig og din veninde står i en svær situation. Jeg kan godt forstå, at det er svært at finde ud af, hvad man lige skal gøre, når ens venindes kæreste ikke vil have man ses.  

Derfor er jeg også glad for, at du har skrevet herind.  

Det er kompliceret og svært, når ens veninde er i et toxic forhold 

For det er ofte sådan med de typer forhold, at dem omkring én ser det, inden man selv kan se det. Og som du selv siger, så er hun måske også begyndt lidt at kunne se det på nogle punkter.  

Og nogle gange kan man som veninde stå ved siden af og tænke, “Altså hvorfor slår hun ikke op med ham?!”.  

Og den tanke kan jeg virkelig godt forstå. Men desværre er det ikke altid helt så ligetil, når man selv står i forholdet.  

Du ser og hører nok mere om de dårlige ting end de gode. Men din veninde kender jo også til alle hans gode sider. Så derfor bliver det meget mere kompliceret inde i hende.  

Man bestemmer selv, hvem man vil være venner med  

Selvom han sikkert både har gode og dårlige sider, så er det vigtigt for mig at sige, at han ikke skal bestemme, hvem hun er venner med.  

Sådan er det for alle mennesker. Andre personer kan godt have meninger om de venner vi har. Men de bestemmer altså ikke over, hvem vi må være sammen med.  

Og derfor kan jeg godt forstå, at du er mega ked af, at I ikke snakker sammen lige nu, fordi han ikke vil have det.   

Det er vigtigt at sige fra 

Du skriver også, at han skriver grimme ting til dig, men får det til at ligne, at det er hende.  

Når andre personer skriver eller siger rigtig grove ting til os, så er det helt okay at sige fra.  

Det er faktisk ret vigtigt, at man husker at sætte grænser, når andre gør ting mod os, vi ikke bryder os om.  

Man kan sætte grænser på mange måder 

I dit tilfælde kan du for eksempel gøre det ved at skrive, at du ikke vil have han skriver grove ting til dig.  

En besked kunne for eksempel være:  

“Jeg bryder mig ikke om, at du taler til mig på den måde, det vil jeg gerne have du stopper med.”.  

På den måde får du tydeligt sagt, når du synes noget han skriver, er over din grænse.  

Du kan prøve at læse vores artikel om at sætte grænser. I den kommer vi med en masse gode råd til, hvad man kan gøre.  

Du kan ikke presse hende til at slå op  

Selvom jeg godt kan forstå, at du ikke synes det er godt, at din veninde er kærester med en, som du føler er manipulerende og toxic, så er det desværre ikke noget, du kan bestemme.  

Vi kan godt fortælle vores venner, hvad vi tænker. Men i sidste ende er det deres beslutning, hvem de vil være kærester med.  

Og jeg kan godt forstå det er mega svært. Det er utroligt omsorgsfuldt af dig, at du vil passe på din veninde. Men det er ikke dit ansvar at sørge for, at de slår op.  

Tal med din veninde 

Du skriver, at dig og din veninde har skrevet sammen fra falske profiler. Kan du mon aftale at mødes med din veninde og snakke med hende? 

Det er ofte lettere at få sagt de rette ting, når man kan sige dem højt i stedet for at skrive dem.  

Her kan du fortælle hende om dine tanker, og at du er nervøs for hende. Og du kan jo også nævne, at du ikke synes, at det er okay, at hendes kæreste bestemmer, hvem hun må være venner med.  

Få en voksen ind over 

Jeg kan desværre ikke give dig en opskrift på, hvordan du får din veninde tilbage, men et godt sted at starte, er at få en god snak med hende.  

Hvis det slet ikke kan lade sig gøre pga. Kæresten, så kan du prøve at tage fat i hendes forældre? Nogle gange kan det være rart at få en voksen ind over, hvis konflikten er gået helt i hårdknude.  

Du kan eventuelt skrive til hendes forældre, hvad situationen er, og om de vil hjælpe med at få løst konflikten.  

Det er mega svært, når ens venindes kæreste ikke vil have, at man ses med sin bedste veninde. Her er det rigtig vigtigt at få snakket tingene igennem. Og nogle gange kan det være godt at få hjælp fra en forælder.  

Jeg håber mit svar kan hjælpe dig på vej, og jeg håber dig og din veninde finder ud af det. Jeg sender dig en masse god energi.  

De bedste hilsner fra en Mindhelper