Hej Mindhelper
Jeg er en dreng på 15 år og min bedste veninde og jeg er blevet uvenner fordi jeg har dummet mig. Hun har blokeret mig overalt og hver eneste gang hun er i nærheden af mig oppe i klassen og har chancen tager hun fat i problemet, men ikke for at snakke ud men for at få mig til at få det dårligt og udstille mig foran alle. Har ikke andre venner sådan rigtig jeg snakker lidt med nogen af drengene men der er ikke nogen af dem jeg stoler på eller kan snakke om det med. Jeg har heller ikke lyst til at fortælle mine forældre det. Min bedste ven ved alt om mig og jeg ved alt om hende. Jeg havde helt ekstremt meget tillid til hende og hun havde til mig. Vi kunne snakke om alt på trods af ingen fælles interesser. Vi har været kærester af flere omgange og på trods af en del gange hvor vi har slået op har vi altid bagefter kunne se hinanden i øjnene og være bedste venner bagefter. Nu frygter jeg at vores venskab er slut og er enlig ret sikker på at det er. Hvad skal jeg gøre?
(15 år)
Kære Du
Det lyder som en rigtig hård situation du står i lige nu, hvor din bedste veninde og dig, er blevet uvenner. Derfor er jeg glad for at du har skrevet herind og delt dine tanker. For dem skal du ikke gå med alene.
Det er ikke rart, at føle sig udstillet
Du skriver at din bedste veninde og dig er blevet uvenner, fordi du har dummet dig. Og at hun nu tager problemet op ovre i klassen, for at udstille dig. Det lyder ikke særlig fedt, for det er ubehageligt at føle, at man bliver udstillet foran andre. Og det er ikke noget der i sidste ende, hjælper med at få løst problemet. Så det er ikke okay, at din veninde prøver at udstille dig foran de andre ovre i skolen.
Når et venskab slutter
Det lyder til, at dig og dine bedste veninde, plejede at have et rigtig godt forhold. Og at i havde meget tillid til hinanden. Sådan nogle venskaber kan komme til at betyde rigtig meget for en. Så derfor giver det god mening, hvis du er ked af, at i er blevet uvenner.
Du skriver også, at du er ret sikker på, at jeres venskab er slut. Det kan gøre hammer nas, når et godt venskab slutter. Men nogle gange kan man være nødt til at acceptere, at det er sådan det er. For venskaber kommer og går, igennem hele livet. Nogle venskaber glider lige så stille ud i sandet, mens andre ender brat fordi der skete noget, som gjorde at venskabet gik i stykker.
Når et venskab slutter, kan det føles lidt på samme måde, som når man går fra en kæreste. Det kan føles lidt som en sorg, og det kan sommetider være svært at se sig ud af, mens man står i det. Derfor tænker jeg også, at du måske kan have glæde af, at læse denne her artikel, om hvordan man kan håndtere kærestesorger. For selvom det i dit tilfælde handler om et venskab, så tror jeg alligevel, at der måske er noget i artiklen, som kan være rart for dig at læse. For heldigvis er det sådan, at selvom det kan gøre hammer nas når et venskab slutter, så kan man også godt komme ud på den anden side, og få det god igen.
Tal med nogen om det
Når jeg læser dit brev synes jeg det lyder som om, at din bedste veninde plejede at være den person, du snakkede allermest med. Kan det mon passe? Og du beskriver også, at du ikke har lyst til at tale med dine forældre. Mange unge synes det kan være lidt svært, at skulle tale med deres forældre, når de går igennem noget som er svært. Jeg tænker nu alligevel, at det måske kunne være en god ide for dig, at tale med nogen om, hvordan du går og har det for tiden. For når man bliver uvenner med en man plejede at tale meget med, så kan det måske hurtigt komme til at føles lidt tomt, hvis ikke man får talt med nogen om, hvordan man har det.
Tal med en lære
Jeg læser dit brev som om, at dig og din bedste veninde går i klasse samnne. Derfor tænker jeg også, at det kunne være en god ide hvis du talte med en af dine lærere om, at dig og din veninde er blevet uvenner. Og at du føler, at hun udstiller dig ovre i klassen.
Lærerne er der nemlig både for at hjælpe en med det faglige og det sociale, hvis man for eksempel bliver uvenner med en fra klassen. Og nogen gange hvis man er blevet uvenner, og ens forhold er gået lidt i hårdknude. Så kan det hjælpe at hive en tredje person med ind over, som kan hjælpe med at finde ud af, hvordan man bedst kommer videre.
Tag i Headspace
Et sted jeg også varmt kan anbefale dig at tage fat i, er Headspace. Headspace er et sted man kan komme som ung, og få samtale med Headspace frivillige. De frivillige er super søde og dygtige, og de er vant til at tale med unge, om alle mulige forskellige problemer. Og det kan sommetider være godt, at have nogen at tale med, når man går igennem en svær periode, hvor man er blevet uvenner med en rigtig god ven.
Det er aldrig sjovt, når man bliver uvenner med en tæt ven. Og det kan være svært at se, hvordan man bedst kan komme videre. Derfor håber jeg, at der er noget i mit svar du har kunne bruge. Og at du får talt med nogen om, hvordan du har det.
De bedste hilsner fra en Mindhelper