Hej

Jeg er i starten af tyverne og havde nogle svære dage på min skole (grundet ting derhjemme). Min lærer var virkelig god til at være der for mig og har været meget opmærksom på mit velbefindende. Hun har virkelig været en støtte på er tidspunkt jeg ikke følte jeg havde andre. Vi har god kemi og har mange af de samme værdier og jeg vil gerne have hende i mit nætværk når skolen slutter om ikke så længe. Jeg har lyst til at købe en slags takkegave, men ved ikke om det vil kunne tolkes som en karakterbestikkelse eller hvordan det vil virke at give hende en gave. Jeg havde egentligt bare lyst til det for at vise min taknemmelighed. Hun er i starten af trediverne, så der er ikke så mange år imellem os.

Vil man kunne blive venner med sin tidligere lærer og kan man vise sin taknemmelighed for hendes støtte uden det vil virke mærkeligt på de andre i klassen? Vil helst ikke gøre noget forkert. Men for mig er hun et medmenneske der har gjort en stor forskel og bare at skulle cutte forbindelsen fordi skolen slutter synes jeg virker ærgerligt. Vi griner også sammen, men hun er selvfølgelig professionel når hele klassen er der. Men når vi har talt på tomandshånd, er der et lag dybere.

(20 år)


Kære du

Det kan være svært at vide, hvad man skal gøre, når man snart stopper i skole, og har haft en rigtig god relation til en af ens lærer. Derfor er jeg også glad for, at du har skrevet herind og delt dine tanker med os. 

Det giver mening

Når jeg læser dit brev, lyder det til at du har haft en rigtig god lærer, som har været god til at være der for dig, når du har haft brug for det. Og det at have nogle at snakke med, når man har nogle svære dage, kan være rigtig rart og lettende. Der lyder det til, at din lærer har været god til at være der for dig og være opmærksom på hvordan du har det. Derfor tænker jeg også, at det giver super god mening, at du bliver trist ved tanken om, at I ikke skal have kontakt mere. Sådan tror jeg, at der er rigtig mange der har haft det, når skolen slutter.

Det med taknemmelighed og gaver

Du spørger til, om du kan vise sin taknemmelighed for hendes støtte, uden at det vil virke mærkeligt. Det kan man sagtens gøre. De fleste lærere bruger meget tid på at tænke over, hvordan deres elever har det og vil gerne sørge for, at det går dem godt. Derfor er det heller ikke unormalt, at man som elev får lyst til at give noget tilbage, for at vise deres taknemmelighed over for læreren. Du skriver også, at du er bange for, at de andre i klassen måske tolker det som en karakterbestikkelse, hvis du køber en gave til hende. Hvis det stadig er noget, som du går og tænker på, så kan du vente til skoleafslutningen, hvor I har været til eksamen. Så er der ingen chance for, at det virker som bestikkelse. 

Det med lærer og venskab 

Den anden del af dit spørgsmål lyder på, om man kan blive venner med sin tidligere lærer. Det er et rigtig godt spørgsmål og desværre også et, som har et klart svar. På den ene side kan det føles helt rigtigt, fordi man føler at der er god kemi og fælles interesser. Og på den anden side kan det hurtigt blive en skæv relation, hvor de to parter ikke får det samme ud af relationen. Derfor er det også rigtig svært at svare på, om dig og din lærer kan være venner nu hvor skolen slutter.

Det kan være rigtig rart at få støtte fra andre. Derfor er der også mange som oplever, at de føler sig knyttet til de personer, som hjælper dem. Vi føler hurtigt, at det er en god og positiv relation vi har. Men det der ofte sker er, at når den person som har fået hjælp, ikke længere skal have hjælp mere, så slutter den relation. For relationen startede nemlig ikke pga en masse fælles interesser, men som omsorg fra den ene person til den anden. Og selvom det kan føles rigtig godt med omsorg og opmærksomhed fra andre, er det ikke altid den bedste måde at starte et venskab på.

Derfor er det heller ikke så tit, at lærere og elever bliver venner, efter at eleven stopper på skolen. Fordi selvom man måske havde en god relation da man gik på skolen, skal man også huske på, at det er en del af lærerens job, at snakke med eleverne og sørge for at de har det godt. Heldigvis finder de fleste ud af, efter noget tid, at de sagtens kan klare sig uden lærerne. Og at det nok skal gå, selvom det kan føles skræmmende at miste den sikkerhed, man havde i sin lærer.

Prøv at snak med dine venner

Jeg tænker også, at en rigtig god hjælp for dig kunne være, at du snakkede med nogen om det. Måske har du en god ven eller veninde, som du kan tale med om, hvordan du har det. Det kunne måske være nogle fra din klasse, som kender jeres lærer. Det kan nemlig være rigtig rart og lettende, at få delt sine tanker og overvejelser med andre. Og ofte så oplever man, at det er nemmere at finde hoved og hale i det hele, når man får sagt tingene højt. 

Det kan være rigtig svært at vide, hvad man skal gøre, når man har haft en rigtig god lærer i skolen og nu skal til at stoppe. Derfor håber jeg også, at der er noget i mit svar til dig, som du kan bruge. Jeg sender de bedste tanker din vej og håber du finder ud af det. 

De bedste hilsner fra en Mindhelper