Hej
jeg legede med en vend i dag og så gik han lige pluslig jeg hved ikke hvad der skete men pluslig sage jeg noget til ham men han svarede mig ikke og virkede suer på mig og jeg vile gerne væer vener med ham igen så hvad skal jeg gårer
(13 år)
Hej 13 årig
Det lyder til, at det med din ven fylder en del hos dig. Og det kan jeg godt forstå, for det kan være ubehageligt, når ens ven bliver sur på en, og man ikke ved hvorfor. Derfor er jeg også rigtig glad for, at du har skrevet herind til os og delt det.
Det er ikke rart at være uvenner
Du skriver, at din ven pludselig virkede sur og ikke svarede dig. Det lyder rigtig ubehageligt. For det er aldrig rart, når ens gode ven er sur på en. Derfor er det også helt naturligt at blive ked af det, når det sker. Man kan måske også føle sig lidt forvirret og overrasket, når ens ven bliver sur ud af det blå.
Derfor er det også naturligt gerne at ville blive gode venner igen. Men det kan sommetider være svært at finde ud af, hvordan man bliver gode venner igen, hvis man ikke ved, hvorfor den anden er sur. For hvis man vidste, hvad der var galt, så var det måske også nemmere at snakke om det og få sagt undskyld og løst. Derfor tænker jeg også, at det giver god mening, at du ikke helt ved, hvad du skal gøre.
Snak med din ven
Når man gerne vil være gode venner med ens ven igen, kan det hjælpe at snakke med ens ven og spørge, hvorfor han er sur. For nogle gange kommer man måske til at sige eller gøre noget, som sårer den anden. Også uden, at det på nogen som helst måde var med vilje. Det kan også være, at der måske er noget andet, som er svært for din ven, som har gjort ham i dårligt humør. Noget som slet ikke har noget med dig at gøre.
Derfor tænker jeg også, at det kunne være en god ide, at du snakkede med din ven og fik spurgt ham, hvorfor han er sur. Og også fik sagt til ham, at du bliver ked af det, når han bliver sur og ignorerer dig, og at du gerne vil være gode venner igen. For så kan det være, at I kan få det snakket igennem. Og det tænker jeg måske er rart for dig, så du ikke skal gå og være ked af det.
Få hjælp af en voksen
Det kan sommetider føles som en stor mundfuld helt selv at skulle løse en konflikt med en ven. Derfor kan det nogle gange også være en god ide at få hjælp af en voksen. Det kan fx være en forældre eller en lærer.
Derfor tænker jeg også, at det kunne være en rigtig god ide, at du snakkede med en voksen om, at din ven er sur på dig. For ud over at den voksne kan hjælpe jer med at løse det, så kan det også være rigtig rart at dele ens oplevelse med en voksen. For tit bliver det svære lidt lettere, når man deler der med andre.
Børnetelefonen
Hvis du tænker, at det kunne være rart at snakke med nogle helt andre om det, vil de også altid gerne lytte hos Børnetelefonen. Der sidder nemlig en masse søde og rare rådgivere, som er vant til at snakke med børn og unge om det de går og bøvler med. Derfor er de også rigtig gode at snakke med, når ens ven er blevet sur på en, og man ikke ved hvorfor. Du kan både ringe til dem, sende dem en SMS eller chatte med dem. Det er helt gratis, og du kan også sagtens være anonym. Så dem kan du trygt tage fat i.
Det kan være mega ubehageligt, når ens ven er sur på en. Derfor håber jeg også, at der er noget i mit svar, som er hjælpsomt for dig. Jeg sender en masse varme tanker din vej og krydser fingre for, at dig og din ven finder ud af det og bliver gode venner igen.
De bedste hilsner fra en Mindhelper